Coronavirus

Sundhedsstyrelsen advarer - coronavirus kan udvikle sig til pandemi

Sundhedsstyrelsen mener, at der vil komme flere tilfælde af coronavirus i Danmark.

De danske myndigheder vurderer, at den globale coronavirus har potentiale til at udvikle til at blive endnu farligere for folkesundheden, end tilfældet er i dag.

Det siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, på et pressemøde.

Han oplyser, at sygdommen covid-19 på nuværende tidspunkt ikke har status som pandemi, men at den har "pandemisk potentiale".

- Der er ikke erklæret en pandemi i verden endnu, men der er ingen tvivl om, at verdenssundhedsorganisationen, WHO, formentlig meget snart vil sammenkalde sin krisekomité og lave den vurdering - netop fordi, der er en udvikling i flere forskellige dele af verden.

Flere danskere vil få coronavirus

Johns Hopkins Universitetet i USA opgør løbende antallet af smittede med coronavirussen globalt.

På seks kontinenter er omkring 84.000 personer nu smittet på verdensplan, mens mere end 2800 personer er døde af sygdommen.

De danske myndigheder vurderer fortsat, at der vil komme flere tilfælde af coronavirus i Danmark.

Det siger Søren Brostrøm, efter at den første dansker, TV 2-medarbejderen Jakob Tage Ramlyng, natten til torsdag blev testet positiv for coronavirus.

Ifølge myndighederne er antallet af testede danskere på landsplan cirka 180.

På nuværende tidspunkt er der ikke noget, der tyder på, at der er flere danskere, der skal i karantæne.

Det oplyser Anette Lykke Petri, der er enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed på pressemødet.

I øjeblikket er 16 TV 2-ansatte sat i to ugers karantæne, da Jakob Tage Ramlyng kan have smittet dem med coronavirus onsdag, hvor han kortvarigt mødte på arbejde.

Jakob Tage Ramlyng er selv sendt i såkaldt 'hjemmeisolation' med sin familie i sit hjem, da han er erklæret syg.

Derudover er 19 andre danskere i karantæne, så totalen er på 35 personer, lyder det fra Anette Lykke Petri.