Politik

Tidligere LA-profiler opretter nyt parti

Hvad sker der? De tidligere LA-profiler Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund har stiftet det nye borgerlige parti Fremad.

Det skal du holde øje med: Hvad er partiets politik, og hvordan bliver partiet modtaget af politikerne og danskerne? Følg med her:

Følg med på News og på tv2.dk

Livedækningen af Simon Emil Ammtitzbøll-Bille og Christina Egelunds nye parti 'Fremad' slutter her. Følg med i udviklingen på TV 2 NEWS og på tv2.dk.

Analytiker: Liberal Alliance burde frygte nyt borgerligt parti

Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh frygter ikke konkurrencen fra det nye parti Fremad. Men det burde han faktisk gøre, lyder det fra TV 2s politiske analytiker Hans Redder:

- Hvis jeg var Liberal Alliance, så ville jeg se på det her parti med en hvis frygt og skepsis. Liberal Alliance fik et rigtigt dårligt folketingsvalg og var få procentpoint fra at ryge under spærregrænsen. Hvis det nye parti bliver opstillet og bare hiver få tusind vælgere, der ellers ville have stemt på Liberal Alliance, over til sig, så kan det risikere at føre til, at Liberal Alliance ryger under spærregrænsen ved næste valg.

Vanopslagh er ikke nervøs for borgerlig konkurrence

Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, er ikke nervøs for, at konkurrencen fra et nyt borgerligt parti kommer til at betyde, at hans parti kommer til at lande under spærregrænsen ved næste valg. Det siger han i et interview med TV 2.

- Jeg har en ret stor tillid til, at som tiden går, får vi overbevist flere danskere om, at der er brug for liberale reformer i et land, der er gennemsyret af socialdemokratisme. Jeg fokuserer på fremadrettet at skabe fremgang for Liberal Alliance, siger han.

Lokal LA-formand har kendt til partiplaner i 14 dage

Partiet Fremad kommer ikke som en overraskelse for Carsten Grønning, lokalformand i Liberal Alliance Bornholm. Han har kendt til partiplanerne i 14 dage.

- Det er en ærgerlig sag, fordi Simon Emil er en dygtig politiker. Jeg ville gerne have set ham blive i LA, men sådan kunne det ikke være, siger Carsten Grønning til TV 2 Bornholm.

Vanopslagh ser Fremad som en mulig samarbejdspartner

Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, ser ikke partiet Fremad som en konkurrent. 

- Snarere en mulig samarbejdspartner på de områder, hvor vi kan blive enige, for eksempel på personlig frihed og retssikkerhed, siger Alex Vanopslagh til Berlingske. 

Klokken 10.00 bliver Alex Vanopslagh interviewet om partiet Fremad på TV 2 NEWS.

Abildgaard: Dette kan vi samarbejde om

De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, vågnede ikke op med armene over hovedet og tænkte, at der er brug for et sjette borgerligt parti. Hun mener dog, at de konservative og Fremad især kan finde fælles fodslag, når det gælder skattepolitikken og den grønne dagsorden.

- Vi er et grønt parti, som kæmper for en omstilling af hensyn til næste generation. Det virker det også, som om det her parti vil. Vi søger samarbejdet, hvor det er muligt.

Elbæk: Der er brug for liberale ambitioner

Uffe Elbæk, politisk leder af Alternativet, ønsker Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund tillykke med stiftelsen af partiet Fremad. Elbæk mener samtidig, at det er muligt, at de to lykkes med deres projekt. 

- For der er brug for både (rigtige) europæiske som (rigtige) liberale ambitioner i den borgerlige blok, skriver Uffe Elbæk på Twitter. 

Som Simon Emil Ammitzbøll-Bille har også Uffe Elbæk været medlem af Radikale Venstre. I september 2013 forlod han partiet for i november samme år at stifte Alternativet. 

 

Østergaard: Analysen er rigtig - kursen må lægges om

De Radikales leder, Morten Østergaard, glæder sig over, at med det nye partis komme tilsyneladende er 'en faneflugt fra den nationalkonservative svøbe'.

 

Mylenberg: Vejen er lang og stenet for partiet Fremad

Lyn-analyse

Simon Emil Ammitzbøll-Billes troværdighed er afgørende for partiets succes.

Succeskriteriet er ikke at få mange mandater eller stor politisk indflydelse, men alene at blive valgt ved næste folketingsvalg.

Det kan også blive svært nok.

For udover at kæmpe kampen for de over 20.000 vælgererklæringer skal Ammitzbøll-Bille også gøre sig gældende på Christiansborg som det nu sjette parti i den hårdt pressede borgerlige oppositionsblok, hvor ingen har brug for ham og Fremad.

Ingen skal dømmes ude på forhånd, men vejen er lang og stenet. Selv for den mest trænede partihopper dansk politik endnu har set. 

 

Skaarup: Det er aldrig nemt at starte et nyt parti

Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup ønsker også Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund held og lykke med deres nye parti-projekt.

 

Kristian Jensen kalder partiet Fremad for overflødigt

Tidligere finansminister og næstformand i Venstre Kristian Jensen kalder partiet Fremad for overflødigt. 

- Der er rigeligt med borgerlige partier, skriver Kristian Jensen på Twitter.  

Kristian Jensen ser hellere, at de borgerlige partier samles om Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

 

Kristian Thulesen Dahl: Mette Frederiksen må godte sig i dag

- Der er ingen tvivl om, at Mette Frederiksen godter sig i dag, siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, med henvisning til, at det med et nyt parti vil blive endnu sværere at få et borgerligt flertal ved næste valg.

- Det vi så ved seneste valg var et utroligt stort stemmespild i den borgerlige lejr. Og med et nyt parti på banen, er der jo ikke noget som helst, der tyder på, at det umiddelbart bliver nemmere ved næste valg.

Afstemning: Er der brug for et nyt parti i Danmark?

Flere politikerkolleger på Christiansborg byder det nye parti velkommen. Politisk kommentator Helle Ib mener dog, at partiet kan give blå blok problemer i form af stemmespild ved næste valg.

 

Politisk redaktør: Succes afhænger af troværdighed

- Det hele afhænger af Simon Emil Ammitzbøll-Billes troværdighed, siger TV 2s politiske redaktør Troels Mylenberg.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille mener selv, at hans troværdighed er intakt, på trods af, at det er tredje gang, han skifter parti. Tidligere har han været medlem af Det Radikale Venstre, Borgerligt Centrum og Liberal Alliance. Til Ritzau siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille dog, at han håber, at dette vil blive hans sidste politiske projekt.

 

Enhedslisten-profil: Vi har brug for flere blå partier

Enhedslistens Christian Juhl byder partiet Fremad velkommen. 

- Vi har for alvor brug for flere borgerlige partier - jo flere des bedre, skriver han på Twitter. 

I Børsen siger avisens politiske kommentator Helle Ib, at der er en risiko for, at partiet fører til stemmespild i blå blok.

 

Politisk kommentator: Nyt parti gør det svært for Ellemann

Det bliver sværere for Jakob Ellemann-Jensen at erobre statsministerposten efter oprettelsen af det nye borgerlige parti Fremad. Det vurderer Børsens politiske kommentator, Helle Ib.

- Der kommer til at være risiko for endnu mere stemmespild i blå blok, når endnu et parti skal forsøge at komme over spærregrænsen ved næste valg

- Selvom vi har at gøre med to meget engagerede politikere, har jeg meget svært ved at se, at der skal være plads til endnu et parti, siger hun.

Politisk analytiker: Velkommen til blå stue

Den politiske analytiker Noa Redington mener, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund med partiet Fremad gør blå blok til en blå stue. Reddington er tidligere spindoktor for tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). 

 

Ammitzbøll-Bille er i gang med sit fjerde parti

Simon Emil Ammitzbøll-Bille mener ikke, at det svækker hans troværdighed, at han nu er med i sit fjerde parti.

- Jeg ved godt, at den normale partipolitiske logik er, at man skal blive siddende i et parti, lige meget om man er enig eller uenig. Men jeg har valgt Churchill-linjen, der hedder, at det er bedre at skifte parti end at skifte politik, siger den tidligere minister til Ritzau. 

Simon Emil Ammitzbøll-Bille har tidligere været medlem af Radikale Venstre, Borgerligt Centrum og Liberal Alliance.

Partistiftere til TV 2: Der skal være mere fairness i dansk udlændingepolitik

Partistifterne siger i deres første interview med TV 2, at de vil føre en fast, men fair udlændingepolitik. Desuden vil de være mere engagerede i EU-politikken og afskaffe retsforbeholdene nu.

Hans Redder: En stor opgave at stifte et nyt parti

Ifølge TV 2s politiske analytiker Hans Redder står Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund over for en enorm opgave som stiftere af et nyt parti.

- Helt konkret skal de ud at samle mere end 20.000 underskrifter for at blive opstillingsberettigede. Men partiet har jo den fordel, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille sidder i Folketinget i dag og dermed har han også en platform og penge tilknyttet den post.