Operation X

Fyns politi: Derfor er vi endnu ikke gået ind i sag om millionsvindel fra Operation X

Operation X afslørede mandag aften svindel for 3,2 millioner, men sagen ligger stille hos politiet.

Mandag kunne Operation X fortælle, hvordan en mand ved navn Dion Brockdorff har brugt sit private NemID til at overføre i alt 3,2 millioner kroner fra administrationsselskabet DKadministrations kunders konti.

En af dem, der har været udsat for svindel er Rasmus Dal. Han er formand for Andelsboligforeningen Rughøjen i Odense, og i november sidste år opdagede han, at der var forsvundet 734.000 kroner fra foreningens konto.

Han anmeldte straks Dion Brockdorff til Fyns Politi og har siden da kæmpet for at dem politiet til at efterforske sagen. Sagen er blevet anmeldt mindst syv gange til politiet, men på trods af det, fik Rasmus Dal samme besked hver gang han ringede til Fyns Politi: Der var ikke var sat gang i nogen egentlig efterforskning.

- Hvorfor er de ikke for længst begyndt at kigge på det?, spurgte Rasmus Dal i programmet ’Operation X: Frit spil til svindel.'

Det svarer Fyns Politi nu på:

- Vi har over en periode fået flere sager ind, end vi har kunnet håndtere, erkender politiinspektør, Johnny Schou.

- Der ligger nogle klare politiske signaler om, at vi skal prioritere de personfarlige sager først.

Hvor svært kan det egentlig være at kigge på sådan en sag?

- Jeg ved ikke hvor svær den enkelte sag er, men det er jo ikke et uløseligt problem for os. Men det er et af mange problemer, altså en af mange sager, og derfor er den nødt til at komme ind i den prioritering, der bliver foretaget, forklarerer Johnny Schou.

Formand ønsker øjeblikkelig handling

Der er dog håb for Rasmus Dal og de andre anmeldere i sagen. Johnny Schou forsikrer dem nemlig om, at sagen ikke er glemt.

- Hvis det her er, som det er blevet fremstillet her i aften, så skal vi selvfølgelig nok sørge for, at personen bliver stillet for en dommer, og bliver dømt i forhold til det, der er blevet begået, siger han.

Og den melding glæder Rasmus Dal, der indtil videre føler, at han er blevet holdt hen af politiet, når han har henvendt sig.

- Det er selvfølgelig rart at høre, politiet vil sørge for at få ham dømt. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, hvor lang tid der skal gå. Dion Brockdorff har jo mulighed for at lave en masse andet, indtil politiet gør noget, siger han.

- Jeg forventer, at politiet ringer til mig og fortæller, at de begynder at efterforske sagen.

Sådan foregik svindlen

Tre andelsboligforeninger og et ejendomsselskab hyrede ligesom mange andre et administrationsselskab til at stå for deres økonomi. Den opgave varetog selskabet DKadministration i flere år uden problemer - indtil Dion Brockdorff blev direktør i selskabet.

Med fuldmagt til foreningernes konti overførte Dion Brockdorff store beløb, som foreningerne ikke havde godkendt, til blandt andet DKadministrations egen konto. Samlet mistede foreningerne mere end 3,2 millioner kroner over en periode på otte måneder.

Dion Brockdorff fortæller i ’Operation X – Frit spil til svindel’, at han ikke kan afvise at have taget pengene, men at han ikke kan huske hvad der er sket. Han erkender dog, at overførslerne er foretaget med hans NemID.

Du kan se hele programmet på TV 2 Play her.