Britisk valg

Siden 1992 havde Sunderland været hurtigst til at tælle - så gjorde Newcastle noget smart

Rivalerne fra Sunderland var hurtigst til at tælle i mange år i træk, men så gik Newcastle på personalejagt hos rivalen.

Ved seks valg i træk var det de hurtige stemmetællere i Sunderland, der trak det længste strå.

Det var blevet en tradition i britisk fjernsyn, at man kunne følge unge mennesker løbe ind med kasser fyldt med stemmer. Sunderland meldte hvert år resultatet af de lokale stemmer ud først.

Og de tog det alvorligt, må man forstå på Sunderland-lokalavisen The Chronicle.

Sunderland havde nemlig hyret lynhurtige bankekspedienter til at tælle stemmerne.

Ved alle britiske valg fra 1992 til 2015 kunne de således snuppe æren som de hurtigste stemmertællere i landet.

Snuppede rivalernes administrator

Men så gjorde ærkefjenderne fra Newcastle noget smart: De ansatte Sunderlands valgadministrator, Bill Crawford.

Modsat andre år blev stemmerne nu talt op i en stor gymnastiksal på et lokalt universitet i Newcastle, hvor sportselever blev hyret til at løbe ind med kasserne med stemmer i.

Universitetets placering gjorde det også muligt for biler med stemmebokse at køre direkte op til bagdøren, mens Sunderland - viste det sig - havde et langt mindre effektivt system.

De to byer er rivaler på fodboldbanen, men nu er der altså også et decideret derby om at vinde optællingen af stemmer.

Så i 2017 kom det bag på alle, at Newcastle pludselig var syv minutter hurtigere end Sunderland.

Stimen var brudt.

Benægter kappestrid

Over for BBC benægter begge byer, at der er en decideret kappestrid om at tælle stemmer.

Det handler dog om at være bedst:

- Vores prioritet er at udføre valghandlingen så effektivt og fejlfrit som muligt, siger en talsmand for Newcastles byråd til BBC.

Sunderland stemmer i:

- Som sædvanligt vil Sunderland have fokus på at levere en fejlfri og effektiv optælling, som vælgerne og kandidaterne kan have tiltro til, siger Sunderlands valgformand Patrick Melia til samme medie.

Patrick Melia tilføjer, at det ikke handler om at være først, men handler om at være effektiv og organiseret.

Uanset hvad vil mange øjne være rettet mod de to nordengelske valgsteder, hvor der også typisk er en solid valgdeltagelse ud fra britiske standarder.

Ved valget i 2017 lå Newcastles valgdeltagelse side om side med landsgennemsnittet på 69 procent, mens det i Sunderland lå på 61 procent.

Ifølge Sunderland-mediet The Chronicle arbejder Bill Crawford ikke med stemmeoptælling i Newcastle længere, så nu vil tiden vise, om effektiviseringen fra 2017 hænger ved.

Valgresultaterne begynder at tikke ind fra klokken 23 dansk tid torsdag. Følg med lige her.