Rachel Ellebye
Årgang 0

'Årgang 0'-Rachels historie: - Ofte var jeg den eneste fra klassen, der ikke var inviteret

Som barn blev Rachel Ellebye fra 'Årgang 0' mobbet, fordi hun var anderledes, men som voksen er hun taknemmelig for ikke at være som de andre.

Jeg er ikke bange for at være mig selv. Det har jeg egentlig aldrig været, det har bare ikke altid været lige populært at være mig. Da jeg var lille, var jeg også ret anderledes, men det tænkte jeg ikke så meget over dengang.

I børnehaven var der en forældresamtale, hvor en af pædagogerne sagde til mine forældre, at det var flot, at jeg allerede kunne læse, men at jeg ikke var så god til det sociale.

Jeg synes nu selv, at jeg havde det meget godt. Men jeg blev også hurtigt rastløs og nysgerrig og ville gerne lære en masse. Derfor kom jeg i skole midt på året. Jeg var fem år.

I folkeskolen har Rachel Ellebye altid været god til det faglige, selvom hun hele skoletiden var cirka et år yngre end sine klassekammerater.

Jeg kan huske, at vi tog til Nakskov, som er den nærmeste større købstad fra Horslunde, for at købe en skoletaske, og ekspedienterne sagde: I er godt klar over, at det er november, ikke?

Jeg faldt forholdsvist hurtigt til i klassen, synes jeg, selvom jeg var et år yngre end alle de andre. Det var først langt senere, at jeg blev bevidst om, hvor anderledes jeg var, og det ikke længere var sjovt at gå i skole.

De fleste af mine skoleår har jeg været meget, jeg vil ikke sige gammelklog, men forberedt og nysgerrig, og hvis noget interesserede mig rigtigt meget, læste jeg selvfølgelig videre på det uden for skolen. Jeg kunne for eksempel både engelsk og tysk, før vi fik det i skolen.

Mobbet i skolen

I 7. klasse blev jeg opmærksom på, at jeg var meget anderledes end de andre.

Jeg havde ikke noget til fælles med dem, jeg gik i klasse med. Jeg var også den yngste. Hvis man er 7 år og leger med en på 8, er det måske okay, men da de andre var 13, og jeg var 12, virkede jeg meget lille i forhold til dem.

De andre piger var mere udviklede end mig, fik bryster før, gik til fester, og jeg var stadig den der lille tryghedssøgende pige, der godt kunne lide at se Disneyfilm med mine forældre.

Jeg var meget alene, og jeg havde ikke nogen at spise frokost med

Rachel Ellebye

De andre sad altid og snakkede om deres interesser, som jeg ikke var en del af. Håndboldpigerne snakkede om gårsdagens kamp, drengene om den nyeste opgradering i det computerspil, de alle sammen spillede. Så sad jeg der i midten uden nogen at snakke med.

Jeg var meget alene. Jeg havde ikke nogen at spise frokost med og gik ikke med de andre i 7-Eleven i pausen. Der var aldrig nogen, der sagde: Vi kan se, at du sidder alene, vil du ikke med over i 7-Eleven?

De andre snakkede tit om en eller anden fed fødselsdagsfest, de skulle til i weekenden, og så sad jeg der og havde ikke hørt om det. Det skete flere gange, at jeg som den eneste fra klassen ikke var inviteret.

Hver morgen gav alle pigerne hinanden et kram, når de så hinanden, og jeg fik måske én gang ét kram af én.

Det gjorde ondt. Jeg tænkte: Er der overhovedet nogen her, der gerne vil være venner med mig?

I 7. klasse startede Rachel på sin fjerde folkeskole. Det blev starten på nogle svære år.

Jeg husker også tydeligt blå mandag. Vi var i Aarhus, hvor vi skulle ud at shoppe, i Tivoli Friheden og til fest om aftenen, og jeg havde glædet mig rigtigt meget til det hele. Og så kom der en pige, lige da vi var kommet, og sagde: Hvis du skal komme her og ødelægge vores dag, som du altid gør, skal du hellere smutte hjem.

Hun blev bakket op af de andre piger, og forældrene gjorde ikke noget. Jeg trak bare på skulderen og gik væk. Og blev rigtigt ked af det, da jeg kom hjem.

Jeg gjorde ikke noget for at være som de andre, for jeg havde ikke lyst til at være som dem

Rachel Ellebye

I 8. klasse kom jeg en dag i skole i noget, synes jeg selv, ret fedt tøj, jeg lige havde købt med hjem fra USA i dyre domme: farverige skjorter, jeans med huller på knæene og hoodies med logo. Og så var der en pige i fysiktimen, der sagde: Ej, hvorfor går du i sådan noget grimt tøj? Du burde gå i det samme som os.

Men jeg ville gerne være mig selv. Jeg gjorde ikke noget for at være som de andre, for jeg havde ikke lyst til at være som dem. Det ville være så kedeligt, hvis vi alle sammen var ens. Jeg havde heller ikke behov for at gå til deres fester med mennesker, der ikke sagde mig noget.

Jeg er altid blevet opdraget til, at jeg skal tage mine egne valg og hvile i dem, så det prøvede jeg, men det var alligevel svært at være udenfor.

Her ses Rachel og hendes storebror David i 2010 med deres forældre Theresia og Lars, der er henholdsvis præst og apoteker.

Jeg sagde ikke så meget til mine forældre. Jeg havde jo altid været den glade og smilende pige, og jeg ville ikke have, at de skulle bekymre sig alt for meget om mig.

Da vi nærmede os sidste skoledag i 8. klasse, havde jeg virkelig ikke lyst til at tage med. Jeg var alligevel ikke invitereret til den fest, der var samme aften, og da jeg var taget med til en grillfest med klassen et par dage inden, var der ikke én, der kom og sagde hej til mig. Jeg sad helt alene. Så min mor sagde: Hvis du ikke vil med til sidste skoledag, gør vi to bare noget andet. Og så tog vi til Aalborg, besøgte nogle venner og kiggede på tapet til mit værelse. Det var rart.

Den periode, hvor jeg havde det svært i skolen, var svær at se på tv efterfølgende

Rachel Ellebye

Den periode, hvor jeg havde det svært i skolen, var svær at se på tv efterfølgende. På et tidspunkt bad jeg om ikke at blive filmet i skolen længere. Folk opførte sig anderledes omkring mig, når der var kamera på, og jeg ville ikke have det til at se ud, som om jeg havde det godt i skolen, for det havde jeg ikke.

Venner andre steder

Heldigvis fik jeg venner andre steder.

Blandt andet gennem CISV, en international organisation, jeg kom ind i, da jeg var 11. CISV uddanner børn og unge til at skabe en mere fredfyldt verden gennem kulturmøder og kulturudvekslinger, og mit møde med organisationen har betydet meget for den internationale retning, jeg gerne vil gå i mit liv.

Min far var også 11, første gang han rejste med CISV tilbage i 1974 - eller stenalderen, som han kalder det. Min første tur var en fire uger lang rejse til USA, hvilket var DRØMMEN for mig, der var vild med 'High School Musical', Hannah Montana og Jonas Brothers.

Den første tur ændrede mig for livet. Jeg blev rigtigt god til engelsk og blev mere og mere sulten på at rejse og se verden uden for Danmark. Vi havde også en dag, hvor vi havde en aktivitet om det at være handicappet, hvor jeg lærte, hvor meget vi tager for givet i livet.

I de perioder, hvor jeg havde det svært, tog jeg til mange arrangementer med CISV. Der fik jeg altid et stort kram af alle, og de sagde: Hvor er det dejligt at se dig, Rachel.

Jeg fik også venner på et internetforum for fans af den argentinske tv-serie 'Violetta'. Vi skrev sammen om serien, og i dag er vi stadig venner og skriver næsten dagligt på Whatsapp. Vi er nærmest vokset op med hinanden. En af pigerne fra dengang kommer og besøger mig i Oslo, når jeg bliver 20 i februar. Hun er fra Irland, og det er første gang, vi skal møde hinanden.

I CISV fik jeg altid et stort kram af alle, og de sagde: Hvor er det dejligt at se dig, Rachel

Rachel Ellebye

Det har været nemmere for mig at få venner fra andre lande end Danmark.

Jeg har altid været nysgerrig på andre kulturer og synes, at det er spændende at kende folk fra hele verden. Næsten uanset hvilket land, jeg rejser til, har jeg nogen at besøge. Her i Oslo har jeg venner fra USA, England, Tyskland, Grækenland og Filippinerne, som jeg har mødt på Bumble, en slags tinder-app bare med venner.

Udviklingsåret i Argentina har lært Rachel Ellebye meget om verden - og om sig selv.

Det lyder måske lidt cheesy, men jeg har det lidt sådan med al den mobning, at what doesn’t kill you, makes you stronger. Jeg tror, at modgangen har hærdet mig. Men jeg havde alligevel travlt med at komme væk fra min klasse, så jeg tog på efterskole allerede i 9. klasse. Og det var den bedste beslutning nogensinde.

Det var tiltrængt med et nyt miljø. Her var fantastiske mennesker og gode lærere, og jeg kunne bedre være mig selv. Så startede jeg i 1.g i Sønderborg, fordi jeg ikke ville gå med mine gamle klassekammerater i Aabenraa, men jeg faldt ikke helt til. Og så tog jeg til Argentina på udveksling i et år.

Et år i Argentina

Det var først her, jeg blev den der typiske teenager, der gik til fester og fik interesse for drengene. Jeg blev meget hurtigt meget ældre af at blive kastet ud i noget, jeg ikke kendte.

Drengene dernede kan godt lide lyse, skandinaviske piger, så de syntes, at jeg var meget eksotisk. Den første dag i skolen kom tre drenge fra min klasse hen til mig og sagde: Ej, du har så smukt et smil, du har så smukke øjne! Og jeg var bare sådan … tak! Jeg kunne næsten ikke forstå det. Det havde jeg ikke fået at vide før.

Det opbyggede min selvtillid rigtigt meget og hjalp mig til at udtrykke mine feminine sider bedre. Jeg fik ikke noget seriøst forhold – og hvad der ellers skete, skal jeg ikke komme ind på.

Det var i Argentina, jeg kom mere overens med, at jeg er god nok, som jeg er.

ÅRGANG 0 – DE UNGES EGEN HISTORIE

I fire nye portrætprogrammer fortæller Stephanie, Rachel, Emma og Christian, kendt fra 'Årgang 0', deres egen historie om deres opvækst.

Som 19-årige ser de hver især tilbage på deres barndom og de begivenheder, der har haft størst betydning for dem og skabt og formet dem til de unge voksne mennesker, de er i dag.

Programserien bygger på det kolossale, filmiske materiale, som siden 1999 er blevet indsamlet til dokumentarserien 'Årgang 0'. Der er også klip med, som ikke tidligere er blevet vist.

Dernede syntes de jo, det var sejt, at jeg kom fra Danmark, talte flydende engelsk, havde rejst i London, Paris og Japan, som de andre drømte om at besøge, og det ville de alle sammen gerne høre mig fortælle om. Det var fedt at være anderledes. Det er jo skønheden ved verden, at vi er så forskellige, og det var rart at nå til den erkendelse.

Det hjalp mig også, da jeg efter udveksling startede i 2.g på Birkerød Internationale Gymnasium & Kostskole (IB, red.). Her var cirka halvdelen af de studerende udlændinge, og det internationale miljø tiltalte mig meget.

På IB var jeg lidt sådan: Hej, jeg hedder Rachel, tag mig, som jeg er. Og hvis I ikke kan lide mig, er det ikke mit problem. Men folk var mere åbne, og de sagde bare: Du er en skidehyggelig person, lad os hænge ud.

Fra start havde jeg en anden selvtillid end i slutningen af folkeskolen. På andendagen snakkede jeg med nogle piger om, at vi manglede nogle skoleting. Jeg spurgte, om vi skulle tage til Hillerød efter skole. Det turde jeg ikke spørge om i folkeskolen. Og så tog vi af sted otte piger, købte en is, shoppede og hyggede os. Jeg var helt ny, og vi var alle sammen lige skræmte og forvirrede, så vi var alle i samme båd. Og så blev vi veninder.

Den første kæreste

I april 2018 var jeg med min veninde i byen i København. Vi tog ind på et hostel, der hedder Generator, hvor der også er en bar. Vi er begge meget sociale og vil altid gerne snakke med en masse søde mennesker, når vi er i byen. Pludselig så vi en fyr i den anden ende af baren, der så sød ud, så vi gik hen og snakkede med ham. Han hed Eirik og var fra Norge.

Han så rigtigt sød ud, høj og flot, lige min type.

Næste dag skrev han, at han gerne ville se mig igen. Og jeg var bare sådan okaaaaay

Rachel Ellebye

Min veninde tog hjem, fordi hun skulle arbejde tidligt næste morgen. Det var jo meget heldigt for mig, for så udvekslede jeg snapchat med Eirik.

Da han fulgte mig til toget den aften, var der nogle unge på gaden, der genkendte mig og ville have taget et billede. Og så måtte jeg jo forklare Eirik, at jeg var med i ’Årgang 0’. Det blev han heldigvis ikke skræmt af, og næste dag skrev han, at han gerne ville se mig igen. Og jeg var bare sådan okaaaaay!

En måned efter besøgte han mig i Danmark, og så blev vi kærester. Folk var ikke specielt overraskede over, at jeg fik en kæreste, der ikke var dansk.

Eirik er meget charmerende, stille og rolig og passer godt på mig. Hvis jeg har en dårlig dag, ligger han med mig og krammer og trøster mig. Han gør mig glad, og jeg elsker ham meget højt.

I sommer flyttede jeg til Oslo for at bo sammen med ham. Det var ikke nogen svær beslutning. Lynhurtigt fik jeg arbejde på Starbucks, hvor jeg er barista, betjener kunder og rydder af. Hver gang jeg sælger noget ekstra til en kunde, får jeg et kæmpe kick ud af det, så jeg vil gerne beskæftige mig med noget med handel.

Eirik læser til elektriker, og til sommer fortsætter han på en ingeniøruddannelse, der tager tre år. Og det foregår ikke i Oslo, så vi flytter fra hinanden igen.

Eirik og jeg er begge unge og skal finde ud af meget om livet

Rachel Ellebye

Jeg flytter til Danmark for at læse spansk – formentlig i København. Bagefter tror jeg, at jeg vil tage en master i interkulturel marketing. På den måde kan jeg forene min interesse for sprog med min nye interesse for handel. Eller måske bliver jeg tolk eller diplomat.

Jeg vil stadig gerne være sammen med Eirik. Men vi er begge unge og skal finde ud af meget om livet. Det bliver hårdt at bo væk fra hinanden i tre år, men tre år går også hurtigt.

Rachel og Eirik mødtes på en bar i april 2018. Kort efter blev de kærester, og i sommeren 2019 flyttede de sammen i Oslo.

Jeg vil også gerne have børn en dag. Jeg vil lære dem at være åben over for verden. Og give dem nogle af de samme næstekærlige værdier, vi har lært af min mor, der er præst: Elsk din næste og vær kærlig. Det er meget vigtigt. Selv når folk har været modbydelige over for mig, har jeg jo ikke hadet dem eller ønsket dem noget dårligt. De populære piger i min klasse har måske haft det lige så svært som mig og ikke vidst, hvor de skulle tørre deres frustrationer af.

Som Noora siger i 'SKAM': Everyone is fighting a battle, you know nothing about. Be kind, always.

'Årgang 0 - Rachels historie' er det andet af fire portrætprogrammer om de unge fra 'Årgang 0'. Se det torsdag 16. januar klokken 20 eller allerede nu på TV 2 Play.