Royal Run

Kronprins Frederik skal løbe Royal Run i Grønland

Det første Royal Run blev afholdt i 2018 i anledning af kronprins Frederiks 50-årsfødselsdag.  Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Der afholdes både Royal Run i Sønderborg, Aalborg, Odense, København og i Nuuk. En af byerne melder dog allerede om udsolgt.

28. maj kommer kronprinsen til den grønlandske hovedstad, Nuuk.

Her kan grønlænderne for første gang få mulighed for at løbe med kronprins Frederik, når Royal Run afholdes for tredje år i træk.

I Nuuk ser man frem til at få Royal Run til byen.

- Det bliver helt vildt. Jeg håber, det kan være med til at skabe endnu større interesse for at løbe og blive mere aktiv i hverdagen, siger løbsarrangør Kim Godtfredsen.

Man vil kunne løbe både One Mile, fem kilometer og ti kilometer i Nuuk, hvor der bor godt 17.000 indbyggere, og gennemsnitstemperaturen ligger på omkring fem grader i maj.

Kronprins Frederik skal selv løbe distancen på ti kilometer.

Grønland har haft besøg af kronprins Frederik adskillige gange i årenes løb. Han har både været der som barn samt med sin familie, og i 2000 kørte han på hundeslæde i Nordøstgrønland i Ekspedition Sirius.

Royal Run i hele landet

Fire dage efter løbet i Grønland deltager kronprinsfamilien i Royal Run i Sønderborg, Aalborg, Odense og København. Det sker 1. juni. Derudover vil der være et løb uden royal deltagelse på Bornholm.

Fakta om Royal Run

  • Royal Run 2020 afholdes 1. juni 2020.
  • Du kan tilmelde dig Royal Run her.
  • I 2020 afholdes Royal Run i Sønderjylland (Sønderborg), Ålborg, Odense, København/Frederiksberg og på Bornholm. 
  • Over 82.000 var tilmeldt Royal Run 2019.
  • Der afholdes et tidligt Royal Run i Grønland 28. maj, hvor kronprinsen deltager. 
  • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund. TV 2 er mediepartner på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.

Kronprins Frederik vil løbe One Mile i Sønderborg og Odense og slutte af med ti kilometer i København. Imens vil kronprinsesse Mary løbe fem kilometer i Aalborg.

Alle fem steder kan man løbe distancerne One Mile, fem kilometer og ti kilometer.

Løbet i Sønderborg afholdes i anledning af 100-året for genforeningen af Sønderjylland. Her melder byen dog allerede om udsolgt, da alle 19.000 løbenumre er købt.

Kronprinsparrets fire børn har løbet med til Royal Run de to forrige år i København.

Igen i år håber Royal Run-arrangørerne at få både unge, gamle, rutinerede og førstegangsløbere med ud på ruterne.

- Royal Run er ikke et klassisk motionsløb med sluttiden i højsædet. Det er muligt både at løbe og gå på distancerne, og der er særlige miles for familier, der vil tage barnevognen med ud på ruten. Og det er helt bevidst, fortæller Jakob Larsen, direktør i Dansk Atletik Forbund, på vegne af Idrætsvisionen Bevæg dig for livet.

Indtil videre er der 67.619 tilmeldte til Royal Run 2020. Der er cirka 6.240 tilmeldte i Odense, 13.200 i Aalborg, 28.000 i København og 320 på Bornholm. Man kan stadigvæk nå at købe billet til løbene disse steder. Sidste år var der 82.000 tilmeldte i alt.

Du kan tilmelde dig Royal Run her.