Bloomberg har brugt milliarder fra krigskisten - men kan man købe en præsidentpost i USA?
Mike Bloomberg er kommet under anklage for at forsøge at købe præsidentskabet, efter han har brugt mere end en halv milliard.
Aldrig har en person, der kæmper for titlen som præsidentkandidat i USA, brugt så mange penge så hurtigt som milliardæren og den tidligere borgmester i New York City Mike Bloomberg.
Mike Bloomberg vil, siden han meldte sig som kandidat til 2020-valget og op til Super Tuesday 3. marts, have brugt 528 millioner dollars svarende til 3,6 milliarder kroner på reklamer både på tv, sociale medier og i radioen, viser en opgørelse fra AdWeek, som er baseret på tal fra Advertising Analytics. Og det er inden, han har fået nomineringen - hvilket ikke ser ud til at ske, hvis man kigger på meningsmålingerne.
Til sammenligning brugte Donald Trump 616,5 millioner dollars i 2016 totalt – både før han blev nomineret og under selve valgkampen mod Hillary Clinton.
Det har fået først og fremmest Bernie Sanders, der på nuværende tidspunkt er frontløber i det igangværende primærvalg, til at anklage milliardæren for at forsøge at købe præsidentskabet. Men også de øvrige kandidater lader kritikken hagle ned over Bloomberg, som eksempelvis Amy Klobuchar. Hun kalder det urimeligt, at hun ikke kan få sit budskab ud i samme omfang, som Bloomberg kan, på trods af, at hun har fået flere donationer.
- Han køber præsidentskabet - i det mindste prøver han i hvert fald - ved at bruge hundredevis af millioner af dollars på tv-reklamer, har Bernie Sanders blandt andet sagt til en af sine store vælgermøder.
Men det store spørgsmål er, om det overhovedet kan lade sig gøre at købe Det Hvide Hus. Ifølge TV 2s USA-analytiker, Mirco Reimer-Elster, ændrer Bloombergs reklamer ikke meget i meningsmålingerne, som stadig udelukker Bloomberg fra en oval kontorplads i Det Hvide Hus, men alligevel kan forandre, hvordan præsidentvalgene i USA fremover vil se ud.
Bloomberg burde føre
Når Bernie Sanders anklager Mike Bloomberg for at købe sig til præsidentskabet, mens han selv er frontløber, klinger det hult, mener Mirco Reimer-Elster. For ganske vist har Bloomberg købt reklamer på sociale og traditionelle medier i et omfang, der hidtil ikke er set. Men alligevel fører han ikke i meningsmålingerne, hvilket han burde, hvis frontløberens anklager holdt stik.
- Hvis penge altid afgjorde, hvem der vandt, så var Trump ikke blevet præsident, da han brugte omkring halvdelen af det, Clinton brugte. Og Sanders kunne ikke i skrivende stund være favorit, for han har brugt en femtedel af det, Bloomberg har brugt.
I de stater, hvor Bloomberg har brugt flest penge på valgreklamer, er han heller ikke favorit - lige på nær Florida. I de tre øvrige, Californien, Texas og Bloombergs hjemstat New York, er det Sanders, der fører i meningsmålingerne.
- Som det ser ud nu, er der ingen garanti for, at Bloomberg vinder en eneste stat på Super Tuesday. På Fox News hedder fortællingen, at Bloomberg er en nar. Han gør det omvendte af Trump. Mens Trump fik gratis taletid i medierne, køber Bloomberg sig til folks opmærksomhed, siger Mirco Reimer-Elster.
Super Tuesday er den største valgdag i primærvalget, hvor 14 stater afgiver stemmer samme dag. I år er det 3. marts. Når de andre kandidater alligevel angriber milliardæren med påstande om at ville betale sin vej til indflydelse, er det også et strategisk valg. Især for Bernie Sanders, siger Reimer-Elster.
- Han kører en stor kampagne mod milliardærer og rigmænd, som han mener har for meget indflydelse i samfundet. Her er Bloomberg den fedeste skydeskive, du kan forestille dig.
God på TV, bare det ikke er live
Mike Bloomberg har investeret tungt i at dominere på tv, sociale medier og radio. Mens 19,6 millioner amerikanere fulgte med i demokraternes tv-debat i Nevada, er amerikanere i hele landet blevet mødt af Mike2020-reklamer på Facebook intet mindre end 1,6 milliarder gange.
Det vil sige, at Bloombergs reklamer udgør 69 procent af det totale antal af Facebook-reklamer fra både de demokratiske præsidentkandidater og Donald Trump, der blev vist i USA fra 1. januar til 18. februar.
Men Mike Bloomberg har vist sig som værende en meget dårlig debattør i demokraternes primærvalgdebatter. Det har også kostet ham i meningsmålingerne, hvilket var tydeligt efter valgdebatten i Nevada, den første Bloomberg deltog i, siger Mirco Reimer-Elster. Efter debatten i Nevada gik Bloomberg ned med næsten to procentpoint, ifølge Real Clear Politics.
- Jeg tror, det er svært at finde fortilfælde, hvor der er så stor forskel mellem det image, en kandidat prøver at lancere af sig selv, og så det image han har til debatten. Når vælgerne ser, hvor dårligt han klarer sig i debatten, så bliver spørgsmålet pludselig, om de ser 'Super Mike' eller 'Mini Mike'? Det er tydeligt, at han ikke har debatteret i mange år, at han er blevet uerfaren, samt at han er en ældre herre.
Men alligevel vil Bloomberg gennem Facebook, Youtube, tv-reklamer og andre midler forsøge at skabe et billede af sig selv, som den bedste til at slå Donald Trump. Han er rigtig god til de sociale medier, siger Mirco Reimer-Elster, men det vil blive en udfordring for ham at vedligeholde det billede, når han fremstår som den lille mand til debatterne.
- Det interessante spørgsmål er selvfølgelig også, hvad der virker bedst. Hans egne reklamer kontra den måde, medierne skriver om ham på. Han kan ikke styre mediernes fortælling.
Har langt flere penge end konkurrenterne
I kampen om at blive personen, der skal slå Donald Trump, har alle syv kandidater skulle bruge millioner af dollar for at nå til det sted, de er nu. De såkaldte 'warchests' - den amerikanske betegnelse for det rådighedsbeløb, kandidaterne har til at føre kampagne - er ved at svinde ind for flere af dem. Derfor bliver popularitet en afgørende faktor for, hvorvidt de kan fortsætte deres bud.
For mister kandidaterne deres momentum, så lukker støtterne ned for pengepungen, forklarer Mirco Reimer-Elster. Men nu er der tale om en kandidat, der er 100 procent selvfinansieret, hvilket har ændret spillereglerne.
På trods af, at Bloomberg har brugt en halv milliard dollars, er han langt fra ved at løbe tør for penge i sin 'warchest', altså krigskiste, som det nogle gange kaldes. Data fra udgangen af januar viser, at Bloomberg både har brugt langt mere end sine konkurrenter, og at han også har langt mere at bruge af tilbage.
Reimer-Elster mener, at Bloombergs overdrevne brug handler om at lægge et fundament, hvor hans popularitet kan vokse ud fra. Mirco Reimer-Elster siger selv, at nærmest ingen analytikere eller medier i starten troede, milliardæren kunne blive lige så seriøs en kandidat, som han er nu.
- For Bloomberg handler det ikke om at være en folkeforfører, for det bliver han aldrig. Det er mere, at han skal lære de demokratiske vælgere, at de ikke skal hade ham. Og det har virket bedre, end jeg havde turde forudse, siger Mirco Reimer-Elster og fortsætter:
- Indtil videre er det lykkedes ham at købe sig til folks opmærksomhed, men det betyder ikke, at folket også valfarter til valgstederne for at stemme på Bloomberg. Det får vi at se på Super Tuesday. Men uanset hvad vil hans præsentation danne præcedens for fremtiden og enten virke stærkt afskrækkende eller tiltrækkende for andre rigmænd.
Natten til søndag er der primærvalg i South Carolina. Du kan følge med på tv2.dk hele natten.