Nyheder

Dagens nyheder 14. januar 2020

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her

40-årig kvinde dræbt - mand anholdt

En 40-årig kvinde er tirsdag aften blevet dræbt med knivstik i en lejlighed i Sønderborg-området. Politiet fik anmeldelse om knivstikkeriet kl. 19.34. En ambulance blev tilkaldt, men kvindens liv stod ikke til at redde. Den formodede gerningsmand, en ligeledes 40-årig mand, blev anholdt i lejligheden. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
 

Fly smider brændstof udover by - 17 børn kommet til skade

Ifølge Associated Press har et fly, der lettede fra en lufhtavn i Los Angeles, ved en fejl smidt en større mængde brændstof ned over en by, som blandt andet ramte en lokal skoles legeplads, hvor flere personer opbevarede sig. Indtil videre skal 23 personer behandles.

Verdenshavene har aldrig været varmere end i 2019

Forskere har i en ny rapport offentliggjort, at man i den tid, hvor verdenshavenes temperatur er blevet målt, aldrig nogensinde har målt en højere gennemsnitstemperatur, end man gjorde i 2019. 

Anti Doping Danmark skal tjekke politiets træningslokaler

Rigspolitiet og Anti Doping Danmark har indgået en aftale om, at der fra 15. marts skal foretages dopingkontrol i politiets træningsfaciliteter. Det oplyser Rigspolitiet, skriver Ritzau.
 

Ny video viser Iran skød passagerfly to gange

En ny video offentliggjort af New York Times viser, at iransk militær skød et ukrainsk passagerfly med to missiler med 30 sekunders mellemrum. I videoen ser man, hvordan flyet ikke bryder i brand af første missil, men kort tid efter det rammes af andet missil, står flyet i flammer.

Raketter rammer tæt på irakisk militærbase med amerikanske soldater

Raketter er slået ned nær militærbasen Taji nord for Iraks hovedstad, Bagdad. Det oplyser Iraks militær i en meddelelse, skriver nyhedsbureauet Reuters. Basen huser amerikanske soldater, skriver nyhedsbureauet AFP. Der er ikke umiddelbart meldinger om dræbte eller sårede. Der er heller ikke nogen oplysninger om, hvem der står bag angrebe, skriver Ritzau.

Eksplosion i kemikaliefabrik udløser storalarm i det Spanien - alle skal blive inde

Flere nyhedsbureauer skriver, at en eksplosion og brand i en kemikaliefabrik i Spaniens Tarragona område har udløst storalarm i det nordøstlige Spanien. Cataloniens borgerservice har bedt alle i nærheden af området om at holde sig indedøre, indtil man kender konsekvenserne af kemikalieudslippet fra fabrikken. Tarragona er hjem til det sydlige Europas største kemikalske industriområde, hvor mere end 36.000 mennesker arbejder. 

Iraner der filmede fly blive ramt af missil er blevet anholdt af militæret

Det iranske medie FARS News skriver ifølge Reuters, at personen, der filmede det skæbnesvangre øjeblik, hvor et missil ramte et ukrainsk passagerfly, er blevet anholdt af Irans revolutionsgarde. 

Kendt amerikansk komiker til Danmark

Louis C. K.

Den amerikanske komiker Louis C.K., der er en af USA's mest succesfulde komikere, kommer til Danmark. Det sker 23. maj, hvor Louis C.K. indtager Royal Arena i København, skriver koncertarrangøren All Things Live Denmark i en pressemeddelelse.

Valg i Irland

Der bliver afholdt valg i Irland 8. februar, har den irske statsminister Leo Varadkar i dag offentliggort. Han har bedt præsidenten opløse det irske parlament. Det skriver blandt andet norske NRK. Varadkar er fra det kristendemokratiske parti Fine Gael, som sidder i regering med flere uafhængige politikere.

Bil efterladt midt på motorvejen

På Roskildemotorvejen har politiet fjernet en bil, der tilsyneladende er blevet efterladt midt på motorvejen. Politiet er nu ved at lokalisere ejeren af bilen og finde ud af, hvorfor den var efterladt. Københavns Vestegns Politi fortæller TV 2, at der hverken var lys på bilen eller advarselstrekant i nærheden. Politiet har modtaget flere anmeldelser fra forbipasserende billister.

Flere ledninger fra gadebelysning revet ned efter lift vælter

En arbejdslift er væltet på Østerbro i København, hvor den har revet en del ledninger til gadebelysning i området ned, oplyser Københavns Politi til TV 2. Ifølge Hovedstadens Beredskab er én person tilskadekommen.

 

Store forsinkelser efter ulykke på motorvej

Omkring klokken 15 kolliderede en varevogn og en lastbil med anhænger. På grund af dette var der tidligere op til 50 minutters forsinkelse på E45 Østjyske Motorvej fra Vejle mod Aarhus. I modsat retning, fra Aarhus mod Vejle, var der 30 minutters forsinkelse. Trafikken kører dog igen normalt, ifølge Vejdirektoratet. 

Norge henter kvinde fra Islamisk Stat med hendes to børn

Norge henter en kvinde med forbindelse til Islamisk Stat hjem fra Syrien sammen med hendes to børn. Det ene barn, der er fem år, er syg. Det skriver den norske avis Aftenposten, som har et billede af kvinden og de to børn, der tirsdag bliver fulgt over grænsen mellem Syrien og Irak. Den 29-årige kvinde er norsk-pakistansk. Hun giftede sig med en mand, der har kæmpet for Islamisk Stat, skriver Ritzau.

Fem unge mænd dømt for overfald med kniv og peberspray

De fem unge mænd i alderen 16 til 19 år er blevet idømt mellem et halvt og halvandets års fængsel. I dagene op til overfaldet havde de forberedt og planlagt, hvordan de skulle overfalde det 17-årige offer på et grønt område ved Aarhus Købmandsskole, hvor han studerer. Her blev den 17-årige sprøjtet i ansigtet med peberspray, slået og sparket og stukket flere gange med kniv i ryggen og på hoften. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Mand sigtet i børnepornosag – havde mindst 100 billeder og videoer

En mand fra Skive blev i dag varetægtsfængslet i fire uger i retten i Viborg for besiddelse og udbredelse af børneporno. Det oplyser Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi. Manden, der blev anholdt på sin bopæl i går, er sigtet for besiddelse af mindst 100 billeder og videoer og udbredelse af det ulovlige indhold til mindst 20 personer. Det skriver TV Midtvest.

Boris Johnson afviser at lade skotterne stemme om løsrivelse

Den britiske premierminister Boris Johnson vil ikke tillade en ny folkeafstemning om skotsk løsrivelse. Det skriver han i et brev til den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, der er leder af Det Skotske Nationalparti. Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Mand idømt 12 års fængsel for drab

En mand fra Hårbølle er blevet kendt skyldig i drab af sin samlever og usømmelig behandling af lig. Manden er idømt 12 års fængsel. Det oplyser Sydsjællands Anklagere på Twitter.

Efter problemer: E-boks virker igen

Efter tidligere at have været ramt af et problem fungerer e-boks nu igen. Det fremgår af e-boks' hjemmeside tirsdag tidlig eftermiddag.

Mand får konfiskeret 500.000 kroner - instruerede folk i ulovlig streaming

En 42-årig mand skal udføre 120 timers samfundstjeneste, fordi han via en hjemmeside har instrueret folk i at bruge programmet Popcorn Time til ulovlig streaming af film. Derudover får han konfiskeret 506.000 kroner. Dommen er faldet tirsdag i Højesteret.