Nyheder

Dagens nyheder 24. februar

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.
 

Mindst fem civile dræbt i Syrien

FN siger, at kampe i Idlib i Syrien rykker nærmere på flygtningelejre. Russiske luftangreb dræbte mandag mindst fem civile i den nordvestlige del af landet. Det siger overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder. 

Voldsom uro i New Delhi før Trump-besøg

En politimand blev dræbt i New Delhi mandag under voldsomme optøjer og protester mod nye love om statsborgerskab. Det skete kort før præsident Donald Trump skulle ankomme til den indiske hovedstad. Der har været protester mange steder i landet, siden loven om statsborgerskab blev lanceret i december. Mange muslimer finder den stærkt diskriminerende. Under uroligheder udløst af loven er mindst 30 mennesker blevet dræbt.

Kobe Bryants enke lægger sag an mod helikopterfirma

Enken efter basketballstjernen Kobe Bryant lægger nu sag an mod det helikopterfirma, der fløj med Bryant og hans datter, da de blev dræbt 26. januar. Det skriver Los Angeles Times.

Skuespiller nægter at have iscenesat hadforbrydelse mod sig selv

Jussie Smollett planlagde hadforbrydelsen, fordi han var utilfreds med sin løn i "Empire", mener anklageren.

Skuespilleren Jussie Smollett, der blandt andet er kendt fra tv-serien "Empire", har mandag ved en domstol i Chicago nægtet sig skyldig i at have iscenesat en hadforbrydelse mod sig selv og dernæst have afgivet falsk forklaring til politiet. Smollett, der er sort og homoseksuel, blev for knap et år siden mistænkt for at lyve om et racistisk og homofobisk overfald på sig selv for at fremme sin karriere. Han er mandag blevet løsladt mod en kaution på 20.000 dollar, svarende til cirka 137.400 kroner.

Ledende dansk aktieindeks falder med 3,8 procent

Det ledende danske aktieindeks, C25, ender mandag med det største endagsfald, siden indekset blev skabt i slutningen af 2016. Indekset er faldet med 3,8 procent. Det viser opdaterede tal fra fondsbørsen. Da markedet lukkede klokken 17, var meldingen, at indeksets fald var på 3,6 procent, men dette er altså kort før klokken 19 blevet ændret til et fald på 3,8 procent.

En person i kritisk tilstand efter trafikulykke

En person er i kritisk tilstand, efter fire biler mandag har været involveret i en trafikulykke på Thisted Landevej ved Birkelse. To personer er kommet lettere til skade. Det oplyser Nordjyllands Politi på Twitter.

Weinstein kendt skyldig i seksuelle overgreb

Harvey Weinstein på vej i retten 24. februar.

Harvey Weinstein er blevet kendt skyldig i seksuelle overgreb. Det skriver Reuters. Han er blandt andet frikendt for voldtægt af første grad.

Jury enig i sag mod Weinstein

Juryen i sagen mod film-produceren Harvey Weinstein er nået frem til en afgørelse. Det skriver Reuters. Weinstein er blandt andet anklaget for voldtægt og seksuelle overgreb på flere kvinder. Det er endnu ikke offentliggjort, hvad juryens afgørelse er.

46 næsehorn slået ihjel på 10 måneder

Mindst 46 næsehorn er blevet slået ihjel i Botswana de seneste ti måneder. Det oplyser en talsmand for regeringen mandag ifølge nyhedsbureauet AFP. De 46 dræbte dyr svarer til næsten ti procent af landets samlede bestand af næsehorn. De er blevet slået ihjel fra april sidste år i Moremi Vildtreservat.

Aktieindeks i næststørste fald siden 2016

Det ledende danske aktieindeks, C25, er endt med det næststørste endagsfald, siden indekset blev skabt i slutningen af 2016. Indekset faldt med 3,6 procent.

Tog holder stille ved Københavns Lufthavn

DSB oplyser, at der i øjeblikket er forlænget rejsetid mellem Københavns H og Malmø C, fordi et tog holder stille i Københavns Lufthavn på grund af en teknisk fejl og spærrer et spor. 

Seks døde i Italien - var smittet med coronavirus

Seks personer smittet med coronavirus har mistet livet i Italien. En 80 år gammel mand, der torsdag blev indlagt på et hospital i Milano, er det seneste dødsoffer. Det skriver det italienske nyhedsbureau Ansa. Det er især i de nordlige egne af Italien, at virusset har spredt sig de seneste dage. Over 200 personer er testet positive. Ti byer i Norditalien er blevet lukket ned, så indbyggere hverken må køre ind eller ud af de værst ramte områder. Det skal være med til at begrænse smitten.

Bil kørt ind i menneskemængde i tysk karneval

.

I Tyskland er en bil kørt ind i en menneskemængde på et karneval i byen Volkmarksen i delstaten Hessen. Det skriver mediet Hessenschau. Politiet oplyser ifølge BBC, at der er flere kvæstede.

24-årig dræbt af skud

En 24-årig mand er afgået ved døden, efter at han blev ramt af skud i brystet i Fredericia mandag. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse. Mandens pårørende er underrettet.

Mand fængslet for voldtægt af ekskone

En 49-årig mand fra Aarhus er blevet idømt halvandet års fængsel for at have voldtaget sin 24-årige ekskone i december. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Mand på 24 år skudt i brystet - gerningsmand flygtet på scooter

En mand er mandag blevet ramt af skud i brystet i Fredericia, oplyser politiet. Mandens tilstand er ikke nærmere oplyst, oplyser politiet lidt før klokken 15. Den sårede er 24 år. Gerningsmanden kørte væk på en sort scooter. Han var iført en sort styrthjelm. Han forsvandt ved Lange Møllers Vej.

Merkels kriseramte parti skal finde ny formand 25. april

Det konservative tyske parti CDU vil ved en partikongres om cirka to måneder - 25. april - vælge partiets næste formand. Det siger partiets afgående formand, Annegret Kramp-Karrenbauer. CDU befinder sig i en politisk krise. Krisen er primært udløst af beskyldninger om, at partiet har nærmet sig den yderste tyske højrefløj.

Kvinde fundet død ved havn

En kvinde, som mandag blev eftersøgt af politi og beredskab ved Skovshoved Havn, er fundet død i vandet ud for havnen. Kvindens pårørende er underrettet.