Én detalje i Dirch Passers testamente var særlig: - Vidste han, at han ikke blev gammel?

Knap 40 år efter hans død lever historierne om Dirch Passer stadig. Kun få mennesker kendte dog hans private side - en af dem var hans lillesøster. 

Hvert år på juleaftensdag besøger 81-årige Marchen Passer sin storebrors gravsted. Sammen med sin mand, børn og børnebørn lægger hun en hjerteformet grankrans ved den simple sten på Dragør kirkegård.

De yngste i familien har kun set ham på film. Så Marchen Passer og hendes mand Palle Pedersen fortæller historierne om den Dirch Passer, som de kendte.

Næste år er det 40 år siden, at hele Danmarks Dirch faldt om i Glassalen i Tivoli. Han blev blot 54 år. Og siden den dag er der blevet sagt og skrevet meget om ham.

Marchen Passer synes ofte, at det billede, der er blevet tegnet af hendes bror, har manglet nogle nuancer. Derfor vil hun gerne give et indblik i den mere private Dirch Passer.
Marchen Passer synes ofte, at det billede, der er blevet tegnet af hendes bror, har manglet nogle nuancer. Derfor vil hun gerne give et indblik i den mere private Dirch Passer. Foto: Anthon Unger / Ritzau Scanpix

- Dirch er indimellem blevet udstillet som en drukkenbolt. Men han var så seriøs omkring det, han lavede. Han havde meget stor respekt for publikum og ville gerne have, at de morede sig. Problemet var, at han sagde ja til for mange ting, så han sled sig selv op, siger Marchen Passer.

Når hun i dag ser tilbage på sin brors liv, har hun en fornemmelse af, at han måske godt selv vidste, at det ville ende alt for tidligt.

Den anden Dirch

square to 16x9
Dirch Passer var ikke bare Danmarks morsomste mand og den mest elskede komiker. Han var også besat af sit arbejde og jagten på publikums grin. Foto: Plus Pictures / TV 2

Marchen Passer har ikke tidligere sat mange ord på sin kendte storebror i interviews. Men det gør hun nu i en ny TV 2-dokumentar med titlen ‘Den anden Dirch’ og i denne artikel, hvor hun sammen med sin mand giver et indblik i den mere private side af sin bror.

I hjemmet i Dragør har de derfor fundet en række gamle fotos og interviews frem fra gemmerne. Et af dem er en udgave af Billed Bladet fra 1959 med overskriften “Ny Passer”.

Marchen Passer og Dirch Passer på forsiden af Billed Bladet tilbage i 1959, hvor Marchen Passer kom ind på Det Kongelige Teaters Elevskole.
Marchen Passer og Dirch Passer på forsiden af Billed Bladet tilbage i 1959, hvor Marchen Passer kom ind på Det Kongelige Teaters Elevskole. Foto: Mogens Amsnæs / Ritzau Scanpix

Det er Marchen og Dirch Passer, der sammen pryder forsiden. Billedet blev taget, da Marchen Passer blev optaget på Det Kongelige Teaters elevskole, og som den tredje og yngste i søskendeflokken valgte at gå skuespilvejen.

Marchen Passer har kun få billeder, hvor hun er sammen med sin storebror. Ofte ville han hellere være bag ved kameraet end foran. Den private Dirch Passer var nemlig noget anderledes end den person, der med sin enorme energi bjergtog sit publikum på scenen og filmlærreder.

Marchen Passer sammen med sin mand Palle Pedersen i hjemmet i Dragør ved København.
Marchen Passer sammen med sin mand Palle Pedersen i hjemmet i Dragør ved København. Foto: Malene Porup / Ritzau Scanpix

- Han var ikke meget for familiefester og var absolut heller ikke den, der optrådte privat. Tværtimod var han ofte meget tavs, simpelthen fordi han gik og tænkte på, at han skulle på scenen om aftenen, fortæller Marchen Passer.

Alligevel følte hun altid, at hendes storebror var nærværende.

- Han var en god storebror, der tænkte på os alle. Ikke mindst vores mor, Ragnhild - hun var hans store lys. Når han havde haft premiere, var hun den første han ringede til, siger Marchen Passer.

Fra venstre: Marchen Passer, storebror Dirch Passer, moren Ragnhild Fich og søsteren Kirsten Passer.
Fra venstre: Marchen Passer, storebror Dirch Passer, moren Ragnhild Fich og søsteren Kirsten Passer. Foto: Privatofoto

Hvem var mennesket Dirch Passer?

Hun kan godt forstå, hvis mange har haft svært ved at tegne et dækkende portræt af Dirch Passer. For han var på mange måder et meget sammensat menneske.

Introvert, men samtidig entertainer. Borgerlig, men også en gøgler.

Syv detaljer om Dirch Passer

  • Født i 1926 i København og døbt Dirch Hartvig Passer.
  • Uddannet på Frederiksberg Teaters elevskole.
  • Medvirkede i mere end 100 film og en lang række revyer og teaterstykker.
  • Opnåede stor succes som den ene halvdel af komikerparret Kellerdirk Bros med Kjeld Petersen.
  • Fik i 1979 opkaldt en pris efter sig (Årets Dirch), som stadig årligt gives til en revyskuespiller.
  • Vandt en Bodil for sin filmrolle i ’Mig og Mafiaen’ i 1974.
  • Var gift to gange og fik to døtre.

I et klip fra dokumentaren ‘Den anden Dirch’ bliver han selv spurgt direkte: Hvem er egentlig mennesket Dirch Passer?”. Og hertil svarer hovedpersonen:

- Mennesket Dirch Passer? Jeg ved det ikke, jeg kender ham ikke. Jeg kommer jo på en måde fast sammen med ham, men egentlig ikke.

Det er sagt i en humoristisk tone og efterfulgt af et grin. Spørger man Marchen Passer, så viser det meget godt den måde, som Dirch Passer ofte jokede med de lidt svære ting.

- Jeg tror så heller ikke, at Dirch funderede så meget over sig selv. Så det har sikkert været sandt, at han ikke følte, at han kendte sig selv, fortæller hun.

Sig nu nej!

Dirch Passer brugte i stedet tiden på at være i gang konstant. Det blev til over 100 film og utallige teaterstykker og revyer. Imens levede Marchen Passer sit liv med mand, børn og børnebørn, og i 1969 skiftede hun skuespilkarrieren ud med livet som antikvitetshandler.

Som årene gik, kunne hun se, at presset sled på hendes storebror. Alt handlede om, at han skulle på scenen. Ofte var han der flere gange på samme dag, og i en periode tog han også nogle vilde byture med makkeren Kjeld Petersen.

Kjeld Petersen og Dirch Passer.
Kjeld Petersen og Dirch Passer. Foto: Plus Pictures / TV 2

- Det var for meget. Vi sagde ofte til ham, at han skulle sige nej og sortere i manuskripterne, men det var som at slå i en dyne. Han ville ikke have nogen gode råd. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor han blev ved med at gå på scenen, siger Marchen Passer.

Men det gjorde Dirch Passer. Og det gjorde han også den 3. september 1980 i Glassalen i Tivoli til trods for, at han havde haft et ildebefindende på scenen aftenen før.

Han var klar igen, forsikrede han både sin familie og pressen. Men da spotlyset, der skulle følge ham, blev tændt på scenen, ændrede han mening.

- Nej, jeg går fandme ikke ind i det begravelseslys, sagde Dirch Passer angiveligt højt.

Så tog han fat i scenemesteren og sank sammen.

Vidste Dirch, at han ikke blev gammel?

square to 16x9
Tivolirevyen aflyste resten af sæsonen mens landesorgen bredte sig over Danmark i 1980. Foto: Scanpix

Dirch Passer faldt endnu engang om, og denne gang rejste han sig ikke igen. På Københavns Kommunehospital blev han om aftenen klokken 21.20 erklæret død.

Det var Dirch Passers kæreste, Bente Askjær, der ringede og gav Marchen Passer og Palle Pedersen beskeden.

- Palle måtte gå den tunge gange hen til vores mor og fortælle det, siger Marchen Passer og holder en kort pause.

- Vi havde været inde og se ham i Glassalen og haft besøg af ham ugen inden, hvor han virkede frisk, tilføjer Palle Pedersen.

Alligevel har de begge en fornemmelse af, at Dirch Passer måske selv vidste, at hans liv ville slutte for tidligt.

Marchen Passer vidste godt, at hendes bror havde lavet et testamente. Men da han døde, fandt de ud af, at han også havde skrevet ind, at moren Ragnhild skulle have en sum penge udbetalt hver måned resten af sit liv.

Dirch Passer og moren Ragnhild Fich.
Dirch Passer og moren Ragnhild Fich. Foto: Plus Pictures / Privatfoto

- Det er jo ikke normalt, at en søn sikrer sin mor. Det plejer at være omvendt. Så måske var han klar over, at noget kunne ske, og så ville han sørge godt for hende, siger Marchen Passer.

Hun husker også stadig sin brors kommentar, da deres far døde i 1975.

- Vi stod i kapellet, og så sagde han: "Ja, det kunne jo lige så godt have været mig". Og det blev jeg rigtig forskrækket over at høre. Der havde han det rigtig dårligt, fortæller Marchen Passer.

Var ved at geare ned

Det gør ondt, når nogen siger eller skriver, at Dirch Passer drak sig ihjel. For det er ikke sandheden, mener hun. Indimellem drak han en whisky i garderoben, men de sidste år havde han fået mere ro på sit liv.

Han havde været kærester med Bente Askjær i seks år, og de to stod overfor at skulle giftes, da han døde i 1980.

Bente Askjær var 26 år, da Dirch Passer døde. De fik seks år sammen, inden han, 54 år gammel, faldt om i Tivoli Revyen i 1980.
Bente Askjær var 26 år, da Dirch Passer døde. De fik seks år sammen, inden han, 54 år gammel, faldt om i Tivoli Revyen i 1980. Foto: Ulla Aue / Scanpix Denmark

Før sin død satte Dirch Passer ord på omkostningerne ved karrieren.

- Jeg vil nok sige, at jeg har kørt hårdt på. Men hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg også kørt hårdt på i mit privatliv. Jeg har været det, der hedder for hård ved mig selv. Og så får man regningen, og så sker der det, at man gearer ned, sagde han dengang.

Der skulle han have indstillet karrieren, tænker Marchen Passer i dag.

- Han skulle bare ikke været gået på scenen efter der. Han skulle være holdt op. Så havde han fået nogle flere år, tror jeg, siger Marchen Passer.

- Ja, men sådan var Dirch. Han skulle bare på scenen, tilføjer hendes mand, Palle Pedersen.

Han ville tro, det var løgn

I deres hjem i Dragør hænger et stort sort/hvid-fotografi på væggen omkranset af en blå ramme. Det er fra omkring 1969 og viser Dirch Passer på scenen i Cirkusrevyen i en af hans mest berømte figurer.

Iført en lille hat, sort paryk og den klassiske klovnenæse står han med munden på vid gab og med det der særlige udtryk i øjnene, som kun Dirch Passer kunne lave.

- Jeg synes, han var helt fantastisk som den russiske klovn. Når han var sådan rigtig absurd, var han også rigtig god, siger Marchen Passer.

I Cirkusrevyen i 1969 imponerede Dirch Passer publikum med den vrøvlerussisk-talende klovn, der egentlig ikke var særlig dygtig - men til gengæld virkelig sjov.
I Cirkusrevyen i 1969 imponerede Dirch Passer publikum med den vrøvlerussisk-talende klovn, der egentlig ikke var særlig dygtig - men til gengæld virkelig sjov. Foto: Privatfoto

Sketchen om den russiske klovn, der taler et uforståeligt sprog, er flere gange blevet beskrevet som den rolle, der viste Dirch Passers sande talent. Dels på grund af hans timing, men også på grund af hans interaktion med publikum.

Marchen Passer er sikker på, at hendes storebror ville spærre øjnene op, hvis han vidste, hvor meget der er blevet sagt og skrevet om ham i årene efter hans død.

- Han ville tro, det var løgn. Han ville ikke tro, han ville komme til at virke så lang tid efter, siger Marchen Passer og ler.

Minderne og historierne om Dirch Passer gør, at hun stadig føler, at han er her.

Samtidig tror hun, at historien om hele Danmarks Dirch kan lære os indimellem at sige nej. Også selvom man bare gerne vil gøre alle glade.

Kom helt tæt på Dirch Passers historie i dokumentaren 'Den anden Dirch', hvor familie og venner fortæller historien om manden, der ikke kunne sige nej. Dokumentaren sendes 27. december klokken 20.00 på TV 2, men kan allerede nu ses på TV 2 PLAY.