Politik

Følg Venstres ordinære landsmøde

Hvad skete der? Venstre holder denne weekend ordinært landsmøde i Herning Kongrescenter. På førstedagen holdt den  nye formand Jakob Ellemann-Jensen, og Lars Løkke Rasmussen tog afsked som formand med Venstres medlemmer.

Jensen: Venstre skal stå i spidsen for borgerligt, liberalt Danmark

- Venstre skal samarbejde med alle partier, men ikke være i regering med alle. Men vi skal finde det liberale svar på en verden i balance, klimamæssigt og naturmæssigt.

- Jeg er helt enig i formandens tale angående udlændinge. Det synes jeg bare, at man skal holde sig til. For evigt. Måske for evigt, siger Kristian Jensen på Venstres landsmøde.

Kristian Jensen afviser tidlig pension

Kristian Jensen har indtaget talerstolen.

- Det er ikke en farveltale, for det der med tidlig pension, er jo kun hvis man føler sig nedslidt, siger Kristian Jensen (V).

- Så jeg har ikke tænkt mig at holde nogen farvel tale, men jeg er jo politiker, så når man får ordet, så giver man det ikke bare fra sig igen.

- Jeg vil altid være taknemmelig for alle de Venstrefolk, som har hjulpet mig. Alle de venstrefolk, som jeg har mødt over kaffekopper og ostemadder.

- Ingen får succes alene. Man får kun succes, hvis man løfter i fællesskab, siger Kristian Jensen.

Ellemann roser Jensen

Om lidt tager tidligere næstformand Kristian Jensen officielt afsked med Venstres medlemmer. Inden da siger nuværende V-formand Jakob Ellemann-Jensen nogle rosende ord om ham:

- Jeg tror ikke, at der er mange, som har haft en så central rolle som du har. Jeg tror ikke, at der mange, som har knoklet så hårdt, som du har.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at du havde håbet, at historien havde taget en anden drejning. Det er der mange, som har forståelse for.

Han tilføjer:

- Det er bestemt ikke slut med Kristian Jensen.

Støjberg: - Vi skal have et Danmark i balance

Den nye næstformand lægger ikke skjul på, at hun kommer fra en del af Danmark, hvor "mobilmaster ikke helt rækker så langt", at der er dækning på mobiltelefonen. 

-  I ved jo, at jeg kommer fra det Midt- og Vestjyske Hjerk. Ikke selve Hjerk City, men lidt uden for Hjerk City. Næmere Vester Hjerk.

Og når man bor i provinsen, skal der ikke være for langt til den nærmeste skole, politiet skal komme, når man kalder, og alle skal kunne få lægebehandling tæt på, hvor de bor, lyder det fra Støjberg.

Inger Støjberg går på talerstolen

Nu er det blevet den nye næstformands tur til at indtage talerstolen. 

- Tak for tilliden til, at jeg er næstformand for vores parti. For det er nemlig vores parti. Et parti fyldt med engagerede mennesker, der alle bidrager på alle mulige måder. Og det viser sig netop i alle mulige afskygninger. I vælgerforeningerne, kommunalbestyrelsene, regionsråd, folketinget, Europa-Parlamentet. Men også når man sidder og snakker med kollegaerne fra sit arbejde eller sportshallens kantine efter man har trænet badminton til hvem, man jo for længst har erklæret, at man er inkarneret Venstre-mand, lægger den nye næstformand ud.

Ny næstformand tager ordet, og den gamle takker af

Næstformand Inger Støjberg og tidl. næstformand Kristian Jensen ved Venstres landsmøde.

Efter Venstre nye formand, Jakob Ellemann-Jensens, første åbningstale nogensinde, og en afskedstale fra den afsatte formand, Lars Løkke, er det nu blevet næstformændenes tur.

Cirka klokken 14.45 holder den nyvalgte næstformand, Inger Støjberg, tale ved landsmødet. Hun har allerede fyldt lidt i forbindelse med Ellemanns tale. Støjberg har været en i fokus op til landsmødet, da hun med et indlæg i B.T. var med til at skabe tvivl om Venstres linje på udlændingeområdet. Men den nye formand afviste både under og efter sin åbningstale, at der var intern uenighed på den front.

Efter den nye næstformandstale tager partiet afsked med den afsatte næstformand, Kristian Jensen.

Løkke vedkender sig Ellemanns kurs

- Jeg både håber og tror, at jeres planer vil befæste Venstres position som det store folkeligt forankrede parti.

- Der tager danskernes parti med indblik og udsyn. Frihed og fællesskab. Social indignation, men også med mod til at stille krav til mennesker om at påtage sig et personligt ansvar. Et ægte engagement i det europæiske samarbejde, men respekt for landenes egenart. Gåpåmod i klimakampen, men forståelse af, at vi skal sikre ordentlig konkurrence. Stram udlændinge politik, men respekt for internationale spilleregler og åbent samspil med resten af verden. Og med en håndrækning til dem, der har brug for hjælp, men forståelse for, at det altid skal betale sig at arbejde. 

- Det er Venstre. Det er den balance, vi er på jagt efter. Tak for ordet, slutter Løkke.

Løkke: - Fri os fra yderfløjenes ultimative synspunkter og krav

- Nu er, hvad jeg mener, fuldstændig ligegyldigt. Vigtigst er, at mange danskere mente og mener det samme. Fri os fra yderfløjenes ultimative synspunkter og krav, som alt for tit forhindrer den meget brede midte i at samles om løsninger, der for alvor bærer Danmark fremad. Sådan tænker jeg, og sådan tænkte mange. I hvert fald mange nok til ti ekstra mandater, siger Lars Løkke.

- Dem har vi brug for nu, hvor den nye formand skal sætte sin kurs. Og det synes jeg, han gjorde så flot i talen i formiddags. Jeg føler mig helt tryk ved det, og det vil jeg gerne ønske dig Jakob alt muligt held og lykke med.

Løkke: - Venstre bagland er mere end medlemmerne

- Nogle er nødt til at forstå, at vores bagland i dag er andet og mere end bare medlemmerne, hvor vigtige vi end er allesammen. For der er nogle, der er vigtigere end os. Danskerne. Så jeg vil gerne sige tak til dem, danskerne, siger Lars Løkke. 

- Når det er sagt, vil jeg gerne sende en særlig opfordring til dem, der meldte sig ud dagene efter den 31. august. Se nu at få meldt jer ind igen.

 

Færre medlemmer, men flere stemmer

- Tak for alt til de fleste. Tak til alle for det meste. Vi kender hinanden godt og har gjort det længe. Vi kender hinandens styrker og svagheder. Og der er ikke nogen grund til at rippe op i nogen af delene. 

- Tak for solskinsdage og regnvejrsdage. Solskinsdagene, som langt har været i overtal, siden jeg for 38 år siden meldte mig ind i VU og Venstre. Dengang var vi godt nok nogen flere. Vi var mere end 90.000 medlemmer. Men der var betydeligt færre, der stemte på os, lyder det fra Løkke. 

 

Lars Løkke tager ordet: - Afskeden er med blandede følelser

- Jeg har set frem til i dag, men det har været med lidt blandende følelser. Men tak for den flotte film, og ikke mindst tak for de pæne ord fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, som jeg af hele mit hjerte håber bliver den næste, som indtager Statsministeriet. Jo før, jo bedre, siger forhenværende formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, til partiets landsmøde.

Ellemann joker med Løkkes rygelov

Det er en tydelig berørt Lars Løkke Rasmussen, der lytter til Jakob Ellemann-Jensens afskedstale. Men der var også plads til smil - særligt efter en joke om rygning:

- Jeg tror ikke, der er mange, der kunne slippe afsted med at lave rygelov og samtidig bryde den så mange gange, som du har gjort, sagde Ellemann.

Ellemann hylder afsat formand

- Kære Lars. Du har altid været min formand. Du var grunden til, at jeg stillede op i politik. Da jeg i 2011 blev valgt, faldt det sammen med at du afleverede nøglerne til Helle Thorning Schmidt. Du sagde til hende, at de er kun til låns. Og naturligvis fik du ret. Fire år senere vandt du nøglerne tilbage til Venstre igen, lød i den nye V-formands tale til Lars Løkke.

Afskedsvideo får tårerne frem

En afskedsvideo til Lars Løkke Rasmussen er netop blevet afspillet ved Venstres Landsmøde. Den blev efterfulgt af stående klapsalver og en Løkke, der var rørt til tårer.

Lars Løkke ankommer til landsmødet

Tidligere formand Lars Løkke Rasmussen ankommer til Venstres landsmøde i Herning Kongrescenter.

Om lidt tager Venstre officielt afsked med den afsatte formand Lars Løkke Rasmussen. Cirka 11.45 skal den tidligere statsminister på talestolen og holde en længere tale, men først skal han have et par ord med på vejen af den nye formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Morten Østergaard giver svar på tiltale

Jakob Ellemann-Jensen sendte i sin åbningstale en hilsen til Radikale Venstre og Morten Østergaard med en opfordring til, at partiet viser økonomisk ansvarlighed, når den nye finanslov skal vedtages. 

Kort efter talen kom der prompte et svar fra Morten Østergaard i en video på Facebook:

 

Kommentator: - Nissen er flyttet med, når det handler om udlændinge

Selvom Jakob Ellemann-Jensen ifølge kommentator Noa Redington holdt en personlig tale om mange vigtige emner, er det alligevel et halvanden uge gammelt blogindlæg fra næstformand Inger Støjberg, der præger dagsorden:

- Nissen er vitterligt flyttet med, når det handler om udlændingepolitik, siger den politiske kommentator.

TV 2's politiske redaktør, Troels Mylenberg, vurderer, at Ellemann i sin tale forsøgte at finde en mellemvej.

- Så vil der være en masse, der vil udfordre det og spørge til, om de (internt, red.) siger det samme eller noget forskelligt. Og han (Ellemann, red.) vil stå fast på, at det er nuancer, og det de skal være et bredt parti med plads til begge holdninger.

- Men det er klart, at han skabte noget usikkerhed om, hvad linjen egentlig er.

Venstres formand afviser interne uenigheder om udlændingepolitikken

Efter åbningstalen blev Jakob Ellemann-Jensen spurgt ind til de modstridende udmeldinger på Mandag Morgens måling, der viser, at 28 procent af danskerne vil have muslimske indvandrer ud af landet.

Formanden er meget chokeret over, at så mange danskere er af den holdning:

- Jeg synes, det er udansk, uliberalt og noget, jeg ikke kan gå ind for. Det giver anledning til bekymring, for det kommer et sted fra, sagde Ellemann. 

Derefter blev han spurgt ind til, om han ville formulere sig anderledes end næstformand Inger Støjberg, der i BT begrundede målingen med, at folk nok var trætte af at høre "islam mig her og islam mig der", som hun selv var:

Jeg formulerede mig anderledes. Jeg har lige holdt en tale, lød det korte svar fra Ellemann.

Ellemann er i fuld gang med at samle blå blok

Venstres nye formand drikker kaffe på livet løs med partilederne fra blå blok, så de kan samles om en regering, hvis de får chancen:

- Jeg synes, at vi her fra Venstres landsmøde skal sende bred, glad hilsen til alle partier, der ønsker en borgerlig-liberal statsminister i Danmark, lød det, hvorefter han slog fast, at Venstre skal tilbage til de gamle dyder.

Kære venner. Revolutionen kommer – heller ikke – i dag. Venstre skal man vide, hvor man har.

Ellemann tager afstand fra ønske om at smide muslimer ud

Der skal være plads til alle religiøse mindretal i Danmark, lød det fra Ellemann med reference til sidste uges hærværk mod jødiske gravpladser i Danmark. 

- Og det giver anledning til en dyb bekymring, at der er nogen i Danmark, der tilsyneladende mener, at man skal udvise mennesker alene på grund af deres tro. Som udsendt soldat har jeg set, hvad etnisk og religiøs opdeling kan betyde. Sådan skal Danmark ikke være, sagde Ellemann efterfulgt af et stort bifald.

- Venstres politik er klar. Du har frihed til at tro på, hvad du vil. Du har ikke krav på, at samfundet indretter sig efter dig.