Nyheder

Fremad har fået første vælgererklæringer godkendt – men der er lang vej igen

Partiet Fremad har fået 1294 godkendte vælgererklæringer.

Selvom partiet mangler næsten 19.000 godkendte vælgererklæringer, er Simon Emil Ammitzbøll-Bille godt tilfreds.

Hvis partiet Fremad skal være opstillingsberettiget ved næste folketingsvalg, skal 20.182 danskere skrive under på en vælgererklæring. Det har de første nu gjort.

Partiformand Simon Emil Ammitzbøll-Bille oplyser til TV 2, at Fremad nu har 1294 godkendte erklæringer, og det ser han som en god start.

- Det er vi sådan set meget glade for. Det viser, at det kan lade sig gøre, og så er det bare om at klø på og være tålmodige, siger han.

Partiet fremad er oppe på 1294 godkendte vælgererklæringer.

Lang vej igen

Partiet Fremad blev lanceret den 7. november og fik på dagen og i dagene efter stor medieopmærksomhed.

Der fortsat langt til de påkrævede 20.182 erklæringer, men Simon Emil Ammitzbøll-Bille er ikke skuffet over de 1294 partiet har fået i de ni dage, der er gået, siden der blev åbnet for underskrifter.

- Det er meget som forventet. Vi har hele tiden sagt, at det tager et år til halvandet, og hvis man kan nå seks procent på ni dage, er det meget godt gået, lyder det fra partiformanden.

Lyn-analyse

Det er en kæmpe opgave, de står over for, og det bliver svært. Indsamlingen af vælgererklæringer er kun det første og måske det nemmeste skridt. Fremad skal kæmpe enormt hårdt for at få noget som helst taletid i medierne frem mod valget, og de skal kæmpe med uhørt mange borgerlige partier. Og så bliver en af udfordringerne for især Ammitzbøll-Bille jo at få overbevist vælgerne om, at projektet er troværdigt, når han nu har været i så mange forskellige partier.

Udfordring at få erklæringer godkendt

Social- og Indenrigsministeriet opdaterer en gang om måneden sin liste over, hvor mange godkendte vælgererklæringer partierne har.

Den seneste opgørelse er fra begyndelsen af november, og Fremad er derfor ikke med på listen endnu.

Men med næsten 1300 godkendte vælgererklæringer er partiet foran Feministisk Initiativ og Nationalpartiet, men efter Veganerpartiet, Kristendemokraterne og Fiskerlussing.

En vælgererklæring er gyldig i 18 måneder, efter den er underskrevet, og opgaven med at samle de påkrævede 20.182 godkendelser er ikke let. Det skyldes blandt andet, at godkendelsesproceduren foregår i flere step.

Først skal borgeren skrive under på partiets hjemmeside. Men vælgererklæringen tæller først, når borgeren efter en såkaldt eftertænksomhedsperiode på syv dage har bekræftet sin erklæring med NemID.

Det sidste har 1300 personer nu gjort, men udfordringen for ikke-opstillingsberettigede partier er, at det langt fra er alle, der får fulgt op og bekræftet med NemID.

Godkendelse er afgørende

Simon Emil Ammitzbøll-Bille forklarer, at der ofte er en forholdsvis stor spildprocent ved den slags indsamlinger og nævner, at Nye Borgerlige eksempelvis måtte indsamle omkring 40.000 vælgererklæringer, før de nødvendige 20.000 også havde godkendt med NemID.

- Vores erfaring er, at mange siger ja, når man spørger dem, men det er meget afgørende, at folk også bekræfter, når de har givet deres underskrift, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Han siger, at Fremad har indsamlet næsten tre gange så mange vælgererklæringer, som partiet har fået godkendt.

Paludan og Riskær omgik reglerne

Forud for folketingsvalget kom det frem, at både Stram Kurs og partiet Klaus Riskær Pedersen omgik eftertænksomhedsperioden på syv dage og fik vælgerne til at give den endelige godkendelse med det samme.

Det kan have været med til, at de hurtigere nåede op på de påkrævede godkendte vælgererklæringer, men Simon Emil Ammitzbøll-Bille stod som indenrigsminister for Liberal Alliance i foråret i spidsen for en ny aftale, der skal forhindre den slags finter i fremtiden.

Løsningen er, at partier fremover skal bruge en ny, fælles offentlig portal på internettet, så det modsat i dag ikke er dem selv, der skal sende links til den endelige underskrivelse med NemID. Portalen er imidlertid ikke klar endnu, men Fremad har ikke tænkt sig at omgå reglerne, forklarer Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

- Der er kun ene vej, og det er flid. Der er ingen af os, der er arbejdssky, så det skal nok, siger han.

Den tidligere minister for Liberal Alliance er Fremads eneste medlem af Folketinget. Hvis han skal have selskab af flere partifæller, skal Fremad efter at have indsamlet vælgererklæringer have opbakning fra minimum to procent af vælgerne ved næste folketingsvalg.