Coronavirus

Corona-virusset spredes fortsat - følg med her

Hvad sker der? Coronavirussen, der stammer fra Wuhan i Kina, spreder sig fortsat.

Hvor farlig er virussen? 56 er døde af virussen indtil videre, og over 2000 er smittede over hele verden.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

To personer i Malmø testes for corona-virus

To personer, der er indlagt på et hospital i den sydsvenske by Malmø, testes for mulig smitte med coronavirus. Det skriver avisen Sydsvenskan. De to patienter holdes i isolation på Skånes universitetssygehus i Malmø. Tidligere har lægerne haft mistanke om coronavirus i Sverige, men hidtil har ingen prøver vist, at nogen patienter bar på smitten. Svaret på prøverne fra de to ventes mandag. 

Skolebørn får længere ferie i kamp mod virus

Kinas regering har besluttet at forlænge nytårsferien i landet med tre dage til 2. februar. Det rapporterer den statslige kinesiske tv-station CCTV tidligt mandag morgen lokal tid. Den forlængede ferie er et forsøg på at hindre coronavirusset i at brede sig yderligere i landet.

Det betyder også, at skolebørn i Kina skal blive hjemme fra skole indtil videre.

Alibaba slår ned på opportunister

Den gigantiske kinesiske internet markedsplads Alibaba siger, at de vil stoppe salg af ansigtsmasker, hvor prisen har været svingende ned. Det sker, efter de oplevede problemer med voldsomme prisstigninger i takt med, at coronavirusset spredte sig, efterspørgslen blev større.

Franske statborgere evakueres

Den franske sundhedsminister siger ifølge Reuters, at franske statsborgere vil blive evakueret fra Wuhan med fly. I går lød det ellers, at franskmændene ville blive evakueret med bus til andre kinesiske byer.

SAS tilbyder gratis ombookning af rejser til Kina

Luftfartsselskabet SAS tilbyder gratis ombookning af rejser til Kina, efter at udenrigsministerier i Skandinavien har frarådet rejser til Hubei-provinsen på grund af udbrud af corona-virus.

Det fortæller SAS' informationschef, Knut Morten Johansen, ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Hongkong forbyder Hubei-indbyggere indrejse

Myndighederne i Hongkong har forbudt indbyggere fra Hubei-provinsen, hvor Wuhan er hovedstad, at rejse ind i Hongkong. Forbuddet gælder også indbyggere, som har været i provinsen inden for de seneste 14 dage.

Pave Frans beder for de virus-ramte

Pave Frans roste søndag Kinas "store indsats" med at bekæmpe coronavirussen. Paven sagde samtidig, at han ville bede for de døde, de syge og deres pårørende.

- Jeg vil gerne bede for de mennesker, der er syge på grund af den virus, der har spredt sig i Kina, sagde paven sin ugentlige tale til troende på Peterspladsen i Rom. 

WHO-generaldirektør på vej til Beijing

Generaldirektøren i Verdenssundhedsorganisationen WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus, er netop nu på vej til Beijing for at "styrke sikkerheden i forhold til virussen". Det meddeler han på Twitter. 

Ni måneder gammel baby blandt de smittede

Der er nu 68 bekræftede corona-smittede i Beijing. Ifølge byens myndigheder er en ni måneder gammel pige blandt de smittede. Hun er ifølge CNN den hidtil yngste smittede, der er bekræftet.

Danfoss-medarbejdere i Wuhan skal arbejde hjemmefra

De ansatte på Danfoss' kontor i Wuhan i den virusramte kinesiske Hubei-provins har fået besked på at arbejde hjemmefra.

Det oplyser pressechef Mikkel Thrane fra Danfoss.

- Vi har bedt vores medarbejdere om at arbejde hjemmefra, indtil vi har fået en afklaring på situationen, siger Mikkel Thrane.

Der er tale om 15 medarbejdere på kontoret, der siden mandag den 20. januar har arbejdet hjemmefra.

Danfoss har samtidig frarådet alle ansatte i organisationen at rejse til Hubei indtil videre.