Dagens overblik: Tusindvis af danskere får aldrig behandling for overset sygdom

16x9
40.000 danskere lider af tvangsoverspisning, men tusindvis får aldrig behandling. Arkivfoto. Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Danmark

Statsministeriets departementschef stopper, australsk ø evakueret, 400.000 danskere snydt på nettet, og Iran skød fly ned, skriver medier i USA.

Velkommen til torsdagens overblik.

Udskiftning i statsministeriet

Christian Kettel Thomsen fratræder i 2020 sit arbejde i staten efter 28 år. Arkivfoto.
Christian Kettel Thomsen fratræder i 2020 sit arbejde i staten efter 28 år. Arkivfoto. Foto: Erik Refner / Scanpix

Efter 28 år er det slut for Statsministeriet departementschef, Christian Kettel Thomsen, der fratræder sin stilling.

Årsagen er, at regeringen har besluttet at indstille Christian Kettel Thomsen til stillingen som vicepræsident i Den Europæiske Investeringsbank, hvilket de forventer at få godkendt. Hovedpersonen selv ser også frem til de potentielle udfordringer, som ligger i det nye job.

Det bliver den nuværende departementschef i Justitsministeriet, Barbara Bertelsen, som overtager posten 13. januar. Det var også Mette Frederiksen, der ansatte Barbara Bertelsen som departementschef i Justitsministeriet i 2015.

Militæret indsat i evakuering

Militæret blev indsat da beboerne på Kangaroo Island skulle evakueres.
Militæret blev indsat da beboerne på Kangaroo Island skulle evakueres. Foto: Pauls Place Wildlife Sanctuary / Ritzau Scanpix

Fem minutter. Det var alt, indbyggerne på den australske ø Kangaroo Island, hvor en skovbrand er ude af kontrol, fik til at forlade deres hjem.

Militæret blev indsat og gik fra dør til dør for at få beboerne ud, efter den ekstreme varme på mere end 40 grader er vendt tilbage.

Det voldsomme vejr og de vanvittige brande ændrer dog ikke på, at de australske myndigheder har afvist hjælp fra Beredskabsstyrelsen i Danmark, som ellers havde tilbudt at sende 50 mand sydpå.

Tvangsoverspisning

Tusindvis af danskere bliver aldrig behandlet for deres spiseforstyrrelse.
Tusindvis af danskere bliver aldrig behandlet for deres spiseforstyrrelse. Foto: Sonny Munk Carlsen / Scanpix Denmark

De fleste danskere er bekendte med spiseforstyrrelserne anoreksi og bulimi, men anderledes ser det ud med sygdommen Binge Eating Disorder, BED – eller på dansk tvangsoverspisning.

Nu viser det sig, at tusindvis af danskere aldrig bliver behandlet for BED.

En forsker sammenligner tvangsoverspisning med at stige på et tog, der ikke stopper, og selvom man gerne vil af, kan man ikke. Man mister kontrollen og spiser ofte store mængder mad på meget kort tid.

Det anslås at omkring 40.000 danskere lider af BED, hvilket gør det til den mest hyppige spiseforstyrrelse i Danmark, hvor henholdsvis 5000 personer lider af anoreksi, mens 30.000 lider af bulimi.

400.000 danskere snydt på nettet

Hver tiende dansker oplever at blive snydt, når de handler på nettet.
Hver tiende dansker oplever at blive snydt, når de handler på nettet. Foto: TV 2 NYHEDERNE

Mere end hver tiende dansker, der har købt varer på nettet inden for det seneste halve år, har modtaget et kopiprodukt, selvom de troede, de havde betalt for den ægte model.

Det svarer til omkring 400.000 danskere.

Langt de fleste af de kopivarer, som ender i Danmark, kommer fra kinesiske webbutikker, men danskerne bliver også snydt af webbutikker i USA, Storbritannien, Tyskland og sågar Danmark.

Hvis du vil undgå at blive snydt, så læs med her.

Mistænkeligt flystyrt

En flymotor fra flyet der styrtede onsdag morgen.
En flymotor fra flyet der styrtede onsdag morgen. Foto: Ritzau Scanpix

Iran var hurtige til at konkludere, at det var en motorfejl, som var skyld i, at et Boeing 737-800-fly styrtede ned onsdag morgen, hvorved 176 mennesker mistede livet.

Men ifølge anonyme efterretningskilder fra USA og Irak var det missiler, der ramte flyet og fik det til at styrte. Kilderne fortæller om varmeregistrerende satellitbilleder, som viser affyringen af to jord-til-luft missiler, kort efter flyet lettede.

De efterfølgende billeder viste så en eksplosion i luften nær flyet og det brændende fly, der styrtede mod jorden.

Iranerne afviser det som "ulogiske rygter".

***

Det var dagens overblik på en dag, hvor Verdensnaturfonden (WWF) og forskere fra University of Sydney anslår, at mere end en milliard pattedyr, fugle og krybdyr har mistet livet i de australske skovbrande.

Katastrofen vil ifølge biolog og generalsekretær i Verdensnaturfonden ikke bare have konsekvenser for dyrene, men også for hele vores økosystem.

Så kryds fingre for en masse regn til Australien det næste stykke tid.

Vi læses ved i morgen.