Politik

Josephine Fock om hårde anklager: - Jeg har ikke rusket nogen

Hvad skete der? I magasinet 'Lippert' på TV 2 News afviste Alternativets nyvalgte politiske leder Josephine Fock de voldsomme anklager, som anonyme kilder i et portræt i Information har rettet mod hende. 

Hvorfor? Kilderne i Information har blandt andet beskrevet, hvordan Josephine Fock verbalt har overfuset og i flere tilfælde sågar rusket i folk, men det er altså ikke sandt, mener Fock selv.  

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Interviewet er slut

Interviewet med Josephine Fock er nu slut, og dermed lukker vi også ned for denne liveblog. Tak fordi I læste med. 

Focks dør står åben

En halv time har Josephine Fock nu været i krydsild, og interviewet nærmer sig sin afslutning. Som sin sidste replik, understreger Fock, at hendes dør stadig er åben, hvis nogle af dem, der føler sig krænket af hende, vil tale med hende. 

Forholdet til Uffe

Søren Lippert borer nu i Josephine Focks forhold til Uffe Elbæk, som hun stiftede Alternativet med. 

Burde Uffe Elbæk have stoppet i Folketinget, da han trak sig som leder, vil Lippert vide.

- Hvis det var mig, der var leder, tror jeg i hver fald, at jeg ville have rigtig svært ved at sidde nede på bagerste række.

Modstand i Folketingsgruppen

Søren Lippert drejer nu interviewet over på det formandsvalg, som Josephine Fock vandt 1. februar. I valgkampen støttede ingen af Alternativets folketingsmedlemmer hende. Derfor vil Lippert gerne vide, hvorfor hun egentlig ville stille op.

Hun forklarer det med, at Alternativet er hendes hjerteblod og tilføjer, at hun finder det forståeligt, at folketingsgruppen hellere havde set tidligere politisk ordfører Rasmus Nordqvist som leder:

- For dem ville det have været rarest, hvis det havde været en, der allerede sad i gruppen. Så jeg ser det ikke som en konflikt mod mig. Det havde bare været nemmest, at det havde været en fra gruppen, for så kunne de have kørt videre i samme spor. Og det var bare ikke det, baglandet og vælgerne ville have.

Fock uddyber, at alle i folketingsgruppen gerne vil samarbejde med hende, men tilføjer så hårdt presset, at det nok er "nogen mere end andre".

Hvem vil mindre?

- Det vil jeg ikke kommentere.

Kunne det være Uffe Elbæk?

- Det kunne være Uffe Elbæk og også Rasmus Nordqvist, siger Josephine Fock.

Ikke den bedste udgave af sig selv

Josephine Fock opfordrer flere gange dem, der føler sig krænket om at henvende sig, så hun kan tale med dem. 

Hun indrømmer overfor Lippert, at hun i forbindelse med skabelsen af Alternativet ikke altid var "den bedste version af mig selv":

- I den periode kunne de bestemt godt mærke, at jeg havde fået det forkerte ben ud af sengen, fordi vi alle sammen var så megapressede.

Men sådan bliver det ikke fremadrettet, understreger hun:

- Skulle der komme nogle konflikter af den karakter, kommer jeg ikke til at stå med dem alene, så kommer jeg til at involvere Hovedbestyrelsen, forsikre Josephine Fock.

Fock: Min grænse er blevet overskredet

Josephine Fock fortæller, at hun har reaget voldsomt, når hendes grænse er blevet overskrevet:

- Der er nogen medarbejdere, som jeg har aftalt nogle alvorlige ting med, som så ikke er sket alligevel uden, at jeg blevet informeret om det, siger hun.

- Det er muligt, jeg har overskredet nogens grænser - men det har kun været, hvis min egen grænse er blevet overskredet

Afviser at have rusket ordfører

I Informations portræt af Fock bliver der som sagt beskrevet en episode i 2015, hvor Fock under Alternativets årsmøde skulle have rusket i ordstyreren. Men den episode har aldrig fundet sted siger hun.

- Jeg kan godt genkalde mig episoder, hvor jeg er blevet gal, men ikke som det, der er blevet beskrevet, siger Josephine Fock. 

Afviser krænkende adfærd

Har du opført dig krænkende?

- Nej, og jeg ved jo heller ikke, hvem der har sagt det her. Jeg sætter en ære i at opføre mig ordentligt. Særligt som leder, siger Josephine Fock. 

- Men der er ingen tvivl om, at på det tidspunkt i Alternativet var vi mange, der havde kæmpet meget for at få det her op at stå. Og lige pludselig skulle vi til at være professionelle. Der var forskellige opfattelser af, hvad det vil sige at udøve professionel ledelse.

- Der er ingen tvivl om, at vi har været presset, og temperamenterne har gået højt, men at blive anklaget for det her i dag, kommer dybt bag på mig, siger Alternativets politiske leder.

Fock er i stolen hos Lippert

Så har Josephine Fock sat sig i stolen hos Lippert, og værten Søren Lippert begynder lige på og hårdt med spørgsmålet: Har du rusket i nogen?

- Nej, jeg har ikke rusket i nogen. Hverken medarbejdere, partifæller  eller venner for den sags skyld, svarer Josephine Fock.

Fuld tillid til Fock

Hovedbestyrelsen havde inden mødet appelleret til de anonyme om, at de skulle henvende sig til dem, hvilket enkelte har gjort. Ingen af henvendelserne dokumenterer dog ifølge talsperson Jesper Callesen, ”at der skulle have været ruskeri eller krænkende handlinger".

 

Til møde med hovedbestyrelsen

Som følge af de anonyme anklager var Josephine Fock tirsdag indkaldt til ekstraordinært møde af Alternativets hovedbestyrelse. Efter et flere timer langt møde endte en ”enig hovedbestyrelse” med at udtrykke ”fuld tillid” til Josephine Fock.

 

Professionel hjælp til folketingsmedlem

Avisen referer også kilder, der hævder, at Alternativet har tilbudt og betalt for professionel hjælp til et folketingsmedlem, der var stresset over Josephine Focks måde at forholde sig til andre på.

Beskyldt for at ruske partifæller

I portrættet beretter Information blandt andet om en episode fra 2015, hvor Josephine Fock under Alternativets årsmøde i Odense på et tidspunkt blev så utilfreds med ordstyreren, at hun omme bag scenen ruskede i vedkommende og gav en skideballe ”af en anden verden”.

Josephine Fock svarer på hårde anklager

Josephine Fock er medstifter og nyvalgt leder af Alternativet. I weekenden blev hun i et portræt i Information udsat for voldsomme anklager af flere anonyme kilder. Blandt andet bliver det beskrevet, hvordan hun tidligere både har rusket i folk og verbalt har overfuset dem.