Coronavirus

Coronavirussen spreder sig

Hvad sker der? Den nye coronavirus fortsætter med at sprede sig - natten til torsdag blev det første smittetilfælde fundet i Danmark.

Imens fortsætter antallet af smittede med at stige i vores nabolande og resten af Europa.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Cykelløb aflyst

På grund af coronavirus er landevejscykelløbet UAE Tour i De Forenede Arabiske Emirater aflyst med to etaper tilbage, skriver flere af de deltagende hold og ryttere på Twitter. Flere, deriblandt Chris Froome, skriver også, at rytterne skal testes.

UAE Tour er det eneste løb i Mellemøsten på World Touren, som er cykelsportens øverste niveau. Der var kørt fem etaper af løbet inden aflysningen. Fem danskere er med i løbet.

Der er foreløbig bekræftet 13 tilfælde af covid-19 i De Forenede Arabiske Emirater.

Forsøger at tjene penge på coronavirus

Verdens største online detailhandler, Amazon, har de seneste uger spærret for salg af mere end en million produkter, der ukorrekt hævdede at kunne kurere eller beskytte mod coronavirus. Det siger virksomheden til Reuters.

Samtidig siger virksomheden, at den har forhindret titusindvis af salg på grund af opskruede priser.

Reuters har blandt andet fundet et eksempel, hvor ti beskyttelsesmasker var sat til salg for cirka 870 kroner, selvom gennemsnitsprisen tidligere lå på omkring 280 kroner.

Første tilfælde i Holland

Holland har som det seneste europæiske land konstateret sit første tilfælde af covid-19.

Det oplyser de hollandske sundhedsmyndigheder.

Sygdommen er konstateret i byen Tilburg hos en person, der for nylig har været i det nordlige Italien. Personen er nu i isolation.

Israelske forskere: Vaccine kan være klar om 90 dage

Israelske forskere siger ifølge The Jerusalem Post, at de "om få uger" vil have fremstillet en vaccine mod coronavirus.

Forskerne siger, at det vil tage mindst 90 dage at komme gennem godkendelsesproceduren, og at det potentielt også vil tage tid at få vaccinen ud på markedet.

Særudsendelse om coronavirus

Nu viser TV 2 og TV 2 News en særudsendelse om coronavirus. Du kan se det på tv eller på TV 2 PLAY.

Mere end fordobling i franske tilfælde

I Frankrig er der det seneste døgn sket mere end en fordobling i antallet af bekræftede covid-19-tilfælde fra 18 til 38.

Det er kommet frem på et pressemøde, skriver The Guardian. Årsagen til den "skarpe stigning" siden onsdag er ifølge sundhedsminister Olivier Veran, at myndighederne har identificeret personer, der har været i kontakt med personer, der allerede var bekræftet smittet.

Direktør i sundhedsministeriet Jerome Salomon oplyser, at ud af de 38 tilfælde er to døde, 12 er helbredte, og 24 er indlagt på hospitalet, heriblandt er to i kritisk tilstand.

Første tilfælde i Nordirland

Nordirland har bekræftet sit første tilfælde af covid-19.

Den smittede person er rejst fra Norditalien via Dublin, oplyser ledende embedslæge ved landets sundhedsmyndigheder Michael McBride ifølge BBC.

Nordirlands første tilfælde er det 16. bekræftede tilfælde i Storbritannien.

Nye tilfælde i Norge

Norge har bekræftet tre nye tilfælde af covid-19. Det oplyser Folkehelseinstituttet i en pressemeddelelse.

To af personerne bor i Oslo og har tilknytning til udbruddet i Italien. Den tredje bor i Bælum og har tilknytning til Iran. De er alle tre i hjemmekarantæne.

- Det er ikke uventet, at vi nu ser nye tilfælde af covid-19, siger områdedirektør ved Folkehelseinstituttet Geir Bukholm i pressemeddelelsen.

Dermed er Norge oppe på fire tilfælde i alt, mens Sverige er oppe på syv. I Danmark er vi fortsat på ét tilfælde.

Facebook aflyser stor konference

Facebook aflyser sin årlige udvikler-konference F8 i Californien af frygt for spredning af coronavirus.

- Det har været en svær beslutning af træffe - F8 er et utrolig vigtigt event for Facebook, og det er en af vores yndlingsmåder til at fejre alle jer fra hele verden - men vi er nødt til at prioritere sundheden og sikkerheden for vores udviklingspartnere, ansatte og alle, der hjælper med at få F8 til at ske, skriver Facebook i en pressemeddelelse.

F8 er ifølge CNN Facebooks største event. Ifølge The Guardian deltog 5000 personer sidste år.

F8 skulle have været afholdt 5. og 6. maj i byen San Jose. Virksomheden planlægger i stedet mindre "lokale arrangementer, videor og livestreamet indhold".

Fem nye tilfælde i Sverige

Kort tid efter at Sveriges tredje tilfælde af covid-19 blev bekræftet, er Sverige nu oppe på syv tilfælde i alt, skriver SVT.

De fem nye tilfælde gælder tre personer i Västra Götaland, en i Uppsala og en person i Region Stockholm. Det oplyser Folkhälsomyndigheten i en pressemeddelse.

Tredje tilfælde i Sverige

En person i Uppsala er testet positiv for covid-19, oplyser Region Uppsala ifølge SVT

Det er det tredje bekræftede tilfælde i Sverige.

Personen er ansat ved virksomheden Thermo Fisher Scientific, som torsdag lukkede på grund af mistanke om coronavirus, og de 700 ansatte blev bedt om at arbejde hjemmefra, skriver det svenske medie.

Så mange er smittet i Europa

Coronavirussen, der startede i Kina, har nu smittet 82.550 på verdensplan ifølge de nyeste bekræftede tal. TV 2 har samlet overblikket over, hvordan den har spredt sig.

Torsdag kom virussen også til Danmark. Se her, hvor mange der er smittet i Europa:

130 gæster kan forlade hotel på Tenerife

130 gæster ud af 700 har fået lov til at forlade et hotel på Tenerife, hvor gæsterne er isoleret på grund af coronavirus. Det oplyser det spanske sundhedsministerium ifølge Sky News. De 130 gæster får lov til at forlade hotellet, fordi de ankom efter 24. februar, hvor den smittede gæst var bragt på hospitalet.

Første dansker med covid-19: Et intenst døgn

- Det er simpelthen løgn. Det kan simpelthen ikke være rigtigt.

Det var de første tanker, der gik igennem hovedet på Jakob Tage Ramlyng, da han i nat omkring klokken to blev ringet op og fik at vide, han som den første dansker var syg med covid-19.

Han fortæller, at det har været et intenst døgn, siden han blev testet omkring klokken 15 onsdag.

- Jeg har ikke sovet siden i går, så udover at jeg er lidt mat, er jeg også rigtig træt og rundt på gulvet, fordi jeg også gerne har villet tale med jer, siger han til TV 2 i sit første interview, siden han fik dianogsen.

Jakob Tage Ramlyng, der er ansat ved TV 2, fortæller, at symptomerne føles som at være forkølet, at han er småsløj og har lidt ondt i hovedet.

Apotek kimet ned om mundbind og håndsprit

Ligesom supermarkederne oplever også apotekerne stor efterspørgsel på håndsprit. Formand for Apotekerforeningen, Anne Kahns, oplyser til Jyllands-Posten, at efterspørgslen på håndsprit og mundbind de seneste to dage er steget væsentligt.

På Lyngby Svane Apotek fortæller souschef Charlotte Dyerberg til TV 2, at man har mærket en stigende bekymring siden januar.

- Vi har haft udsolgt og ventelister på mundbind, og i dag er vi blevet kimet ned fra morgenstunden af folk, der vil have mundbind, håndsprit og termometre, siger hun.

Lægernes telefonsystemer belastet

De praktiserende læger får mange opkald fra borgere, der er bekymrede for coronavirus.

Det siger Anders Beich, der er formand Dansk Selskab for Almen Medicin, til Ritzau.

- Vi får rigtig mange henvendelser fra folk, der er i tvivl om, hvorvidt de kan være smittet. Det belaster vores telefonsystemer rigtig meget, siger han.

Mange læger har sat stopskilte op på dørene til lægeklinikkerne for at undgå, at potentielt smittede personer møder op i venteværelserne. Det ser ud til at have en effekt, siger formanden.
 

Norge forbereder sig på, at 25 procent kan blive smittet

De norske sundhedsmyndigheder forbereder sig på, at op mod 25 procent af den norske befolkning vil blive smittet med det nye coronavirus, skriver Ritzau.

Bjørn Guldvog, der er direktør i den norske sundhedsstyrelse, siger, at det kan medføre mellem 14.000 og 16.500 ekstra indlæggelser på hospitaler.

- Hvis 25 procent af befolkningen bliver smittet, og det er det scenarie, som Folkehelseinstituttet har bedt sundhedstjenesten om at planlægge ud fra, så kan det medføre, at mellem 160.000 og 280.000 ekstra personer vil tage kontakt til læger og hospitaler på grund af sygdom, vurderer han.

Iransk vicepræsident smittet

Den iranske vicepræsident for kvinder og familieforhold, Masoumeh Ebtekar, har fået konstateret covid-19, siger hendes talsperson Fariba Ebtehaj ifølge flere medier til det statsejede nyhedsbureau IRNA.   

Masoumeh Ebtekar blev ifølge AP et kendt ansigt i 1979 som talsperson for gidseltagerne under gidselsagen på den amerikanske ambassade i Teheran.

Iran er et af de lande, danske myndigheder betragter som risikoområde. Landet har 245 bekræftede tilfælde af covid-19 og 26 dødsfald.

Flere nye tilfælde spores til Italien

Flere nye tilfælde af coronasmitte i Europa bliver sporet tilbage til Italien, der har oplevet en stor stigning i antallet af smittetilfælde med cornavirus. 

Ifølge CNN kan nye smittetilfælde torsdag i Spanien, Tyskland, Storbritannien og Danmark føres tilbage til personer, der har rejst i den nordlige del af Italien.

I Spanien er der tale om tre tilfælde - to kvinder og en mand, der havde været i Milano, før de blev syge. Det samme er tilfældet med en 32-årig mand i Tyskland. Også en 45-årig dansker har fået konstateret smitte med coronavirus efter at være kommet hjem fra en skiferie i det nordlige Italien.

Faglig direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, oplyste på et pressemøde tordag, at smittespredningen i Italien udviklede sig, fordi landet har opdaget smittetilfældene for sent - på trods af at myndighederne i Italien har skannet personer, der ankom til landet i eksempelvis lufthavne.

- De har ikke – hvis jeg må kommentere lidt på deres indsats – set nok på de indre linjer i forhold til tidligt at finde patienterne, men troet, at man har kunnet lukke Italien til udefra. Det kan man ikke i en globaliseret verden. Man må tage hånd om den enkelte person, siger han.