Det er væltet ind med henvendelser efter tv-program om forsvunden kvinde
Flere mener at have set Camilla Steinaa i Thylejren, mens en mand hævder at have kørt den danske kvinde til Vesterhavet ti år efter hendes forsvinden.
34 år efter Camilla Steinaa forsvandt sporløst, er der kommet en masse nye henvendelser om den danske kvinde.
Det fortæller Ulrik Skotte, der er producent på programmet ’Som sunket i Jorden’, der i sidste uge kom noget nærmere Camillas færden op til hendes forsvinden. Dog uden at finde kvinden, der sidst blev set i 1986, hvor hun var 25 år.
Efter programmet har tv-holdet modtaget 30-40 henvendelser fra folk, der mener, at de har set noget. Folk, der undrer sig eller har spor, man kan tjekke, og steder, man kan lede.
- Det er så mange år siden, hun forsvandt, så det er kommet meget bag på os, siger Ulrik Skotte.
Mange henvendelser om Thylejren
De fleste henvendelser relaterer sig til Thylejren, hvor tv-holdet allerede har ledt efter den danske kvinde, der, hvis hun lever i dag, vil være 58 år. Inden hun forsvandt, ytrede hun ønske om at tage til et sted i Jylland, hun beskrev som ”alternativt”, og det kunne være her.
Halvdelen af henvendelserne om Thylejren handler om en kvinde ved navn Hanne, som man også møder i programmet.
Kunne det være Camilla Steinaa?
I programmet siger kvinden, at det ikke er tilfældet, selvom de to tilsyneladende har mange spirituelle interesser til fælles. Og at alderen passer. Og at Hanne skeler en lille smule, ligesom Camilla – ifølge signalementet hos Interpol, hvor hun er efterlyst – også gør.
Flere seere, der har henvendt sig, står fast på, at det må være Hanne, der er Camilla. At Camilla er taget til Thylejren og har skiftet navn.
- Men det mener vi, at vi kan sige næsten sikkert, at det ikke er, siger Ulrik Skotte.
De andre henvendelser om Thylejren kommer fra folk, der mener at have set Camilla Steinaa i det nordjyske samfund i 80’erne. Nogle har endda billeder og videooptagelser, som de mener, at Camilla Steinaa optræder på, siger Ulrik Skotte.
En optagelse viser to kvinder i profil, der taler sammen. Den ene kunne være Camilla. En anden har henvendt sig med et billede af en kvinde, der danser til noget musik. Kvinden har ikke så meget tøj på, hvilket ikke ville være utænkeligt for Camilla, der op til hendes forsvinden flere gange blev set iført hvide lagner som tøj og med bare fødder.
- Det kan være hende, men det er svært at afgøre, siger Ulrik Skotte, der også har modtaget henvendelser med navne på folk i Thylejren, tv-holdet kan ringe til og snakke med om den forsvundne dansker.
Det nordjyske samfund kan ifølge Ulrik Skotte være en mulig mellemdestination, inden Camilla Steinaa eventuelt er taget videre, og derfor er det afgørende at vide, om hun har været der.
Men mysteriet om Camilla Steinaa består.
To muligheder for Camillas skæbne
For hvad blev der af den unge, smukke kvinde, der bliver beskrevet som lynende intelligent, stærk og fandenivoldsk? Kvinden, der blev et legendarisk ansigt i det københavnske punkmiljø, som var kærester med digteren Michael Strunge, men som over årene ændrede personlighed og blev næsten som en nonne, der pludselig var imod al teknologi, kun spiste biodynamisk, sov med dynebetræk fyldt med hø og betroede sig til en bog ved navn 'Fredens Evangelium'?
Ifølge Ulrik Skotte er der to muligheder.
Enten er hun død, uden at man har fundet et lig, hvilket dog næsten aldrig forekommer i Danmark, ligesom det er meget sjældent, at folk dør i Europa, uden at man kan identificere dem efterfølgende.
Ellers lever hun i et lukket miljø – religiøst eller spirituelt - hvor der ikke er særlig kontakt til det øvrige samfund eller behov for registrering.
Derfor er den henvendelse, tv-holdet har fået fra en seer, der mener at have set den forsvundne dansker på et kloster i Tyskland, som teori meget sandsynlig. Men Ulrik Skotte og hans hold har undersøgt, om Camilla Steinaa befinder sig på klostret, og det gør hun ikke.
Endelig fortæller en seer, at han har mødt Camilla Steinaa i slutningen af 90’erne. Han har en - ifølge Ulrik Skotte - troværdig fortælling om at have givet hende et lift til Vesterhavet for over tyve år siden.
- Men hvis vi skal teste det vidneudsagn, skal vi sandsynliggøre, at hun har været i live fra slut-80’erne og ti år frem, og det har vi ikke nogen form for dokumentation for, at det skulle være tilfældet, siger producenten.
Nu vil tv-holdet bag ’Som sunket i jorden’ overdrage alle de henvendelser, de har fået, til politiet.
Politiet: Sagen kan genåbnes
Hos Københavns Politi kan man ikke udtale sig om den konkrete sag, siger leder i Eftersøgningssektionen, Hans Christian Hansen.
- Men hvis vi får oplysninger om en person, der er savnet - også selvom sagen er gammel - vil vi vurdere, om de kan føre til nærmere afklaring eller genoptagelse af efterforskningen, siger han.
- Hvis en sag skal genåbnes, skal de nye spor og oplysninger være stærke nok til, at vi tror, at vi kan få afdækket, hvad der er sket, tilføjer han.
- Også hvis man har en formodning om, at den pågældende er død. Det er jo også afgørende for de pårørende at få vished for.
Camilla Steinaa optræder i Interpols registre over personer, der er efterlyst internationalt. I praksis betyder det, at hendes pasnummer er registreret internationalt, og hvis en savnet person krydser landegrænser, eller vedkommendes pas bliver registreret brugt i Danmark eller udlandet, vil politiet i Danmark blive adviseret.
For Camilla Steinaas fire år yngre lillebror, Grane Sejr Steinaa, er det kærkomment med de mange henvendelser, der er kommet fra potentielle vidner efter programmet.
- Det vil kun glæde mig, hvis der kommer endnu mere viden om, hvad der er sket dengang, siger han.
- Det giver nyt håb, og det er da interessant, hvis man kan gå videre med det.
Har du oplysninger om Camilla Steinaa, kan du kontakte TV 2 på us@doceye.dk eller Nordsjællands Politi, der har overtaget sagen, på tlf. 49 27 14 48.
Se eller gense programmet om Camilla Steinaa på TV 2 Play.