Årgang 0

Er Rachel og Eirik stadig kærester? Læs hendes svar på seernes spørgsmål

I april 2018 mødtes norske Eirik og danske Rachel på en bar i København. Men hvad er status på deres forhold her knap to år efter? TV 2

Hvad stemmer du? Skal du have børn? Har du snakket med dem, der mobbede dig? Her er, hvad seerne ville vide om Rachel fra 'Årgang 0'.

Seerne var meget nysgerrige på Rachels forhold til norske Eirik, på hendes fremtidsplaner og på hendes knap så lykkelige folkeskoletid, da de torsdag aften havde mulighed for at chatte med den unge kvinde fra 'Årgang 0' på TV2.dk.

Knap 400 spørgsmål fik Rachel Ellebye, der igennem tyve sæsoner er blevet kendt som en selvsikker ung kvinde, der ikke er gået den gængse vej.

Og som ikke altid har haft det lige nemt.

Især den sidste del af folkeskolen var ikke nem for Rachel. Hun følte sig anderledes, blev mobbet og holdt udenfor.

Heldigvis fandt hun et fællesskab uden for skolen, hvor hun blomstrede.

Fra sin lejlighed i Oslo svarede Rachel beredvilligt på en masse af de spørgsmål og kommentarer, der tikkede ind efter programmet.

Nedenfor kan du læse nogle af hendes svar.

Har du talt med dine klassekammerater om den måde, de var på over for dig?

Jeg har ikke kontakt med nogen af dem, jeg gik i klasse med, længere. Jeg føler, at jeg ikke ville kunne lægge det helt bag mig, hvis jeg stadig snakkede med dem i dag.

Jeg kunne godt tænke mig et opfølgende program om fem år, om hvordan det går jer alle. Hvad tænker du om det?

Man kan aldrig vide, hvad TV 2 vælger at gøre i fremtiden, men ellers kan du jo altid følge med på de sociale medier :) 

Er du stadig kærester med Eirik? Og er du flyttet til Norge?

Ja, jeg er stadig sammen med Eirik. Vi bor sammen i en lejlighed lidt uden for Oslo, og jeg arbejder i Starbucks. Ellers får jeg tiden til at gå med veninder, være sammen med Eirik og være aktiv i CISV.

Hvad stemmer du ved valg? Er du rød eller blå?

Der er jeg lilla, jeg stemte radikale sidste gang :)

Hvad kunne du godt tænke at arbejde med i fremtiden?

Det bliver nok et eller andet med internationale relationer, måske diplomati eller handel. I hvert fald håber jeg, at det bliver noget internationalt, hvor jeg kan bruge noget sprog.

Ser du egentlig stadig de andre fra 'Årgang 0'?

Jeg var til Reality Awards med Stephanie i sidste uge, det var rigtigt sjovt! Emma og Christian har jeg set inden for de sidste par år, og Mathilde har jeg ikke set i mange år :)

Hvis du kunne sende et brev til 13-årige Rachel, hvad ville du så skrive?

Så ville jeg skrive til hende: Du kommer til at opleve rigtigt mange ting over de næste mange år, så hold hovedet højt og husk, at man kommer altid længst med venlighed, selvom folk ikke altid er lige venlige over for dig :)

Har du et godt råd til en, der bliver mobbet eller holdt uden for fællesskabet?

Sørg for at du har nogle, du kan tale med det om. Det vigtigste er egentlig bare også at have noget positivt at foretage sig. Det var det, der gjorde, at jeg ikke gik helt ned med flaget dengang. Jeg havde venner andre steder, så jeg var ikke bare fanget i den bobble der.

Har du fortrudt din medvirken i 'Årgang 0'?

Nej, det har jeg ikke. Jeg har været rigtigt glad for at være med hele vejen igennem. Det har været et rigtigt godt projekt, og vi er i min familie enige om, at hvis vi ikke kunne lide det, havde vi ikke været med i så mange år :)

Kunne du forestille dig at holde foredrag om dine oplevelser med efterskole og udlandsophold på folkeskoler?

Ja. Jeg har allerede holdt foredrag på et bibliotek og i et forsamlingshus - og vil også meget gerne ud at fortælle på skoler. Så kan jeg sige til børn, der er i samme situation, som jeg var i, at I kommer til at få det rigtigt godt. Ingen tvivl om det, kæmp videre og hold hovedet højt.

Hvad er det sværeste at være med i 'Årgang 0'?

Det var nok at skulle panik-oprydde sit værelse, når kameraholdet kom på besøg, og man havde glemt alt om det :)

Skal dig og Eirik have børn?

Måske! Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer. Det bliver i hvert fald ikke inde for det næste stykke tid, fordi vi begge to gerne vil tage en uddannelse og også rejse lidt :)

Hvordan går det med dine forældre, er de stadig apoteker og præst?

Mine forældre har det rigtigt godt. De er faktisk ude at rejse lige nu, de sidder og sipper piña coladas i 28 graders varme! Min far er stadig apoteker i Aabenraa, og min mor er præst i Felsted.

Hvordan var det at rejse alene som udvekslingsstudent? Jeg skal til USA til sommer - har du nogle gode råd?

Selvfølgelig er det lidt grænseoverskridende til at starte med, men hurtigt får man en ny hverdag, hvor man er, og tænker ikke så meget over det, der er hjemme. Og man finder hurtigt nye fællesskaber. Et godt råd er at sige ja til alt. Hvis folk spørger, om du vil med ud at købe ind eller spille fodbold. Lad din telefon og computer ligge forholdsvist langt væk. Du kommer til at fortryde, hvis du ikke er ordentligt til stede. Og tag initiativ selv. Hvis du for eksempel er i en by, hvor der er andre udvekslingsstuderende, så spørg, om I ikke skal mødes og spise en is. Held og lykke i USA :)

Hvor tæt er du med din bror David? Hvordan går det med ham, har han besøgt dig i Oslo, og har han en kæreste?

Vi har et meget tæt forhold. Hver gang jeg er i København, ses vi. Han var oppe og besøge os i Oslo med mine forældre, og måske kommer han igen til foråret. Han har det rigtigt godt, nyder livet på CBS og at bo i København. Han har ikke nogen kæreste – i hvert fald ikke hvad jeg ved af.

Det her med at “gå sine egne veje” - er det noget du vil anbefale andre?

Jeg vil helt klart anbefale at gå sine egne veje. Tænk hvor kedelig verden ville være, hvis vi alle sammen gik samme vej og gjorde de samme ting. 

Se 'Årgang 0 - Rachels historie' på TV 2 Play.