Nyheder

Dagens nyheder 12. februar

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her

Kina forbyder kristne begravelser

Portrætter af Jesus i kirkerummet er blevet pillet ned og erstattet af Kinas præsident, Xi Jinping. Samtidigt er det også blevet forbudt at samles i kirken til begravelser ligesom præster ikke længere må udføre begravelsesceremonier hjemme hos private. Det er Kommunistpartiets nye regler, som skal "afskaffe dårlige begravelsesskikke og etablere en civiliseret og økonomisk forsvarlig måde at bisætte folk på”, som det fremgår af ”Regulativ vedrørende centraliserede begravelses-arrangementer”, skriver Kristeligt Dagblad.

Nederlag til Eriksen

De næste fire år et halvt år skal 27-årige Christian Eriksen forsøge at hjælpe Inter ud af titeltørken.

Den italienske fodboldklub Inter fra Milano taber med Christian Eriksen på banen den første semifinale i Coppa Italia med 0-1 på hjemmebane mod Napoli.

Trump roser sin minister i retssag

USA’s præsident, Donald Trump, roser sin justitsminister, William Barr, for håndteringen af retssagen mod Trumps tidligere rådgiver Roger Stone. På Twitter lykønsker Trump justitsministeren “for at have taget styringen i en sag, der var totalt ude af kontrol og måske aldrig skulle have været ført”.

 

Arkæologer gør overraskende fund på Sydsjælland

Kun resterne af stolperne er blevet fundet.

I forbindelse med forberedelserne til nedlæggelsen af Baltic Pipe-gasledningen nær Fuglebjerg på Sydsjælland har arkæologer fra Museum Sydøstdanmark fundet en 40 meter lang hal fra jernalderen. Det skriver TV 2 Øst. Hallen er fra cirka år 500 og er en af de eneste kendte fra denne tid. Den forventes at have været sæde for en lokal høvding.

72-årig død efter faldt i vandet

Den 72-årige kvinde, der mandag aften blev fundet livløs i Aarhus Havn, er natten til onsdag afgået ved døden. Det siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Rene Ludvig, til Århus Stiftstidende.

WHO vil snart afprøve vacciner

Verdenssundhedsorganisationen WHO har kig på fire forskellige mulige vacciner mod Covid-19-virus. En eller to af de mest lovende af disse fire potentielle vacciner ventes at blive afprøvet på mennesker inden for de næste tre til fire måneder, siger chefforsker Soumya Swaminathan fra WHO ifølge nyhedsbureauet dpa. Det vil dog tage halvandet år, før en vaccine bliver bredt tilgængelig, siger hun på en pressekonference onsdag.

Øresundsbroen genåbnet efter problemer

Øresundsbroen er nu åben igen i begge retninger for trafik, oplyser Vejdirektoratet. Der forventes, at køen vil være hurtigt afviklet.

Tog kører igen over Øresundsbroen

Der begynder igen at køre tog over Øresundsbroen, melder DSB på Twitter. 

 

Stor messe aflyst grundet Covid-19-virus

Verdens største mobilmesse, Mobile World Congress, som skulle finde sted i Barcelona i Spanien om to uger, er nu blevet aflyst. Det skyldes, at flere store virksomheder, der skulle deltage i messen, begyndte at melde fra grundet bekymring for spredningen af Covid-19-virus - tidligere kendt som ny corona-virus. Det skriver Bloomberg News, der henviser til en mail fra arrangøren GSMA.

Øresundsbroen forventes lukket i længere tid

Øresundsbroen forventes nu først at genåbne klokken 20:30. Det skriver Vejdirektoratet på Twitter.

UEFA og Conmebol styrker aftale og sender signal til FIFA

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og det sydamerikanske ditto, Conmebol, underskriver en aftale, der skal styrke samarbejdet mellem forbundene på de to kontinenter. Det er samtidig et signal til Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), som de to forbund har været utilfredse med, skriver nyhedsbureauet AFP.
 

Øresundsbroen lukket i begge retninger

E20 Øresundsbroen er i øjeblikket spærret i begge retninger grundet tekniske problemer. Det skriver Vejdirektoratet på Twitter. Broens pressevagt fortæller, at de tekniske problemer dækker over, at overvågningen på broen ikke virker. DSB oplyser, at togene heller ikke krydser broen, og at der ikke vil blive indsat Togbusser. Vejdirektoratet forventer, at broen igen vil blive åbnet for trafik omkring klokken 20. 

Demokratisk præsidentkandidat trækker sig

Deval Patrick

Tidligere guvernør Deval Patrick trækker sig fra kampen om at blive Det Demokratiske Partis præsidentkandidat ved valget i november. Det meddeler han onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters. I forvejen har to andre demokratiske kandidater, Andrew Yang og Michael Bennett, kastet håndklædet i ringen.

Boligselskaber vil rive 78 nyrenoverede boliger ned

To boligselskaber vil ifølge TV 2 NORD rive 78 nyrenoverede boliger i Hirtshals ned. Det foreslår boligselskaberne, fordi flere af lejlighederne i boligkomplekset står tomme. Nu skal Hjørring Kommune samt Transport- og Boligministeriet tage stilling til boligselskabernes ønske.

Norge opdaterer rejsevejledning til Kina

Det norske udenrigsministerium har opdateret sin rejsevejledning til Kina og fraråder nu alle rejser til Zhejiang-provinsen i Kina - udover Hubei-provinsen. Zheihang-provinsen, der ligger ud mod det Østkinesiske Hav og er en af Kinas mindste provinser. 

Mand sigtes for drab på nordirsk journalist

Lyra McKees kiste bliver båret ud under hendes begravelse.

En 52-årig mand er sigtet for drab på den 29-årige nordirske journalist Lyra McKee, som blev dræbt af skud i byen Londonderry i Nordirland i april sidste år. Det meddeler politiet i Nordirland ifølge nyhedsbureauet Reuters og tv-stationen BBC. Lyra McKee blev skudt, da hun dækkede voldelige optøjer i byen.

Mænd er mest uheldige på skiferien

(Arkivfoto) Kørselsmønster og kondition er væsentlige faktorer i forhold til skiskader, skriver Topdanmark.

Mænd, der kommer fra Region Hovedstaden, kommer oftere galt af sted på pisterne i forhold til kvindelige skisportsudøvere. Det viser nye tal fra forsikringsselskabet Topdanmark, der kan fortælle om, at mænd har haft 60 procent af alle skiskaderne de seneste tre år. Kigger man på aldersgruppen, anmelder skiturister i alderen 40-55 år flest skader. Det er kun anmeldte skiskader til forsikringsselskabet, der tæller med i undersøgelsen.

Motorvej E45 genåbnet

Trafikken begynder igen at glide på Sønderjyske Motorvej efter færdselsuheld. Det skriver Sydjyllands Politi på Twitter.

 

Vanvidsbilist varetægtsfængsles i fire uger

En 20-årig mand er ved Retten i Aalborg blevet varetægtsfængslet i fire uger for vanvidskørsel og forsætlig fareforvoldelse i narkopåvirket tilstand i Aalborg natten til onsdag.

Beboere på udrejsecenter har brudt reglerne over 40.000 gange

Det tidligere åbne fængsel Kærshovedgård huser afviste asylansøgere.

Beboere på Udrejsecenter Kærshovedgård ved Bording i Midtjylland skal jævnligt melde sig til politiet samt bo på centeret, men i 2019 har beboerne brudt reglerne for opholdspligt, meldepligt eller underretningspligt over 40.000 gange. Det viser et svar fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til Folketinget, som DR har set. Centeret huser i øjeblikket 245 afviste asylansøgere, udvisningsdømte og personer på tålt ophold.