Nyheder

Danske klimaaktivister tager gerne ekstreme metoder i brug mod store virksomheder

Julie Stokholm Daugaard og Marco-Cem Ugur er klimaaktivister. De blokerer trafik og virksomheders hovedindgange for at komme ud med deres budskaber

- Vi siger nej, niks, nul til olie gas og kul. Vi siger nej, niks, nul til olie gas og kul.

Køen af lastbiler bliver stadig længere, mens flere dytter vedholdende af den gruppe aktivister, som har stillet sig op midt på vejbanen i krydset ved oliehavnen i Aarhus.

På en lang række med bannere imellem sig forhindrer de lastbiler og biler i at køre ud i krydset. Flere af de tilbageholdte bilister finder telefonen frem og ringer efter politiet.

Solen er så småt ved at stå op over havnen. Dagens klimaaktion er i gang.

De ekstreme aktivister

24-årige Julie Stokholm Daugaard har været klimaaktivist i omkring to år. Hun er aktiv i klimabevægelsen Extinction Rebellion og bruger tit civil ulydighed i et forsøg på at sætte en dagsorden.

Hun er en af de aktivister, som tidligere politimand Kristian Bech sætter fokus på i programmet 'Bech og De Ekstreme Aktivister'.

Allerede i folkeskolen begyndte hun at læse om klimaforandringerne, og undrede sig over, hvorfor det ikke var noget, de lærte om i skolen.

- Jeg følte, jeg stod meget alene med mine tanker, og så var jeg både forvirret og forundret. Der var ikke rigtig nogen, der talte om de her ting, og det var uforståeligt for mig, når jeg læste om de omfattende konsekvenser som manglende klimahandling ville medføre, fortæller Julie Stokholm Daugaard.

Kristian Bech er blandt andet rejst med Julie Stokholm Daugaard og aktivisten Marco-Cem Ugur i Tyskland, hvor de forsøger at besætte en kulmine. Men også i Danmark, hvor de forsøger at standse olietransporter og virksomheder, der forurener.

I gymnasietiden begyndte Marco-Cem Ugur at interessere sig for klimaet, og følte sig også i begyndelsen alene med sin tanker om verden. I dag er nu 22-årige Marco-Cem Ugur fuldtidsaktivist og blandt andet også aktiv i klimabevægelsen Extinction Rebellion. Han mener, der skal store grundlæggende samfundsforandringer til, hvis vi skal undgå enorm menneskelig lidelse og økologisk kollaps.

- Efter jeg har læst mange steder om, hvor skidt det står til, og hvor meget vi ødelægger vores natur, føler jeg ikke, jeg har noget valg. Jeg kan ikke bare stå passivt og se på, at vores klima bliver ødelagt. Vi må forsøge at råbe politikere og virksomheder op, så der sker noget, siger Marco-Cem Ugur.

Limede sig fast til forurenende virksomhed

Begge klimaaktivister bruger civil ulydighed for at komme ud med deres budskab om mere fokus på klimaet.

- Gennem historien har civil ulydighed vist sig som et særdeles effektiv våben til at skabe store resultater. Derfor sætter vi os selv i ubehagelige situationer, også selvom det kan betyde, at vi udsætter os selv for frihedsberøvelse eller vold. Men vi føler, vi er nødt til at gøre det her, for at ændre lovgivning og sætte fokus på, hvad der er acceptabelt i vores samfund, siger Marco-Cem Ugur.

Han var for nylig med til en aktion mod olievirksomheden Total, hvor de blokerede hovedindgangen ved firmaets kontor i Nordhavn i København med bannere og metalrør.

Enkelte demonstranter limede sig også fast til glaspartiet, og flere af aktivisterne havde løkker om halsen for at symbolisere, hvad de mente, virksomheden gjorde mod kloden. Marco-Cem Ugur er klar over at mange vil mene, det er en ekstrem metode at bruge.

- Når vi gør de her ting, er det jo ikke for at genere. Jeg kan også godt forstå, at medarbejderne bliver stressede og irriterede. Det kan godt være svært at nå ind til dem og forklare, at vi i sidste ende også gør det her for deres skyld. Men vi er nødt til at handle nu, da vi har så lidt tid igen, og nogle af de værste syndere er for mig at se dem, der udvinder sort energi som Total, siger Marco-Cem Ugur.

Frygten for langvarige skader under aktion

Det er ikke kun i Danmark, klimaaktivisterne forsøger at ændre verden.

I juni måned pakkede de to venner Marco-Cem Ugur og Julie Stokholm Daugaard rygsækken og rejste afsted mod en af Tysklands største brunkulsminer Garzweiler-minen, der ligger udenfor Düsseldorf. Her ville de sammen med flere tusinde andre aktivister fra hele Europa forsøge at besætte kulminen og lukke den ned.

Tidligere års billeder fra aktionen Ende-Gelände mod brunkulsminen har vist hårde konfrontationer mellem politi og aktivister. Julie Stokholm Daugaard har generelt stor opbakning hjemmefra til hendes aktivistiske arbejde. Alligevel kunne hun mærke, at hendes mor var nervøs ved, at hun skulle afsted til så stor en aktion.

- Jeg synes selvfølgelig ikke, det er rart, at nogen skal bekymre sig om mig, men derfor prøver jeg også at forklare hende så meget som muligt om, hvad der skal ske, og hvad vi gør. Men min mor er jo bange for, at der sker noget med mig, når vi løber ind i minen, forklarer Julie Stokholm Daugaard.

Det lykkedes for begge danske klimaaktivister at nå uskadte ind i minen og være med til at besætte den i et halvt døgn. I alt var kulminen besat i to hele døgn. Og selvom det er en ulovlig handling, står aktivisterne ved det, de gør.

- Brunkul er en af de største trusler mod vores klima, og derfor bliver nogen nødt til at stoppe det. Vi gør jo også det her for at råbe politikerne op, siger Julie Stokholm Daugaard.

At blive anholdt for et politisk budskab føles rigtigt

Ved oliehavnen i Aarhus bliver klimaaktivisterne efter 10 minutters blokering af trafikken båret væk af politiet. Aktivisterne får strips om håndleddene og bliver sat i ´futtog´. En halv time efter bliver de sluppet fri igen, men der går ikke længe, før aktivisterne igen blokerer trafikken med bannere og slagsange.

- Det er selvfølgelig nervepirrende, men det er også en følelse af at være stærk og modig. Vi tager en fælles beslutning om at fortsætte vores blokade, vi vil ikke acceptere, at man fortsat udvinder olie fra Nordsøen, det skal vi stoppe med, og derfor bliver vi med at demonstrere, fastslår Julie Stokholm Daugaard.

Kort tid efter bliver aktivisterne endnu engang ført væk fra vejen. Denne gang slipper de ikke så let. Julie Stokholm Daugaard og Marco-Cem Ugur og de øvrige aktivister, der før stoppede trafikken, bliver ført ind i en politibil og kørt væk. Forude venter detentionen i Aarhus Arrest. Men en anholdelse stopper ikke Marco-Cem eller Julie fra at lave nye klimaaktioner:

- Det at blive anholdt og frihedsberøvet er jo ikke i sig selv en rar ting, men det med at gøre det i fællesskab og for vores politiske budskab om klimaomstilling føles rigtigt. Jeg bliver ved med at kæmpe for det her, fordi det er en kamp vi ikke kan fravælge os, det handler om selve vores livsgrundlag, fortæller Julie Stokholm Daugaard.

Se programmet ”Bech og de ekstreme aktivister” om klimaaktivisterne Julie Stokholm Daugaard og Marco-Cem Ugur torsdag klokken 20.50 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.