Nyheder

Verdens bedste undervandsfotografier er kåret

Billedet af en oplyst slughalsfisk løb med førstepladsen i kategorien 'mørkt vand'. Fabien Michenet

Billederne er taget over hele verden og viser blandt andet sæler, søheste og fisk i deres naturlige element.

Nu er vinderne kåret af den prestigefyldte Ocean Art Underwater Photo Contest. En fotokonkurrence, der giver et indblik i livet under havets overflade.

Det er ottende gang, at prisuddelingen løber af stablen, og i år har juryen af undervandsfotografer valgt mellem flere tusinde våde bidrag fra hele verden.

Hovedprisen gik til Greg Lecoeurs antarktiske foto af en krabbeædende sæl på jagt efter bytte. Men der blev udnævnt hele 16 forskellige vindere i konkurrencens underkategorier.

Herunder kan du se de billeder, der løb med førstepladsen i de forskellige kategorier.

Den overordnede vinder i konkurrencen og vinder i kategorien 'koldt vand' blev billedet af denne krabbeædende sæl, der er taget omkring den Antarktiske halvø.

Den farvestrålende havsnegl fik førstepladsen i kategorien 'nøgengællet snegl'. Den er fotograferet ud for Queensland i Australien.
Billedet af den lille søhest med punkfrisuren er taget omkring Puglia i det sydøstlige Italien. Det løb med førstepladsen i kategorien 'portrætfoto'.
I kategorien 'komprimeret - opførsel' løb portrættet af denne egyptiske fisk med førstepladsen.

Vinderbilledet i kategorien 'supermacro' viser æg fra en klovnefisk. Billedet er skudt ved Bali i Indonesien.
Førstepladsen i kategorien 'mørkt vand' gik til denne oplyste slughalsfisk, der er blevet fanget af fotografens linse omkring Tahiti i Fransk Polynesien.

Billedet af en stime gryntefisk - her plectorhinchus polytaenia - vandt i kategorien 'begynder vidvinkel'.
I kategorien 'begynder macro' blev billedet af seks babysøheste kåret som det bedste. Det er taget ved den australske delstat Victoria.

Ved Shelly Beach i Australien fangede fotografen fisken her, der næsten går i ét med sine omgivelser. Det blev belønnet med førstepladsen i kategorien 'komprimeret - vidvinkel'.

En druknet skildpadde, der sidder fast i et fiskenet ved Bahamas, fik førstepladsen i kategorien 'naturpleje'.
En lyserød pilrokke får et lift på en større rokke i havet ud for Queenslands kyst i Australien. Billedet fik førstepladsen i kategorien 'havlivets opførsel'.

To citronkutlinger beskytter deres æg omkring Lembeh i Indonesien. Billedet blev kåret som det bedste i kategorien 'komprimeret - makro'.
Søhesten her løb med førstepladsen i kategorien 'macro'. Billedet er taget i Puerto Galera i Filippinerne.
Gryntefisk - her plectorhinchus polytaenia - holder sig i flok om dagen for at beskytte sig selv mod fare. Billedet er taget i Indonesien og løb med førstepladsen i kategorien 'vidvinkel'.

I kategorien 'undervandskunst' vandt dette billede af en søhest. I denne kategori har fotograferne redigeret et undervandsbillede til "kunst".