Samfund

Stor aktion mod terror - 20 anholdt

Hvad skete der? Politi og PET har onsdag været i aktion flere steder i landet på en begrundet mistanke om forberedelse af terrorangreb med et militant, islamistisk motiv. 20 personer er foreløbig blevet anholdt.

Ved du noget?

Denne liveblog opdateres ikke længere, men ved du noget om sagen, må du meget gerne tippe os. 

Har du hørt eller set noget, som du mener, at TV 2 skal vide?
Tak for din henvendelse.

 

Øjenvidne: - Der var svært bevæbnede betjente i Valby

Politiet har gennemført aktioner overalt i landet. Her er man til stede på Ravnkildevej i Aalborg. Der er foretaget ialt 20 anholdelser.

TV 2s reporter Morten Hansted har været på Sjælør Boulevard i Valby, København, hvor politi ifølge beboeren Mohammed har været massivt til stede onsdag eftermiddag.

- Fra 14.30 og tre timer frem var der mange. Jeg så en maskinpistolbevæbnet betjent, og der var to salatfade. Fem vogne i alt. Min familie var urolig, beretter øjenvidnet.

Ifølge TV 2s oplysninger blev en kvinde ført væk i håndjern, og der blev beslaglagt adskillige flyttekasser med ukendt indhold.

Øjenvidne: - Vi skal holde os fra vinduerne

- Fik at vide af politiet, at jeg ikke måtte bevæge mig i området. Nogle af lejlighederne er spærret af, og politi er talstærkt til stede. Jeg har hørt, at de har sagt, at vi ikke må kigge ud af vinduerne. De har både spærret af, så hverken biler, cyklister eller fodgængere kan komme rundt, fortæller Ricki Teddy Berthelsen, der bor i det afspærrede område i Greve.

DSB indstiller togdrift på grund af efterforskning

DSB indstiller s-togene på strækningen Hundige-Solrød i forbindelse med politiets efterforskning i dagens antiterror-sag. Politiet har bedt om, at togene indstilles, bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi.

DSB oplyser, at der indsættes togbusser på strækningen. Der er ikke nogen prognose for, hvornår togdriften er normal.

Politi afspærrer stort område og arbejder med bomberydder

Politiet advarer borgerne i området om at blive indendøre.

Ifølge TV 2s reporter på stedet, er der politi til stede ved Gersagerparken i Greve. Politi med megafoner opfordrer folk til at holde sig væk. Politi og bomberyddere er til stede. Et stort område er afspærret.

Statsministeren en imponeret over politiets arbejde

Med mistanken om, at et terrorangreb var ved at blive forberedt, har politiet onsdag foretaget omkring 20 anholdelser.

Statsminister Mette Frederiksen (S) betragter sagen som yderst alvorlig.

- Den er en påmindelse om, at vi skal tage terrortruslen alvorligt, idet der også i Danmark befinder sig personer, der både har intention og kapacitet til at begå terrorangreb, udtaler hun.

- Jeg er imponeret over den dygtighed og resolutte handling, som myndighederne har udvist. Af hensyn til den videre efterforskning kan jeg ikke udtale mig yderligere om sagen på nuværende tidspunkt.

Justitsminister: - Vores liv skal ikke ændres af mørke kræfter

Justitsminister Nick Hækkerup (S) siger om den aktion, som politiet har gennemført på grund af mistanke om, at et terrorangreb med et "militant, islamistisk motiv" var ved at blive forberedt:

- Vi skal ikke lade vores liv ændre at de mørke kræfter, som vil os det ondt. Vi skal leve præcis, som vi plejer. Og så skal vi vide og trøste os med, at politiet og Politiets Efterretningstjeneste passer på os.

Det indebærer sigtelse efter terrorparagraf

Flere af de anholdte vil ifølge politiet og Politiets Efterretningstjeneste (PET) blive fremstillet og sigtet efter den såkaldte terrorparagraf.

Terrorparagraffen, straffelovens paragraf 114 stk 1, fastslår, at "handlinger såsom drab, drabsforsøg, vold, alvorlig brandstiftelse og frihedsberøvelse skal regnes som terrorisme, blandt andet hvis det er hensigten at skræmme en befolkning i alvorlig grad."

Forsvarsminister hylder politi.

- Flot arbejde som Politi i samarbejde med øvrige myndigheder i dag har leveret. I gør Danmark trygt, skriver forsvarsminister Trine Bramsen (S) på Twitter.

 

Pernille Vermund (NB) : - Ingen tak til politikere

- Tak til politiet for at tage affære. Ingen tak til de politikere, der har lukket islamisterne ind i vores land, skriver Pernille Vermund fra Nye Borgerlige på Twitter.

 

Tak fra V-formand Jakob Ellemann-Jensen

- Stor tak til Politiet for indsatsen her til eftermiddag. Jeg er glad for, at I passer på Danmark, skriver Jakob Ellemann-Jensen på Twitter.

 

Tidligere PET-chef: Ikke lægge for meget i anholdelser

Tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen fortæller, at man skal passe på med at lægge for meget i anholdelserne i den nye terrorsag endnu.

- Jeg mindes tidligere terrorsager - for eksempel Glostrup-sagen. Der blev anholdt 25 personer, kun fire fremstillet i grundlovsforhør, og kun én blev dømt. Så jeg vil nok lige afvente situationen i de nærmeste dage, før jeg vil kommentere på sagens alvor, siger han til Ritzau..

Terrorplaner mørkelagt foreløbig

Det vides endnu ikke, hvad målet har været for de formodede terrorplaner. Det vides heller ikke, hvornår det formodede angreb skulle udføres. Men ifølge PET har der været tale om remedier til fremstilling af eksplosiver og fremskaffelse af våben. 

20 anholdte, men ingen konkrete sigtelser offentliggjort

Det fremgik ikke af politiets pressemøde onsdag, præcis hvor mange af de anholdte der bliver sigtet og for hvad. Ialt er der foretaget 20 anholdelser under onsdagens aktioner. Torsdag fremstilles de første i et grundlovsforhør for lukkede døre, oplyser Jørgen Bregen Skov fra Københavns Politi.

Syv politikredse indblandet i politiets aktioner

Syv politikredse har været involveret i onsdagens aktioner. Det drejer sig om politikredsene Østjylland, Københavns Vestegn, Nordjylland, Midt- og Vestjylland, Midt- og Vestsjælland, Fyn og København.

PET: - Fortsat alvorlig trusselsbillede

Operativ chef i PET Flemming Drejer fortæller, at den nye terrorsag ikke ændrer på terrortruslen i Danmark, som fortsat er alvorlig.

- Det ændrer ikke på terrortruslen mod Danmark, der fortsat er alvorlig. Vi skal ikke lade os kue af terror. Vi skal leve vores liv normalt.

SF's Pia Olsen Dyhr: - Formørkede og morderiske planer

- Flot arbejde af dansk politi og PET. Islamiske terrorister er mistænkt for terrorplaner i DK. Frygteligt og skræmmende. Håber aldrig de lykkes med deres formørkede og morderiske planer, siger SF's formand Pia Olsen Dyhr.

 

Kristian Hegaard: Trygt at politiet passer på Danmark

- Virkelig imponerende indsats af dansk politi. Mulig terror er alvorligt, og det er trygt at vide, at politiet passer på Danmark, siger retsordføreren fra Det Radikale Venstre.

Politikere reagerer på Twitter og roser den koordinerede anti-terroraktion

- Som justitsminister får du indsigt i de mørkeste afkroge af Danmark. Den viden sætter sig i en. Det er med dybeste respekt, jeg igen sender vores politi og efterretningstjeneste en tak for – efter alt at dømme – endnu engang har afværget et terrorangreb mod os, siger formanden for Konservative.

Sigtet efter terrorparagraf

Flere af de 20 anholdte vil blive sigtet for terror efter den såkaldte paragraf 114 stk. 1, oplyser chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov.