Coronavirus

Coronavirus er kommet til Danmark: Sådan skal du forholde dig

Risikoen for at blive smittet med coronavirus er stadig størst i udlandet, siger direktør i Sundhedsstyrelsen.

Udbruddet af coronavirus i Kina har spredt sig til en stor del af verden. Nu er den tredje dansker smittet.

Er du i tvivl om, hvordan du skal forholde dig, nu hvor virussen rykker nærmere?

Herunder kan du se, hvad sundhedsmyndighederne anbefaler, hvis du føler dig syg, skal ud at rejse eller lignende.

Du er syg

Hvis du har symptomer som feber, tør hoste eller vejrtrækningsbesvær, og er du bekymret for, om du har coronavirus, kan du kontakte din egen læge.

Sandsynligheden for, at du har coronavirus, hvis du ikke har været ude at rejse, er dog meget lille, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Det skyldes, at der kun er konstateret tre tilfælde af coronavirus i Danmark. Virussen er med andre ord ikke i cirkulation i landet, forklarer overlæge Bolette Søborg.

- Det er problematisk, hvis man ikke kender smittekilden på dem, der er blevet syge. Så ved man, det cirkulerer i samfundet. Det er det, der er sket i Italien, siger hun og fortsætter:

- Men så længe man har har en forklaring på, hvorfor de syge er blevet smittede, og man har styr på den såkaldte smittekæde, er vi ikke ligeså bekymrede.

Du er syg og har været i udlandet

Hvis du har rejst i områder som Norditalien, Kina, Sydkorea, Iran eller andre lande med smittespredning, og føler du dig syg, er det vigtigt, at du undlader at møde op i lægeklinikken. Du skal i stedet ringe til egen læge eller lægevagten.

Herfra vurderer lægen over telefonen, om der er risiko for, at du er smittet med coronavirus.

Mener lægen, at du kan være smittet, bliver du sendt direkte ind på en isolationsstue, hvor du vil blive undersøgt og testet for virussen, siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.

Du er frisk, men har været i udlandet

Hvis du er kommet hjem fra lande med smittespredning, men ikke har symptomer på virussen, er anbefalingen at sørge for almindelig god hygiejne ved sygdom. Sundhedsstyrelsen anbefaler følgende:

  • God håndhygiejne med primært håndvask, eventuelt hånddesinfektion.
  • Undgå kontakt med personer, der viser tegn på forkølelse eller luftvejsinfektion.
  • Host eller nys i engangslommetørklæde, eventuelt i albuen.

Det er også Sundhedsstyrelsens råd til alle.

Du skal ud at rejse

Den første dansker, der har fået coronavirus, blev smittet under en ferie i Lombardiet i Italien, men smittespredningen findes flere steder i verden.

Derfor anbefaler Kaare Mølbak, der er faglig direktør i Statens Serum Institut, at man planlægger sin påske- og sommerferie, så den kan afbestilles, og sikrer sig at afbestillingsforsikringen dækker.

- Man kan ikke forudsige, hvordan situationen ser ud på Cuba til august, og derfor er det godt at være fleksibel med sin ferieplanlægning, siger han.

Du er bekymret for at blive smittet

Sundhedsmyndighederne mener generelt, at der er god grund til at tage det roligt.

- Som sådan skal den enkelte borger i Danmark ikke bekymre sig over denne her situation, siger Kaare Mølbak fra Statens Serum Institut.

Følg Sundhedsstyrelsens råd om at vaske hænder eller bruge hånddesinfektion, nyse i albuen og undgå kontakt med personer med tegn på forkølelse eller luftvejsinfektion.

Sundhedsstyrelsen oplyser desuden, at man skal have været i tæt "ansigt-til-ansigt"-kontakt med en coronasmittet for selv at få virussen. Det vil sige inden for to meter fra hinanden i mere end 15 minutter.

Du er bekymret for andre

Det er primært ældre og svækkede borgere, som risikerer at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet med coronavirus.

På landets plejehjem, hospitaler og lægeklinikker er der dog godt styr på situationen, siger direktør i Sundhedsstyrelsen.

- Der er retningslinjer for personalet. Men nu er det ikke specielt sandsynligt, at nogle i hjemmeplejen lige er kommet hjem fra Kina eller et andet land med udbrud, men hvis der kommer flere tilfælde, og vores risikovurdering ændrer sig, vil vi også skrue op for kommunikationen længere ud i yderste række af velfærdssamfundet, siger han.