Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus

Direktør i Lægemiddelstyrelsen ude med advarsel.

Hvad sker der? Den nye coronavirus fortsætter med at sprede sig til nye lande og Danmark har fået sit tredje tilfælde.

Udviklingen bekymrer WHO, som nu har hævet sin risikovurdering for global spredning til det højest mulige niveau.

Se det bekræftede antal af smittede, døde og raskmeldte her.

Livebloggen opdateres ikke længere.

Coronasmittet dansker er ikke længere isoleret med familien

Den første dansker, der blev konstateret smittet med coronavirus, TV 2-redaktøren Jakob Tage Ramlyng, er ikke længere isoleret sammen med resten af sin familie. Da resten af familien er testet negativ, er han flyttet fra huset, hvor resten af familien bor, for ikke at udsætte dem for en mulig smitte. Familien ville nemlig kunne få yderligere 14 dages karantæne, fra han bliver erklæret rask, hvis familien blev sammen. Derfor er han nu i isolation for sig selv, mens resten af familien er i karantæne i 14 dage.

Første tilfælde af coronavirus i Irland

Sundhedsmyndighederne i Irland bekræfter, at de har konstateret det første tilfælde af covid-19 i landet. Der er tale om en mandlig patient, der havde rejst i Norditalien.

Direktør i Lægemiddelstyrelsen ude med advarsel

På Twitter går direktør i Lægemiddelstyrelsen, Thomas Senderovitz, i rette med en pressemeddelse, som han kalder både udokumenteret og uden den fjerneste officielle godkendelse. Det er lægen Stig Ekkert, der har udsendt pressemeddelsen, hvor han hævder at have en behandling mod coronavirusset, der har spredt sig over hele kloden.

 

Trump: En amerikaner har mistet livet - fire er alvorligt syge

Donald Trump fortæller på et pressemøde lørdag aften, at der er 22 amerikanere, der er smittet med coronavirus, og han bekræfter, at en person i USA har mistet livet som følge af covid-19. Det drejer sig om en kvinde i slutningen af 50’erne, der var alvorligt syg i forvejen. Desuden siger han, at yderligere fire i USA er alvorligt syge. Trump kalder det 'meget sandsynligt', at flere amerikanere bliver smittet.

Første amerikanske dødsfald

USA er blevet ramt af sit første dødsfald som følge af sygdommen covid-19. Det skriver AP. Det er myndighederne i Washington, der kommer med udmeldingen. Ifølge universitetet Johns Hopkins' optælling, er 66 amerikanere smittet med coronavirussen. Syv personer er meldt raske igen.

Dødstallet stiger i Italien

Antallet af døde som følge af coronavirussen i Italien er steget fra 21 til 29. Det skriver Reuters. Antallet af smittede i landet er mindst 1128. 

Trump holder pressemøde om coronavirus

USA's præsident, Donald Trump, oplyser på Twitter, at han vil afholde et pressemøde i Det Hvide Hus klokken 19.30 dansk tid, hvor han vil tale om den seneste udvikling i forhold til coronavirussen.

 

15 personer smittet i Norge

I alt 15 personer er nu blevet smittet med coronavirus i Norge. Det oplyser Folkehelseinstituttet, der er Norges svar på Sundhedsstyrelsen. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB. Det er over en fordobling fra de hidtil syv smittede i landet.

Tre amerikanere smittet med coronavirus - har ikke været i smitteramte lande

Myndighederne på den amerikanske vestkyst har kendskab til tre tilfælde af personer, der er smittet med coronavirussen, som ikke har forbindelse til nogen af de smitteramte lande.

En kronisk syg ældre kvinde fra Santa Clara County i Californien er en af de smittede. Ifølge myndighederne har kvinden ikke været ude at rejse i nogle af de lande, der hvor der er smitterisiko, ligesom hun ikke skulle have været i kontakt med andre, der har. Det samme gælder en i Oregon og en i staten Washington.

Ifølge Sara Cody, der er direktør for Santa Clara Countys kommunale afdeling for folkesundhed, indikerer de tre tilfælde, at smitten er ved at brede sig lokalt, men at omfanget endnu er ukendt.

Det skriver BBC.

I alt 66 personer er smittet med virussen. Syv er raskmeldte, mens der ikke er nogen dødsfald.

Fem sygehusansatte i Norge sat i hjemmekarantæne

Fem personer, som arbejder på et sygehus i Drammen i Norge, er blevet sat i hjemmekarantæne, og venter nu på svar på, om de er smittet med coronavirussen. De arbejder på en øjenafdeling, hvor to personer er blevet smittet. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB. Ingen af personerne har symptomer på sygdom.

Skoler og universiteter holdes lukket på grund af coronavirus

I Norditalien, der har været særligt hårdt ramt af coronavirus, har man i tre regioner besluttet, at holde skoler og universiteter lukket i næste uge, skriver Reuters.

Frankrig bandlyser store arrangementer

Frankrigs sundhedsminister, Olivier Véran, oplyser ifølge Reuters, at antallet af bekræftede smittede med coronavirus i landet er steget til 73. Han siger desuden, at alle offentlige arrangementer med mere end 5.000 personer i et aflukket rum, vil blive aflyst.

Nyeste corona-tal: Så mange er smittede, døde og helbredte

Få her overblikket over, hvor mange der er døde og helbredt efter udbruddet af covid-19 - og hvordan smitten har spredt sig.

 

240 danskere testet for coronavirus

Thyra Grove Krause, der er afdelingschef for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse hos Statens Serum Institut, oplyser, at 240 personer er blevet testet for coronavirussen. Tre af dem er smittet. De fleste af patienterne er blevet testet de seneste dage, efter der kom et udbrud i Italien.

Qatar ramt af covid-19

Qatar har fået konstareret landets første smittede af covid-19. Det oplyser landets nyhedsbureau ifølge Reuters.

Overlæge: Ingen grund til bekymring lige nu

Det er centralt, at de tre coronasmittede i Danmark er smittet i udlandet. Det fortæller nemlig, at danskere ikke behøver at været bekymret for at blive smittet i dagligdagen.

Det mener overlæge Anne Hempel-Jørgensen fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Så længe der ikke er smittespredning i Danmark, skal man ikke være bekymret for at færdes her.

- Man er ikke i risiko for at blive smittet med coronavirus ved at færdes frit rundt i Danmark, og det synes jeg, er et væsentlig budskab for danskerne.

Fem Serie A-kampe udsat

Fem fodboldkampe i den italienske Serie A i denne weekend bliver udsat på grund af coronavirus. Det drejer sig blandt andet om Juventus - Inter. Det skriver Reuters.

Akuttelefonen får 'rigtig mange opkald' fra raske borgere

Akuttelefonen 1813 oplyser, at de får 'rigtig mange opkald' fra raske borgere, som har spørgsmål om coronavirus. Region Hovedstadens Beredskab opfordrer istedet til, at man benytter Sundhedsstyrelsens hjemmeside, hvis man søger råd om virussen.

Ni dødsfald i Iran det seneste døgn

Ung iransk par med mundbind.

Ifølge Irans sundhedsminister er 295 nye personer smittet med covid-19 inden for de sidste 24 timer, og ni har mistet livet. Det skriver Reuters. Dødstallet i landet er nu oppe på 43, mens mindst 593 er smittet. Det skriver AP.

Smittet italiener er ansat i dansk virksomhed

Den første person, der er testet positiv for coronavirus syd for Sahara, er ansat i danske FLSmidth. Det oplyser den danske ingeniørkoncerns pressechef, Rasmus Windfeld.

- Vi har en italiensk medarbejder, der er fløjet til Nigeria. Der er han testet positiv for coronavirusset. Nu er han i karantæne og under behandling ved det hospital, han er indlagt på i Lagos, siger han. Fire andre medarbejdere er i karantæne på grund af sagen. Ingen af dem har været i Danmark i år.