Fotograf har brugt tre år på at fotografere ung kvindes krop
Fotoprojekt skal få os til at reflektere over, hvordan vi ser på kvindekroppen og vores egen blufærdighed.
Mere end 4000 billeder er det blevet til, efter Petra Kleis for tre år siden tog sit første billede af kunstneren Maja Malou Lyse.
Nu er et udsnit af dem samlet i bogen ’Girlification’, hvor læserne kommer helt tæt på Maja Malou Lyse, der optræder nøgen.
Og det er der en særlig grund til.
- Vi bliver bombarderet med normer og idealer om, hvordan kroppen og seksualiteten skal være. Men samtidig er det enormt tabuiseret, siger Maja Malou Lyse i Go’ Morgen Danmark.
For hende blev fotoprojektet en måde at navigere mellem den tabuiserede og seksualiserede krop. Hun vil gerne udfordre måden, vi forstår den på.
Selv om Petra Kleis gennem sit arbejde som reklamefotograf har fotograferet mange nøgne kroppe, var samarbejdet med Maja Malou Lyse anderledes.
- Normalt fotograferer jeg ikke andre kvinder lige op i skridtet, og det tog et par år, før vi rigtigt bevægede os ned mellem benene, siger hun.
- Men da vi kom i gang med det, kunne vi næsten ikke stoppe.
Censur
Petra Kleis og Maja Malou Lyse har flere gange oplevet, at billederne er blevet anmeldt eller fjernet fra sociale medier, fordi de bryder reglerne for, hvad man må vise på platforme som Instagram eller Facebook.
En brystvorte eller et kønshår for meget, og billederne er væk.
De forsvundne fotos understreger en af bogens pointer.
- Her kunne vi gøre, lige hvad vi ville, for det er vores regler, siger Petra Kleis.
Projektet skal også gerne ændre vores idealer om perfekte kroppe, som de sociale medier og kamerafiltre i høj grad har været med til at skabe.
En undersøgelse fra i år viste, at 57 procent af de danske skoleelever ikke gik i bad efter idræt, og en del af forklaringen kan ligge i skammen over ikke at have en perfekt krop.
- De kroppe, vi ser, er en bestemt type. Det er ofte en krop, der er censureret på alle mulige måder. Men vi vil gerne give folk noget at spejle sig i, siger Petra Kleis.
Kunst og porno
At bogen udkommer i år falder sammen med et jubilæum: Det er 50-året for billedpornografiens frigivelse, og i den anledning mener både fotograf og model, at bør vi overveje vores forhold til kroppen. Og at man ikke kan dele et billede af en nøgen krop på de største platforme, men er nødt til at udgive i bogform.
Selv om bogen er et kunstprojekt, må man også gerne kalde det pornografi, hvis man spørger Maja Malou Lyse.
- For mig er der ikke så meget hierarki i, om det er et kunstfoto eller et pornografisk billede. Det betyder ikke så meget, siger hun.
Petra Kleis mener, det er vigtigt at "vise noget mere krop". Hun håber, at folks forståelse af kroppen bliver større, når de bladrer i bogen.
- Jeg håber, at de trækker på smilebåndet. Og får en bredere horisont, siger hun.