Pubertetsalderen falder, viser studie: - Vi skal have et skarpt øje på det her
Et nyt studie fra Rigshospitalet viser, at pubertetsalderen hos piger falder.
18-årige Rose Lindskov Bøhm kan tydeligt huske, da hun som otteårig stod på badeværelset med sin mors skraber i hånden.
Hun havde taget skraberen, fordi hårene, der var begyndt at vokse på hendes arme, skulle væk.
- Det føltes unaturligt, at de var der. Ingen af de andre i klassen havde det, og jeg ville gerne være ligesom alle andre, siger hun.
Så hun barberede dem af.
Hårene var det første tegn på, at hendes otteårige krop var på vej i puberteten.
Tre måneder per årti
Det er ikke kun behåringen, der forandrer sig, når vi går i puberteten.
Det første er brystudviklingen, og det er også den, der er grundlaget for et nyt studie fra Rigshospitalet.
Det nye studie er sammensat af en lang række studier fra hele verden af pigers brystudvikling og er det første af sin slags. Resultatet er, at pubertetsalderen blandt piger falder på verdensplan - helt præcist er pubertetsalderen faldet med tre måneder per årti i perioden fra 1977 til 2013.
Det er svært at trække en gennemsnitsalder for pubertetens start på verdensplan, fordi der er stor variation fra land til land.
Men de nye resultater underbygger den seneste og største danske pubertetsundersøgelse fra 2006, der viste, at gennemsnitsalderen for danske pigers brystudvikling i løbet af 15 år var faldet med 12 måneder - fra 10,8 år til 9,8 år.
- Det er vigtigt, at vi undersøger det her, for den faldende alder kan være problematisk, siger Alexander Busch, der har vejledt forskerne på det nye studie.
Genetik kan ikke forklare faldet
Det er uklart, hvorfor pubertetsalderen falder. Men der er formentlig en vifte af årsager, fortæller Cecilia Ramlau-Hansen, professor på Institut for Folkesundhed under Aarhus Universitet.
- Vi mener, at det dels kan være moderens livsstil under graviditet, der påvirker fostret, som bliver "programmeret til" at gå tidligere i pubertet.
- Eksempelvis har vi fundet, at døtre af gravide kvinder, der spiste hovedpinepiller flere uger under graviditeten, efterfølgende kom hurtigere i puberteten. Det samme så vi, hvis moderen røg mere end ti cigaretter om dagen.
Men det betyder også noget, om barnet er overvægtigt eller i kontakt med hormonforstyrrende stoffer. Og så er omkring halvdelen af pubertetsalderen bestemt af forældrenes gener.
- Hvis en mor har fået sin menstruation tidligere end sine venner, så vil hendes børn - både piger og drenge - med større sandsynlighed gå tidligere i pubertet, siger Cecilia Ramlau-Hansen.
Vores genetiske arv kan dog ikke forklare det drastiske fald, som det nye studie viser.
- Genetiske forandringer sker meget langsomt. Så det må være noget i vores miljø eller livsstil, siger Alexander Busch.
Tidlig pubertet kobles sammen med øget risiko for alvorlige sygdomme som fedme, sukkersyge, hjerte-kar-sygdomme og brystkræft.
- Det er ikke lige velunderbygget det hele. Men man ser, at tidligere pubertet hænger sammen med nogle af dem, siger Cecilia Ramlau-Hansen.
Rose alene i verden
Ud over de større perspektiver er der også de nære problemstillinger, som det giver at være otte år i en krop, der er ved at blive voksen.
- Det kan være mentalt hårdt, at man er anderledes end de andre, og man kan føle sig ret alene, siger Cecilia Ramlau-Hansen.
At puberteten er en tid fuld af blandende og mange følelser, kan Rose Lindskov Bøhm godt nikke genkendende til.
Hendes "krop var et andet sted end hendes hoved", husker hun.
Et af de stærke pubertetsminder er, da hun skulle købe sin første bh med sin mor.
Det blev en beige med skål og bøjle, selvom hendes mor troede, det bare skulle være en sports-bh.
- Det var stort. Jeg følte mig voksen og som den sejeste i verden, siger hun.
Den følelse ændrede sig dog, da hun var tilbage på skolen. Hendes veninder havde enten ingenting eller sports-bh'er på, og både drengene og pigerne kiggede anderledes på hende. Ingen i klassen var det samme sted som hende.
- Jeg kunne ikke rigtigt tale med nogen om det, så det var en Palle-alene-i-verden-følelse, siger hun.
- Vi har simpelthen ikke styr på det
Selvom Rose Lindskov Bøhm følte sig unormal og var tidligt på den, vil de kommende generationers otteårige pubertetsbørn måske ikke være i samme situation.
I hvert fald ikke hvis man spørger Anders Juul, der er ledende overlæge på Rigshospitalets Klinik for Vækst og Reproduktion.
I dag bliver piger i puberteten yngre end otte år anset som "for tidlige", og er pigen under den grænse, stopper man ofte udviklingen. Men nutidens for tidligt kan blive fremtidens normal, siger Anders Juul.
- Vi, der undersøger børn for tidlig pubertet, skal måske omdefinere, hvad der er normalt. Hvornår skal vi være bekymrede? Og skal vi have nogle andre aldersgrænser for, hvornår vi skal undersøge børn for den tidlige pubertet? siger han.
Han siger, at det er realistisk, at alderen på sigt rykker ét år eller to ned fra gennemsnittet på 9 år, så puberteten og brystudviklingen hos piger kan begynde i syvårsalderen. Det anser han som "bekymrende".
- Vi aner ikke, hvorfor det her rammer hele vores børnepopulation, og det i sig selv er bekymrende, siger Anders Juul.
Derfor skal der forskes mere i, hvorfor alderen falder, og hvad den lavere alder betyder.
- Vi skal have et skarpt øje på det her, for vi ved ikke, hvad det betyder for folkesundheden. Vi er nødt til at forstå mekanismerne bedre, før vi kan gøre noget ved det, siger Anders Juul.
I dag er Rose Lindskov Bøhm 18 år og et godt stykke ude af puberteten. På den ene side er hun glad for, at den kom tidligt, for så var den hurtigt overstået, og det er heller ikke sjovt at være den sidste i klassen, der får menstruation, siger hun.
Selvom puberteten er på afstand, er der stadig en rest af den tilbage: Rose Lindskov Bøhm barberer stadig sine arme flere gange om ugen. Det er hun nødt til, hvis de ikke skal stikke.
- Det er jo helt idiotisk, for det er jo bare hår på armene. Men jeg stod der på badeværelset og følte mig alene, så jeg vidste ikke bedre dengang, siger hun.