Eksperimentet med vores børn

Børn og pædagoger deltog i tv-eksperiment – sådan går det dem i dag

Ekstra pædagoger i Børnehuset Unoden gav i to uger bedre trivsel hos både børn og voksne. Men nu er det blevet hverdag igen.

I to uger havde fire-årige Lykke en hverdag, der var anderledes end for mange andre børnehavebørn i Danmark.

Antallet af voksne i Børnehuset Unoden, hvor Lykke går, var fordoblet som en del af TV 2-dokumentaren ’Eksperimentet med vores børn.’ Og det smittede af på Lykke.

Den normalt stille pige blomstrede op og mærkede en opmærksomhed, hun ikke var vant til at få.

Fire-årige Lykke er meget selvhjulpen og gør ikke meget opmærksom på sig selv. Derfor er hun et af de børn, der let bliver overset i hverdagen, hvor der kun er tre voksne til 35 børn i Børnehuset Unoden i Viborg.

Men her et halvt år efter programmet blev optaget, og eksperimentet sluttede, er alt tilbage ved det gamle, fortæller Lykkes mor.

- Lige pt går jeg og er en smule bekymret for min datter, siger Betina Bredgaard.

Mor til fire-årige Lykke: Slemt at se

Eksperimentet bestod i at måle børnenes trivsel i to uger under den normale normering - det vil sige tre voksne til 35 børn. Herefter blev der sat yderligere tre voksne på arbejde, så der var en voksen per seks børn.

Under den normale normering blev Lykke ikke set, viser klip fra programmet.

Med tre voksne til 35 børn måtte pædagogerne tilgodese fællesskabet frem for det enkelte barn. Og de måtte prioritere at løse konflikter ved frokostbordet frem for at lytte til Lykke, der fortalte om en elefant, der havde en farfar, der var død...

Og så nåede hun ikke at fortælle mere.

Det er slemt at se ens barn sidde og kæmpe for at komme i kontakt med de voksne for så at give op og trække sig

Betina Bredgaard, mor til fire-årige Lykke

Optagelserne så Lykkes mor, Betina Bredgaard, med tårer i øjnene og en klump i halsen. Hun havde ikke troet, at det var så slemt. Daginstitutionen er vurderet som en af de bedste i Viborg.

- Men det er slemt at se ens barn sidde og kæmpe for at komme i kontakt med de voksne for så at give op og trække sig, fordi der ikke er plads til hende lige nu, siger Betina Bredgaard.

I programmet ser man Lykke prøve at komme i kontakt med en af de voksne, der ikke hører hende, fordi han har travlt med at få situationen ved frokostbordet til at fungere.

Hun bebrejder ikke pædagogerne, men normeringen, understreger hun.

Ved at se billeder fra datterens hverdag blev det nemlig klart for hende, at pædagogerne hverken mangler empati eller kompetencer, blot flere hænder.

Den ændrede bemanding, som børnehaven fik lov at opleve i to uger, havde stor effekt på de fleste børn.

Især på Lykke, hvis stressniveau faldt med 33 procent.

Om stressmålingen

Målingerne er foretaget på de samme børn over fem minutter i alt 12 gange. Seks gange under normal normering, seks gange under øget normering.

De er foretaget under de samme situationer, hvor børnene er stillesiddende og spiser formiddagsmad, middagsmad og eftermiddagsmad.

Målingerne er foretaget med et apparatur særligt designet til at måle hjerterytmevariabilitet.

Bo Netterstrøm har analyseret resultaterne, udregnet gennemsnit og vurderet statistisk signifikans.

Disse er sammenlignet med et større videnskabeligt studie fra Sverige, hvor forskere har målt stresshormonet kortisol i urin hos børn.

Det viste en måling, som blev lavet af en af landets førende eksperter i stress, Bo Netterstrøm, der er seniorforsker, Dr. med.

Lykke fik også hjælp til at få en leg i gang, og hun blev taget bedre imod, når hun blev afleveret, og det havde positiv indvirkning på hendes humør i perioden.

Men nu er alt tilbage ved det gamle, siger Betina Bredgaard.

Lykke er ofte lidt betuttet, når hun skal afleveres og rigtigt glad for at blive hentet, fortæller hun.

I de to sidste weekender fik hun tilbud om legeaftaler, men ville hellere være hjemme hos sin mor.

Vi har ikke muligheden for altid at se det enkelte barn. Vi er nødt til at tilgodese det store fællesskab

Pernille Dam Marcussen, leder i Børnehuset Unoden

Og i sidste uge kom hun hjem og fortalte om en dårlig dag, hvor der ikke var en voksen til at hjælpe hende med at åbne en svær dør.

Derhjemme bliver hun nemt sur og smider med sit tøj, og hendes mor er bange for, om hun er stresset.

- Jeg tænker på, hvor mange ting hun går med, som hun ikke får fortalt. Og jeg synes godt nok, at det er en ung alder at føle, at hun skal klare sine situationer selv, siger Betina Bredgaard.

Leder: Vi ser ikke den enkelte nok hver dag

Lederen i Lykkes børnehave, Pernille Dam Marcussen, er enig i, at Børnehuset Unoden er tilbage ved status quo.

- I princippet er hverdagen den samme som før eksperimentet, siger hun.

Ifølge leder i Børnehuset Unoden, Pernille Dam Marcussen, har institutioen skruet på alt, hvad de kan, for at optimere børnenes hverdag. Nu kan hun ikke gøre mere uden en bedre normering, siger hun.

Institutionen er vant til at diskutere pædagogik og regulere hverdagen til børnenes bedste, siger lederen. De prøver så vidt muligt at se det enkelte barn, men efter eksperimentet står det "lysende klart," at de ikke lykkes med netop dette.

- Vi er nødt til at tilgodese det store fællesskab. Det går ud over de dygtige børn som Lykke, der er selvhjulpne og gode til at klare sig selv, siger Pernille Dam Marcussen.

For selvom Lykke klarer sig godt selv, har hun brug for at blive set. Det understreger Grethe Kragh-Müller, der er specialist i børnepsykiatri og lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, i programmet.

- Vi danner vores selvværd i den måde, andre reflekterer tilbage til os på, og hvis man hele tiden oplever, at det, man kommer med, ikke er noget værd, kommer man til at betragte sig selv som en, der ikke har betydning, siger hun.

Leder: Bedre normering er svaret

Pernille Dam Marcussen ser det som børnehavens vigtigste opgave at sende børnene videre ud i livet med en god grundkerne af selvværd. Og hun mener ikke, at den opgave kan løftes med den nuværende normering.

- Jeg ved godt, at alle problemer i dagtilbud ikke kan løses ved at sætte ekstra voksne ind. Men i mit hus er det et spørgsmål om, at der ikke er folk nok, siger Pernille Dam Marcussen, der både før og efter eksperimentet har forsøgt at omstrukturere sig ud af problemerne.

Vi kommer ikke uden om, at fundamentet for en god kvalitet i dagstilbudene har noget med normering at gøre

Pernille Dam Marcussen, leder i Børnehuset Unoden

Og nu har hun svært ved at se, hvad hun mere kan gøre med samme bemanding.

- Uanset hvordan man vender og drejer det, kommer vi ikke uden om, at fundamentet for en god kvalitet i dagstilbudene har noget med normering at gøre. Det kan ikke nytte noget alene, at vi gør folk dygtigere, hvis der ikke er folk nok. Et menneske kan kun være ét sted ad gangen. Det er simpelthen ikke raketvidenskab, siger hun.

Se begge afsnit af 'Eksperimentet med vores børn' på TV 2 PLAY.