14-årig så drabet på sin stedfar - det ændrede hans liv for altid
Benno Boye Jensen står frem, 29 år efter han blev vidne til et drab. Sagen har haft store personlige omkostninger.
Det var en kold februaraften i 1991, da et højt brag vækkede den 14-årige Benno Boye Jensen. Han hoppede ud af sengen og løb ud i entreen, hvor braget var kommet fra.
I entreen så han sin stedfar, Kurt Rasmussen, ligge på gulvet. I døråbningen stod en mand og bøjede sig ind over stedfaren. Benno fik øjenkontakt med den fremmede mand, som stod med et oversavet jagtgevær i hånden.
Manden løftede geværet og pegede det mod stedfaren. Så løsnede han endnu et skud.
- Alt blev hvidt, og det hylede for mine ører. Det eneste, jeg kunne høre, var Kurt, der skreg. Så så jeg blodet. Kurt var blevet skudt. Alle alarmklokker ringede, og jeg tænkte: "Du skal væk nu", siger Benno Boye Jensen i dag.
Flugten i strømper
I dokumentarserien 'Rejseholdet - jagten på en morder' kommer seerne tættere på, hvordan politiet opklarede drabet på Bennos stedfar.
Benno Boye Jensen, der i dag er 43 år og arbejder som murer, medvirker ikke i programmet, men har valgt at stå frem med sin historie i denne artikel. Drabet og de efterfølgende begivenheder ændrede nemlig hans liv for altid.
- Jeg løb ind på mit værelse for at gemme mig. Derindefra kunne jeg høre Kurt ralle. Det var en frygtelig lyd. Så tænkte jeg: "Åh nej, manden kan jo komme herind og skyde mig. Skyder han også min mor?". Så jeg hoppede ud ad vinduet. Jeg var rigtig bange og har aldrig løbet så stærkt før.
Benno Boye Jensen løb gennem den kolde februaraften kun iført strømper, underbukser og en t-shirt. Han løb mod den nærmeste nabo, hvor der var lys i vinduerne, og bankede på døren.
- Han er død, min far er død, udbrød Benno Boye Jensen, da naboen åbnede døren for ham.
- Og så forsvandt tingene for mig. Jeg græd og græd. Jeg vidste jo ikke, om min mor var i live eller ej, siger Benno Boye Jensen.
Hvad der skete resten af den nat, kan han ikke huske. Men hans mor var i live, og de blev begge afhørt af politiet, inden de blev flyttet på hotel, mens deres eget hus blev undersøgt af politiets teknikere.
Mor anholdt og sigtet
Før drabet på stedfaren var Benno Boye Jensen en social og aktiv dreng. Han byggede huler i skoven med sine venner og gik til både springgymnastik og karate. Men efter drabet isolerede han sig derhjemme.
Situationen blev ikke bedre, da Benno Boye Jensens mor blev anholdt og varetægtsfængslet for medvirken til drabet på stedfaren. Politiet mente, at moren og hendes ekskæreste havde planlagt drabet og fået lejemordere til at udføre det.
Efter et års varetægtsfængsling blev Benno Boye Jensens mor frifundet for medvirken for drab. Der var ingen fældende beviser mod hende, og politiet kunne heller ikke sandsynliggøre et motiv.
Den unge dreng var lykkelig for at få sin mor tilbage, men livet i Nykøbing Sjælland var ikke længere det samme. Derfor flyttede familien fra byen.
Sagen har fulgt Benno Boye Jensen siden dengang. Han er blevet meget retfærdighedssøgende, beskriver han. Det har betydet, at han har involveret sig i konflikter på andres vegne, hvis han følte, at de blev uretfærdigt behandlet.
- Jeg har fået nogle gevaldige øretæver engang imellem.
Det, der reddede Benno fra at falde igennem systemet, var mureruddannelsen. Således forsørgede han også sin mor økonomisk i perioder. En mor, som døde for få år siden.
Hun var plaget af sagen resten af sit liv. Hun var meget påvirket af at have været mistænkt for at stå bag drabet.
- Hun døde i mine arme for to år siden. Jeg er så ked af det, hun har gennemgået. Hun fik aldrig en undskyldning, aldrig nogen oprejsning. Selvom retten rensede hendes navn, og hun blev frikendt, så havde folk den holdning, at hun alligevel var skyldig.
Alene til rekonstruktion
Drabssagen fik også store konsekvenser for Benno Boye Jensen. Især fordi han skulle deltage i en rekonstruktion af drabet, mens hans mor sad varetægtsfængslet.
Han fortæller, at han følte sig presset til at medvirke i rekonstruktionen, som skulle foregå i huset, hvor han havde boet med sin mor, storebror og stedfar indtil drabet.
I huset følte Benno Boye Jensen sig alene uden sine forældre. Omkring ham var nogle politifolk, en advokat og en psykolog, som han ikke følte sig tryg ved.
- De udstyrede mig med en mikrofon, og der var en skuespiller, som skulle agere Kurt. Jeg er lige ved at tro, at de havde det originale gevær med. De andre var helt upåvirkede, men det triggede mig, at der stadig var blod på skoene i entreen. Alting stod, som da vi forlod dem. Det var så hårdt, og jeg var så ked af det, siger Benno Boye Jensen.
Han blev filmet, mens han genopførte drabsscenen med figuranter, der spillede hans stedfar og gerningsmanden.
- Da vi var færdige, sagde de til mig, at jeg gerne måtte gå. Så stod jeg der alene. 14 år gammel. De havde glemt at tage mikrofonen af mig. Jeg løb min vej, mens jeg græd. Jeg var så rasende, at jeg bare tog udstyret og smadrede det i jorden. Jeg ved ikke, hvad de fik ud af optagelserne, eller om de blev brugt i retten.
Kunne håndteres bedre
Da Benno Boye Jensens stedfar blev dræbt i 1991, lavede politiets rejsehold rekonstruktioner i næsten alle drabssager. De tog ofre, gerningsmænd og vidner tilbage til gerningsstedet, for at lade dem genopleve og genfortælle præcis hvad der skete. Der kom ofte flere detaljer frem, og optagelsen af rekonstruktionen kunne blive et bevis i en efterfølgende retssag.
Kurt Kragh, der efterforskede drabet på Kurt Rasmussen, var ikke selv til stede, da Benno Boye Jensen deltog i rekonstruktionen. Han mener dog, at det kunne have været håndteret bedre.
- Man kan altid diskutere, hvor godt det er at lade en 14-årig genopleve de her ting, som har været ret dramatiske og helt sikkert har påvirket ham. Jeg tror, at man i dag ville have mere fokus på hans ve og vel, fremfor udelukkende at tænke på at sikre beviser og hans forklaring, siger Kurt Kragh.
Der er intet i loven, der forhindrer politiet i at involvere et barn i en rekonstruktion i dag. Men forsvarsadvokat Allan Sørensen, der har haft mange straffesager, hvor børn har vidnet, har aldrig hørt om en sag, hvor det er sket.
- Man er nok mere varsom i dag. Hvis barnet er under 15, og gerningsmanden har en relation til barnet, vil man foretage en videoafhøring i et såkaldt børnehus. Her vil en specialuddannet betjent afhøre barnet alene, mens barnets beskikkede bistandsadvokat og den sigtedes forsvarer kan lytte med fra et tilstødende lokale, siger Allan Sørensen.
Se dokumentaren om lejemordet på kreditchefen på TV 2 torsdag klokken 20.00 eller på TV 2 PLAY.