Dagens overblik: Nynazist anholdt for gravskænding

16x9
Politiet har anholdt to mænd i forbindelse med weekendens omfattende hærværk. Den ene er ledende nynazist. Foto: Bo Amstrup / Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Holland sætter farten ned for klimaets skyld, mand straffes for smugling af sjældne varaner og så er fodboldklubben Chelseas bødeliste blevet lækket.

Velkommen til dagens overblik.

Mand straffet for smugling af varaner

Den brogede varan lever kun i Australien. Landet har indført et forbud mod at eksportere deres vilde dyr til udlandet.
Den brogede varan lever kun i Australien. Landet har indført et forbud mod at eksportere deres vilde dyr til udlandet. Foto: FødevareKøbenhavn

En mand er blevet dømt til at betale en bøde på 130.000 kroner for at have forsøgt at indsmugle tre varaner fra Australien til Danmark, skriver Miljøstyrelsen.

Bøden er en af de største, der nogensinde er givet for overtrædelse af reglerne om handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter.

Krybdyrene blev sendt i en papkasse fra Australien og havde været undervejs i ti uger, da de blev opdaget på et postcenter. Dyrene blev kun opdaget, fordi kassen begyndte at lugte dårligt. Da postcenterets medarbejdere åbnede pakken, fandt de én død og to levende, udsultede varaner.

Den brogede varan lever kun i Australien. Landet har indført et forbud mod at eksportere deres vilde dyr til udlandet. De to overlevende varaners nye hjem bliver Københavns Zoo.

Ledende nynazist varetægtsfængslet for hærværk mod jødiske gravsten

Den varetægtsfængslede Jacob Vullum Andersen.
Den varetægtsfængslede Jacob Vullum Andersen. Foto: Privatfoto/TV 2

To mænd på 27 og 38 år er sigtet for groft hærværk mod 84 jødiske gravsten i Randers. De er begge varetægtsfængslet i fire uger.

De mange gravsten blev enten væltet eller overhældt med grøn maling, og der er fundet spor på de anholdte mænds tøj.

Ved grundlovsforhøret onsdag kom det frem, at den 38-årige er Jacob Vullum Andersen. Han er et ledende medlem af den nynazistiske gruppe Den Nordiske Modstandsbevægelse, der kalder sig for en 'en revolutionær nationalsocialistisk kamporganisation'.

For blot to dage siden sagde Jacob Vullum Andersen, at han ikke havde noget med sagen at gøre, men at han støttede hærværket.

De to mænd er også sigtet efter racismeparagraffen.

To - andre - anholdt i sag om hærværk mod klit

Den ødelagte fredede klit ved Skagen Sønderstrand.
Den ødelagte fredede klit ved Skagen Sønderstrand. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Vi bliver ved historierne om hærværk, men vender blikket mod Skagen.

Her har Nordjyllands Politi anholdt og sigtet to mænd for groft hærværk mod en fredet klit i Skagen.

Klitten ved Skagen Sønderstrand blev natten til 26. oktober ramt af hærværk, hvor en eller flere personer med en gummiged fjernede toppen af et stort klitområde og skubbede sandet ned på stranden.

Stedet er et af de store udflugtsmål i Skagen, og området omkring Vippefyret er fredet.

Derfor vakte hærværket også stor forargelse blandt både lokale, Danmarks Naturfredningsforening og på Christiansborg.

Frederikshavn Kommune har varslet en erstatningssag mod gerningsmændene.

Holland sætter fartgrænsen ned af hensyn til klimaet - og EU

Begrænsningen skal gælde i dagtimerne, mens det fra 19 aften til 06 morgen stadig vil være tilladt at køre 120 eller 130 km/timen som i dag.
Begrænsningen skal gælde i dagtimerne, mens det fra 19 aften til 06 morgen stadig vil være tilladt at køre 120 eller 130 km/timen som i dag. Foto: Scanpix Denmark

Holland indfører nu en fartgrænse på motorveje i dagtimerne på 100 km/timen for at begrænse landets kvælstofudledning.

Det tætbefolkede land har i en årrække overtrådt EU's grænser for udledning af ammoniak og lattergas, og det har fået domstolen til midlertidigt at udsætte 18.000 planlagte bygge- og anlægsprojekter for at få udledningen ned.

Afgørelsen har frustreret Hollands premierminister, der med fartgrænsen har tænkt kreativt for, at industrien kan fortsætte sit byggeri: Når der klimakompenseres på vejene, kan udledningen fortsætte på byggepladsen:

- Det er nødvendigt at sikre, at Holland ikke bliver lukket ned, og at sikre, at vi ikke mister arbejdspladser uden grund, siger Mark Rutte.

Kommer du for sent, vanker der

Frank Lampard har opsat nogle strikse regler for Chelsea-spillerne.
Frank Lampard har opsat nogle strikse regler for Chelsea-spillerne. Foto: Ritzau Scanpix

En liste over fodboldklubben Chelseas interne bødeliste er blevet lækket til de britiske medier. Og det er en liste, der indikerer at manager Frank Lampard vil have hård disciplin i Chelsea.

Eksempelvis skal en spiller betale 20.000 pund – omkring 174.000 danske kroner – hvis han kommer for sent til starten af en træning.

Skulle en af Lampards stjerner komme for sent til holdmøderne, skal de betale 500 pund – 4300 kroner – for hvert minut de kommer for sent. Og hvis deres telefon ringer under et af disse møder eller under et måltid, skal de betale 1000 pund – 8700 danske kroner.

Mon ikke at bøder i den størrelsesorden kunne få de fleste til at møde til tiden?

***

Det var fem af dagens mest interessante historier, men overblikket er ikke fuldendt, før jeg har nævnt at den 83-årige franske cykellegende Raymond Poulidor gik bort natten til onsdag. Har du et ekstra minut, kan du overveje at læse nekrologen om den evige toer, der aldrig vandt Tour de France, men til gengæld vandt folkets kærlighed.