Nyheder

Dansk øgruppe sat til salg for 1,5 millioner kroner

De tre øer i Lillebælt har været ejet af samme familie i 87 år.

Hvis du har en drøm om at blive ø-ejer, og ligger du inde med 1,5 millioner kroner, er det nu, du skal slå til.

Bastholmene, en ø-gruppe i Lillebælt, er nemlig sat til salg.

De tre øer har siden 1976 været ejet af Jeppe Hansen. Men nu skal der findes en ny ejer, fortæller den pensionerede tømrer.

- Jeg er i den alder, hvor det er på tide. Mine døtre hverken sejler eller fisker, og min kone har ikke været på øen i 11 år, siger 64-årige Jeppe Hansen.

Tredje generations ø-ejer

Den største ø, Bastholm, er 3,5 hektar stor, mens de to andre, Småholmene, er betydeligt mindre.

Jeppe Hansen fik foræret øerne af sin far, der havde fået dem af sin far. Farfaren havde en købmandsbutik på naboøen Bågø og købte Bastholmene i 1933.

- Han var typen, der købte lidt forskelligt. Der var ikke nogen, der ville købe dem ellers, tror jeg, siger Jeppe Hansen.

Naturen på øgruppen består af marehalm og græs, og især måger og andefugle yngler i området.

Han kan huske, hvordan familien havde kreaturer på øen, da han var dreng. Køerne blev hver sommer sejlet med færgen mellem Assens og Bågø og blev skubbet ud i vandet for at svømme det sidste stykke til Bastholm, hvor de græssede. Når kreaturerne skulle tilbage for vinteren, foregik det på tømmerflåder.

Jagthytte og kommunale får

Naturen på Bastholm er græsarealer, vandhuller og badestrande, og der er kun en enkelt bygning på den største ø.

Det er en jagthytte, der blev bygget i 1963 af en mand, der hed Oscar, som ifølge Jeppe Hansen ”troede, at han kunne få succes med jagt på øen”.

Jagtytten har stået på Bastholm siden 1963. Jeppe Hansen har selv boet i den om sommeren, da han var yngre.

Oscar gravede tønder ned, installerede samtaleanlæg, så han kunne tale med sine jagtvenner, og lagde skinner, så han kunne transportere materialer rundt på Bastholm.

I dag er skinnerne væk, men den primitive jagthytte står endnu i et landskab, hvor mange fugle yngler og 20 får, der er sat ud af Assens Kommune, holder græssets højde nede.

Ø-gruppen ligger i Lillebælt og er en del af det fynske Barløse Sogn.

Endnu ingen konkrete bud

Der stilles ingen krav til Bastholms nye ejer, der får adressen Bastholm 2, 5610 Assens med i købet. Budrunden slutter 24. januar, og mindsteprisen for de tre øer lyder på 1,5 millioner kroner.

Der er endnu ingen, som har lagt et konkret bud på øgruppen. Men Jeppe Hansen er ikke bekymret for, at Bastholmene ikke bliver solgt.

- Jeg havde ikke forventet andet, end at buddene først ville komme til sidst. Men jeg har oplevet en stor interesse og en del, der har kontaktet mig, siger han.

Han frygter heller ikke, at en ny ejer vil ændre for meget på den lille øgruppe.

- Min svigersøn er bange for, at der kommer hoteller ligesom på den spanske solkyst. Det tror jeg næppe. Dem, der køber, de holder forhåbentlig af naturen og lader det meste stå, som det er, siger han.

Andre spektakulære danske ø-salg

  1. Siø

    Den sydfynske ø Siø blev solgt til en fynsk erhvervsmand efter at have været i privateje siden 1921.

    Siø i det Sydfynske Øhav blev i 2018 solgt for et ukendt beløb efter at have været til salg i 2,5 år. Prisen begyndte på 39 millioner kroner, men blev siden sat ned med mindst 6,5 millioner.

  2. Egholm

    Egholm ø.

    Egholm i Storebælt ud for Skælskør kom i 2016 på nye hænder. I første omgang var både den nye ejer og prisen hemmelig, men senere kom det frem, at ejerne af HSN-Koncernen, Hanne og Jens Jørgen Madsen, havde betalt godt 21,5 millioner kroner for øen.

  3. Peberholm

    Gæs flyver fra Peberholm.

    Peberholm i Roskilde Fjord blev i 2016 solgt til et yngre par fra København. Prisen for den lille ø endte lidt under udbudsprisen på knap to millioner kroner.

  4. Middelgrundsfortet

    Middelgrundsfortet huser i dag 'ungdomsøen'.

    I 2015 blev øen i Øresund købt af Middelgrundsfonden, der blandt andet består af Det Danske Spejderkorps. Prisen var 20 millioner kroner, og øen blev købt med støtte fra Nordea-Fonden og A. P. Møller Fonden.