Dagens overblik: Grønt lys til Boris Johnsons Brexit-plan

16x9
Boris Johnson fik sin Brexit-plan vedtaget. Foto: Scanpix

Store rejsedage i julen, ulovligt slik og sprut for en halv milliard kroner, og ansatte på Skive Kaserne sigtes for at købe narko.

Fredag inden jul: julefrokoster, weekendforberedelser, rejseplaner - høj puls i takt til julemusikkens bjældeklang.

Her er så et lille pusterum med fem udvalgte nyhedshistorier i form af Dagens overblik.

Velkommen til.

Jeg gjorde det...

Boris Johnson har endelig fået vedtaget en Brexit-plan.
Boris Johnson har endelig fået vedtaget en Brexit-plan. Foto: Tolga Akmen / Ritzau Scanpix

358 stemte for, mens 234 stemte imod.

Den uendelige historie om Storbritanniens udtræden af EU kom fredag et skridt nærmere en afslutning: Det britiske Underhus vedtog nemlig premierminister Boris Johnsons Brexit-aftale.

Dermed er premierministeren ét skridt nærmere at opfylde sit løfte om at få "Brexit gennemført" senest 31. januar 2020.

Herefter følger en periode på knap et år, hvor landet skal forhandle handelsaftaler på plads med EU. Aftalen, der fredag er vedtaget, forbyder dog blandt andet forhandlinger med EU efter december 2020.

Det vil sige, at briterne står til at forlade EU uden aftale, hvis ikke der er landet en handelsaftale inden udgangen af næste år.

Nye Borgerlige kræver folkeafstemning - får det ikke

Her ses Nye Borgerliges forsøg på at samle stemmer nok til at få en folkeafstemning.
Her ses Nye Borgerliges forsøg på at samle stemmer nok til at få en folkeafstemning. Foto: TV 2

To gange har vi stået i stemmebokse i 2019. Fredag forsøgte Nye Borgerlige at samle opbakning til endnu en folkeafstemning.

Anledningen er, at Folketinget fredag vedtog en lov, som giver fattige børnefamilier et ekstra tilskud. Tilskuddet går blandt andet til familier med udenlandsk baggrund, og det er Nye Borgerlige så meget imod, at de vil have en folkeafstemning.

Valgplakat fra folkeafstemningen i 1963, udløst af paragraf 42. De konservative var ligesom Venstre imod jordlovene og endte med at vinde folkeafstemningen.
Valgplakat fra folkeafstemningen i 1963, udløst af paragraf 42. De konservative var ligesom Venstre imod jordlovene og endte med at vinde folkeafstemningen. Foto: Geert Bardrum / Scanpix Danmark

Det er grundlovens paragraf 42, der giver mulighed for at sende en lov til folkeafstemning, hvis mindst 60 folketingspolitikere skriver under. En paragraf, der ikke er blevet brugt siden 1963.

Fredag eftermiddag var der fire, der havde skrevet under, mens 14 fra Dansk Folkeparti havde skrevet under via mail. Alle andre partier har afvist.

Ulovligt slik og sprut giver 500 millioner i statskassen

I løbet af seks år har myndighederne gennemført knap 13.000 kontroller.
I løbet af seks år har myndighederne gennemført knap 13.000 kontroller. Foto: Shutterstock / Shutterstock

Du kan lide det, du vil have det: Red Bull, Smirnoff vodka, Ritter Sport, vingummier, Marabou. Listen er lang, og det er den også over varer som disse, der er importeret til landet, uden at der er betalt afgifter.

Siden 2013 har Skattestyrelsen foretaget 13.000 kontroller, og i cirka 6400 af dem blev der fundet mulige fejl. Samlet har styrelsen fundet varer med manglende afgifter for 495 millioner kroner primært fra kiosker, slikbutikker, vandpibecafeer og større grossister.

Ifølge Skattestyrelsen er der én hovedregel, man skal være opmærksom på som privat forbruger i forhold til ulovlige varer: Man skal forholde sig kritisk til prisen.

Ansatte på Skive Kaserne narkosigtes

Sigtelserne kommer efter anholdelser af medlemmer af den såkaldte Porsche-bande.
Sigtelserne kommer efter anholdelser af medlemmer af den såkaldte Porsche-bande. Foto: Jonas Bach Sørensen / TV Midtvest

29 ansatte fra Ingeniørregimentet på Skive Kaserne er blevet sigtet for at købe kokain. Sigtelserne kommer i kølvandet på anholdelsen af flere medlemmer af en gruppe, der er kendt som Porsche-banden, i Skive.

Forsvaret oplyser, at de fleste af de sigtede erkender sig skyldige, så sagen kan afgøres, ved at de betaler et bødeforlæg. Der er dog også enkelte, der nægter sig skyldige og dermed kan se frem til, at sagen skal afgøres i retten.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at man regner med, at i alt 260 personer vil blive sigtet for at købe kokain af Porsche-banden.

To juledage bliver travle i år

Man skal forvente forlænget rejsetid på motorvejene på de store rejsedage i julen.
Man skal forvente forlænget rejsetid på motorvejene på de store rejsedage i julen. Foto: TV 2

Rekordsalg af pladsbilletter i togene, ekstra færgeafgange og julerejsende på tværs af landet.

Julen 2019 bliver - som i alle andre år - en travl trafik-jul. Ifølge Vejdirektoratet, DSB og Molslinjen bliver de to helt store rejsedage lillejuleaften og anden juledag, men højtidstrafikken bliver også spredt ud, fordi julen ligger næsten lige efter en weekend.

Der bliver jule-travlhed på Holbækmotorvejen og til Sjællands Odde samt Vestmotorvejen, Fynske Motorvej og E45 mellem Kolding og Aarhus.
Der bliver jule-travlhed på Holbækmotorvejen og til Sjællands Odde samt Vestmotorvejen, Fynske Motorvej og E45 mellem Kolding og Aarhus. Foto: TV 2

Den tætte trafik på vejene til og fra Jylland forventes mere præcist på motortrafikvejen fra slutningen af Holbækmotorvejen og til Sjællands Odde samt Vestmotorvejen, Fynske Motorvej og E45 mellem Kolding og Aarhus.

Der indsættes desuden en ekstra færge på de mest befærdede rejsedage, der er 22., 23., 26. og 27. december, hos Molslinjen. Også DSB sætter ekstra toge ind på de store rejsedage.

***

Det var ugens sidste nyhedsoverblik.

Hvis du vil forlænge denne pause fra julens travlhed, så kan du nyde ​disse personlige billeder​ fra dronning Margrethes private samling.

På gensyn i næste uge.