Emma Josefsen går i 3.g på handelsskolen i Skjern og vil gerne arbejde som lærervikar på sin gamle skole i et år derefter, inden hun tager til Australien som au pair.
Årgang 0

Emma forlod 'Årgang 0' - nu fortæller hun hvorfor, og hvad der siden er sket

Hun vidste ikke, hvor dårligt hun havde det, før kroppen sagde fra. Emma Josefsen fortæller, hvorfor hun forlod 'Årgang 0', og hvad der siden er sket.

Jeg kan virkelig mærke, at det var det rigtige for mig at gå ud af ’Årgang 0’, da jeg var 15, for det, der er sket siden, er virkelig positivt.

Men jeg ville alligevel gerne være med i en sidste udsendelse for at afslutte det ordentligt. Og for at fortælle, at jeg har det godt nu.

Min mor arbejder i en butik i Skjern, og der er stadig folk, der kommer og spørger, om jeg er okay. Mange tror, at jeg stadig ligger derhjemme og har det dårligt. Det var jo det sidste, de så til mig i 2015. Så jeg har brug for at vise, at jeg har det godt nu. Jeg er ovenpå og har det meget bedre.

I starten af min barndom havde jeg ingen bekymringer.

Emma med sin ældste lillebror Simon og sine forældre Lene og Poul-Erik, der dengang (billedet er fra 2005) arbejdede som henholdsvis pædagog og butiksindehaver.

Jeg fik en stille og rolig start på livet i Rækker Mølle, en meget lille by i Vestjylland, hvor min far havde sin første købmandsforretning, der bogstaveligt talt hang sammen med vores hus. Jeg skelnede ikke mellem at være der og derhjemme, og selvom min far var på arbejde, var han jo hjemme, og hvis vi savnede ham, gik vi bare ind i butikken.

Alle kunderne kendte mig. De kørte mig på skift rundt i deres indkøbsvogn, mens de handlede. Det var jo en lille by, hvor der var tillid til alle. Men byen var også så lille, at der ikke var nok kunder i butikken, så vi flyttede til Tarm, hvor min far fik en ny købmandsbutik.

Dengang vidste jeg ikke, at det havde noget med økonomi at gøre, men det havde det helt klart.

I den nye butik arbejdede min far også meget – i hele butikkens åbningstid hver dag. Alligevel kørte det ikke rundt, og han fik arbejde på en fabrik hver weekend for at tjene ekstra.

Men når han var hjemme, var han der virkelig. Han har altid været god til at lege og snakke med os, jeg har slet ikke en erindring om, at han ikke har været der. Han og min mor var – og er - meget kærlige, og selvom jeg fra en tidlig alder kan huske, at mine forældre havde det svært økonomisk, manglede vi ikke noget. Slet ikke.

Vi har altid haft tøj, mad, fået julegaver og været i sommerhus hver sommer. Jeg vidste bare tidligt, at vi ikke havde mange penge.

Glemte sig selv

I 2007 kørte den nye butik ikke længere rundt, og den måtte lukke. Jeg var ked af det, for så kom vi til at mangle en stor del af vores liv. Det var jo vores andet hjem. Og så fik jeg svært ved at sove. Jeg lå og tænkte rigtigt meget, når jeg skulle sove og havde mareridt.

Oveni kom bekymringerne for mine brødre, som jeg altid har taget mig meget af. Ikke fordi mine forældre ikke tog sig af dem, det gjorde de virkelig meget. Jeg tog bare den der storesøsterrolle meget på mig. Det er helt klart et omsorgsgen, jeg har fra min mor med at føle, at det var mit ansvar, at de havde det godt.

Mine forældre skulle ikke bekymre sig om mig, de havde nok at se til

Emma Josefsen

Simon, der er tre år yngre end mig, havde som lille et voldsomt temperament og havde det generelt svært. Mine forældre havde så mange korrespondancer med kommunen, før man i sjette klasse kunne stille diagnosen Aspergers, der er en slags autisme. Mikkel, der er syv år yngre, havde ikke så mange venner i starten af folkeskolen.

Jeg kunne jo mærke det fysisk, når de havde det dårligt. Så fik jeg det også skidt. Men det holdt jeg inde i mig selv, for det skulle mine forældre ikke bekymre sig om, de havde nok at se til.

Jeg ville gerne have, at alle andre havde det godt, men jeg tænkte ikke på, om jeg selv havde det godt. Det er nok det, der over årene har bygget op til, at det gik galt.

Stress og bekymringer

I syvende klasse kom Emma i en ny klasse uden nogen af sine bedste veninder. Herefter var hun ikke så glad for at gå i skole.

I skolen var der ingen problemer før 7. klasse. Jeg klarede det godt fagligt og havde gode venner, så der var ikke noget der. Men så fik jeg en ny klasse, da alle de små skoler omkring Tarm blev lagt sammen til én stor skole i syvende. Jeg kom ikke i klasse med nogen af mine bedste veninder og havde pludselig ikke den der trygge hverdag mere.

Den dag, vi fik nye klasser, spurgte min far, om jeg havde haft en fin dag, og jeg sagde bare ja. Det var nemmere end at forklare, hvorfor jeg ikke havde det fint.

Det var svært at finde min plads i den nye klasse. Før havde jeg en meget klar storesøsteragtig rolle, hvor jeg hjalp de andre med skoleting, og folk vidste, at de kunne komme til mig, og det var jeg meget glad for.

Jeg vidste ikke, hvor dårligt jeg havde det, før min krop sagde fra

Emma Josefsen

Mine forældre vidste godt, at det var lidt træls i den nye klasse, men jeg skulle have snakket mere med dem. Sagt, at jeg havde det svært. Men jeg vidste det på en måde ikke engang selv, før min krop sagde fra.

Jeg var 13, da jeg begyndte at få hovedpine – hver dag. Men jeg sagde det ikke til mine forældre, det var jo bare hovedpine.

En dag, da jeg stod på badeværelset og var ved at børste tænder, faldt jeg om. Lige pludselig besvimede jeg og faldt ned på gulvet. Mine forældre styrtede ud til mig og blev mega bekymrede. De sørgede for, at jeg fik benene op og noget at spise og drikke. Måske havde jeg bare ikke fået nok mad den dag.

Men jeg blev ved med at have hovedpine og være svimmel. Det føltes, som om min hjerne bare drejede rundt. Jeg kunne ikke samle mine tanker om noget overhovedet, men jeg kunne godt skjule, at jeg havde det sådan. Jeg skulle bare klare mig igennem skoledagen og så hjem. Ingen vidste, hvordan jeg i virkeligheden havde det. Da det blev ved, kom jeg til lægen og på sygehuset for at få scannet min hjerne. Mine forældre var så bange for, at der var noget fysisk galt inde i mit hoved.

Men det viste sig at være stress.

Jeg ville opnå de bedste resultater i alle fag og samtidig være en perfekt datter, veninde og storesøster

Emma Josefsen

Jeg blev så ked af det og frustreret. Jeg troede ikke på det. Det lød som en dårlig undskyldning for, at de ikke kunne finde ud af, hvad der var galt med mig. Stress var jo noget, voksne fik, når de arbejdede for meget. Det var før, man hørte om, at piger i gymnasiet gik ned med stress på grund af præstationskulturen.

ÅRGANG 0 – DE UNGES EGEN HISTORIE

I fire nye portrætprogrammer fortæller Stephanie, Rachel, Emma og Christian, kendt fra 'Årgang 0', deres egen historie om deres opvækst.

Som 19-årige ser de hver især tilbage på deres barndom og de begivenheder, der har haft størst betydning for dem og skabt og formet dem til de unge voksne mennesker, de er i dag.

Programserien bygger på det kolossale, filmiske materiale, som siden 1999 er blevet indsamlet til dokumentarserien 'Årgang 0'. Der er også klip med, som ikke tidligere er blevet vist.

Hvad der skete herefter i hvilken rækkefølge, står lidt uklart for mig, og jeg har ikke fortalt så direkte om det i programmerne dengang.

Men jeg ved, at jeg lå næsten en måned hjemme på mit værelse med lyset slukket og en klud for øjnene. Jeg kunne slet ikke håndtere lys eller lyd, jeg kunne ikke engang høre musik. En dag tændte min mor for vandhanen tre rum væk, og det var så høj en lyd, at jeg slet ikke kunne overskue det. Jeg lå lukket inde i min egen verden, jeg tror slet ikke, at jeg tænkte. Jeg havde bare frygteligt ondt i hovedet og var så svimmel, at jeg ikke kunne rejse mig. Jeg aner ikke, hvordan jeg fik mad.

Jeg havde ikke noget billede af tiden, men bagefter kunne jeg se, at jeg havde 30 fraværsdage det år, og det var de 30 dage, jeg lå på mit værelse.

Da Emma Josefsen fik stress, blev det ikke vist direkte på tv. Men hun gik med til at fortælle om det i programmet efterfølgende.

Hvordan jeg fik det bedre, kan jeg ikke huske. Men på et tidspunkt talte jeg med en pædagog, Vibeke, der var tilknyttet min skole.

Vi kom ret hurtigt frem til, at jeg havde fået stress, fordi jeg gerne ville gøre alting rigtigt, rigtigt godt. Jeg var perfektionistisk og ville opnå de bedste resultater i alle fag og samtidig være en perfekt datter, veninde og storesøster. Vibeke sagde meget fint, at man ikke kan gøre alting 180 procent hele tiden. Og det skulle jeg så lære at affinde mig med.

Det kom lidt bag på mig, at det var sådan, jeg var. Men jeg vidste jo godt, at jeg, når vi lavede gruppearbejde, syntes, at det var nemmest bare at lave arbejdet for alle. Så vidste jeg, at det blev ordentligt. Og hvis gruppen skulle lave noget efter skole til næste dag, meldte jeg mig altid.

Derhjemme hjalp jeg til for at gøre det så nemt som muligt for mine forældre, jeg prøvede at være en god storesøster for mine brødre, og jeg prøvede på ikke at være i vejen.

Da programmerne kom, fik jeg det dårligt igen

Emma Josefsen

Vibeke sagde, at jeg skulle lære at sætte mig på mine hænder, men det var svært. Jeg var vant til at tænke, at det ikke var godt nok, hvis jeg ikke fik 12. Jeg så et 10-tal, som om der manglede noget. Jeg havde også en sød lærer, der sagde, at han hellere ville have, at jeg fik en dårlig karakter i en prøve, end at jeg havde det dårligt. Og det hjalp lidt, at han sagde det på den måde.

Jeg ville stadig gerne gøre det godt, men jeg indså, at jeg godt kunne gøre mindre og stadig få gode karakterer.

Det med at være så perfektionistisk og pligtopfyldende kommer fra min far. Hvis noget ikke gik, som det skulle, da han havde butikken, måtte han bare arbejde hårdere. Hvis der manglede arbejdskraft, tog han alle timerne, og da der ikke var penge nok, tog han weekendarbejde.

Så det har jeg lært af ham – på godt og ondt.

Farvel til 'Årgang 0'

Da hendes forældre først forstod, hvorfor hun gerne ville forlade 'Årgang 0', var de "hundrede procent" på hendes side, siger Emma.

Langsomt fik jeg det bedre.

Men så kom programmerne fra den tid, hvor jeg havde det dårligt, i fjernsynet i starten af 2015. De blev jo sendt lang tid efter, at de var optaget, så jeg havde fået det nogenlunde godt igen, da programmerne endelig kom.

Og så fik jeg det rigtigt dårligt igen.

Mine forældre havde hundrede procent min ryg i det her

Emma Josefsen

Mine venner vidste ikke, at det var stress, jeg var syg med de 30 dage. Jeg så det som et svaghedstegn og havde derfor holdt det for mig selv. Så jeg blev stresset af alle de tanker om, hvad mine venner ville sige til det, og jeg gik ret meget ned igen. Jeg gennemlevede nærmest det hele en gang til, lige da jeg følte, at jeg var ved at være ovenpå.

Der sagde jeg til mine forældre, at jeg ikke havde lyst til at være med i ’Årgang 0’ mere. De spurgte, om jeg var sikker, for nu havde vi jo været med så længe, og det var godt at afslutte det på en god måde. Der var jo kun to et halvt år tilbage.

Men jeg kunne ikke mere. Jeg blev virkelig ked af det og græd helt vildt meget og insisterede på, at jeg virkelig ikke havde lyst.

Efter et par timer havde jeg dem fuldstændig på min side. De havde hundrede procent min ryg i det her.

Emmas forældre, Poul-Erik og Lene, i 2014. Programmerne, der blev sendt i januar 2015, blev de sidste med familien fra Tarm.

Over for produktionsselskabet og i pressen gav de udtryk for, at det ligeså meget var deres beslutning, for de ville ikke lægge et ekstra pres på mig.

Det var en kæmpe lettelse at starte på efterskole, uden at der skulle filmes deroppe. Jeg havde slet ikke de der bekymringer med, om folk kun ville være venner med mig for at komme i fjernsynet. Jeg kunne bare komme som mig, nyde hele det der år og være der på lige fod med de andre.

Emma Josefsen i 2016, hvor hun gik på efterskole og ikke længere var med i 'Årgang 0'.

Et liv med styr på økonomien

I dag tror jeg, at det er virkelig godt, at det med stressen skete dengang. Ellers havde jeg taget en meget hårdere tur nu. Og det ville ikke være så godt her i 3.g.

Jeg får stadig hovedpine og bliver svimmel indimellem, men nu ved jeg, hvad det er. Jeg er blevet bedre til at lægge ting fra mig og sige, at det går nok. Jeg ved, hvad jeg kan holde til, og det er også derfor, at jeg har sagt et af mine jobs op for at få mere tid til skolen. Så nu har jeg kun tre.

Jeg passer børn to gange om ugen, så er jeg mentor for en pige i 9. klasse, og så har min handelsskolelærer i matematik lige spurgt, om jeg vil hjælpe med at lave ekstraundervisning i 1., 2. og 3.g. Det giver mig virkelig meget, når jeg kan se, at der er nogen, der lærer noget af det, jeg gør.

Pengene, jeg tjener, sparer jeg op, så jeg kan studere i fem år uden at tage SU-lån. Det har jeg nok lært hjemmefra. De fleste penge fra mit første fritidsjob som 11-årig har jeg stadig. Jeg kan bare godt lide at spare op, så jeg har pengene til senere, hvis jeg får brug for dem.

Mine forældre har altid fortalt mig, at man ikke bare kan bruge penge, som det passer en. Selvom det ser okay ud nu, kan man få brug for dem senere. Ikke for at være negativ, men man ved bare aldrig, hvad der sker.

Jeg vil gerne læse erhvervsøkonomi, HA almen, i Aarhus. Der læner jeg mig lidt op ad min far, bortset fra at jeg vil gå den akademiske vej, hvor han har taget den mere praktiske vej. Han har også lært mig meget om arbejdsmoral, han har bare styr på det, og kan godt lide, at tingene er ordentlige. Det er også ham, der har lært mig, at man ikke kommer for sent.

I fremtiden vil jeg gerne have et liv, hvor jeg har styr på økonomien – både en virksomheds økonomi og min egen. Og så vil jeg gerne prøve at bo i en større by end Tarm, men når jeg skal have familie, vil jeg gerne tilbage til en mindre by.

Jeg synes, at mine børn skal have en opvækst, der minder om min egen. Vi har altid selv kunnet gå på legepladsen, vi skulle ikke følges af en voksen over til vores venner, vi kunne selv cykle i skole, og vi kunne bare lege udenfor. I vores baghave havde vi en terrasse, der gik ud over søen, hvor der var svaner - det var en meget tryg start på livet.

Måske må det godt være en større by end Tarm, men en by med de samme værdier, jeg har fået med.

'Årgang 0 - Emma historie' er det tredje af fire portrætprogrammer om de unge fra 'Årgang 0'. Se det torsdag 23. januar klokken 20 eller allerede nu på TV 2 Play.