Dagens overblik: Aula har erstattet SkoleIntra

16x9
Det nye intranet Aula, der skal bruges på diverse folkeskoler i hele landet, har mandag set dagens lys. Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

46-årig mand har fået fængselstraf for at true en statsminister, landets folkeskoler har fået Aula, og fodboldspillere har fået en nedslående nyhed.

Vi lægger ud med en ganske kort Brexit-opdatering på dagen, som for nogle er den første tilbage fra efterårsferien.

Premierminister Boris Johnsons aftale skulle nemlig have været til afstemning i det britiske parlamentet i dag, men det blev her til aften udsat. Igen.

Velkommen til dagens overblik.

Folkeskolerne indvier Aula

Fire års tilløb og en række udsættelser skulle der til, før den nye, digitale kommunikationsplatform Aula i dag fik luft under vingerne.

Det nye intranet Aula, der skal bruges på diverse folkeskoler i hele landet.
Det nye intranet Aula, der skal bruges på diverse folkeskoler i hele landet. Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Platformen tager - for den nette sum af 400 millioner kroner - prisen som kommunernes hidtil største it-projekt og afløser det udskældte SkoleIntra.

Men selvom projektlederen, Jakob Volmer, mener, at elever og forældre skal glæde sig til at dykke ned i det nye virtuelle univers, er tilbagemeldingerne fra forældrene ikke just positive.

På en af 24 skoler, som har haft æren af at teste Aula frem mod den store premieredag, fortæller flere forældre, at de faktisk foretrækker det nu pensionerede SkoleIntra. I artiklen her kan du læse, hvordan de to platforme adskiller sig fra hinanden.

Dødstrussel mod statsminister

- Så har jeg besluttet mig for at skyde Statsministeren i knoppen.

Forhenværende Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Forhenværende Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Sådan lød det i en mail sendt til Patienterstatningen. Afsenderen var en 46-årig mand fra Kjellerup, som var vred over, at han ikke kunne få erstatning.

I dag vurderede Retten i Viborg, at den "grove trussel" rettet mod tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal koste 40 dages ubetinget fængsel.

Fodboldspillere har større risiko for demens

Fodboldspillere har større risiko for at få hovedskader end andre.
Fodboldspillere har større risiko for at få hovedskader end andre. Foto: Henning Bagger / Scanpix

Du har tre en halv gang større risiko for at dø af demens, hvis du spiller fodbold.

Sådan lyder konklusionen i et nyt studie af specialister fra Glasgow University, som har undersøgt 7676 tidligere fodboldspilleres død og holdt dem op mod 23.000 fra den almindelige befolkning.

Men studiet bringer ikke lutter negative nyheder til de fodboldglade. Specialisterne er også nået frem til, at fodbold øger den generelle levealder.

Prins Harry sætter ord på rygter

Hertuginde Meghans forhold til de britiske medier er ikke den eneste royale relation, der er anstrengt for tiden.

Rygterne om prins Harry og hans storebror, prins William, har det seneste år svirret i de britiske tabloidaviser.
Rygterne om prins Harry og hans storebror, prins William, har det seneste år svirret i de britiske tabloidaviser. Foto: Tolga Akmen / Ritzau Scanpix

I dokumentaren 'Harry og Meghan – vores afrikanske rejse', som havde premiere på TV 2 Play søndag, fortæller prins Harry, at han og storebroderen, prins William, ikke ser meget til hinanden i øjeblikket, og at de følger hver deres vej.

​For som han siger: Brødre har både gode og dårlige dage.

Klimaforandringer presser boligvurderinger

Huset her ved Roskilde Fjord er truet af vandstanden.
Huset her ved Roskilde Fjord er truet af vandstanden. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Frygt for, at havudsigten ender i kælderen, vil presse værdien på huse langs kysterne ned.

Sådan lyder det fra seniorprojektleder Søren Gram, der i Teknologirådet arbejder med klima- og samfundsudfordringer, efter en familie fra Kalundborg har fået deres grund- og ejendomsværdi sat ned med intet mindre end 35 procent.

Ved stormfloder presses vandet fra Kalundborg Fjord nemlig op og oversvømmer familiens hus og have. Et naturfænomen, der nu har betydet, at ejendommen er vurderet til 2,4 millioner kroner fra mod de 3,7 millioner, der før har været vurderet til.

***