Dagens overblik: Omdiskuteret omfartsvej droppes

16x9
Kim Christiansen var som transportordfører for Dansk Folkeparti den største fortaler for den omfartsvej ved Mariager, der nu droppes. Foto: Steen Bressendorff

Mette Frederiksen har været i samråd, lærer er blevet fyret efter hashfest, og så vil Saudi-Arabien have flere turister.

Weekenden er i gang, og det samme er Københavns nye metrolinje fra på søndag. Kan du ikke vente med at komme under jorden, kan du tage en prøvetur i Cityringen her.

Velkommen til dagens overblik.

Lærer fyret efter hashfest med elever

En lærers lyst til hash har kostet ham jobbet.
En lærers lyst til hash har kostet ham jobbet. Foto: Peter Øvig / TV 2

En mandlig lærer fra Slagelse Gymnasium er blevet fritstillet, efter at han inviterede en gruppe 3.g-elever hjem til fredagsøl i privaten. Årsagen til fyringen er, at der bortset fra øl også blev indtaget hash til festen.

- Det er meget alvorligt, og vi har selvfølgelig handlet, som vi nu engang skal handle, siger rektor på Slagelse Gymnasium, Lotte Büchert, til sn.dk.

Ekstra Bladet har talt med en mor til en 17-årig pige, som deltog i festen. Hun fortæller til mediet, at der under festen pludselig kom hash på bordet. Et par elever takkede ifølge datteren ja til at ryge hash med læreren. De, der afviste tilbuddet, fik i stedet serveret pandekager med hash i. Velbekomme.

Mette F. i samråd om stabschef

Mette Frederiksen (S) var i et - for en statsminister - sjældent samråd om Martin Rossens rolle i Statsministeriet.
Mette Frederiksen (S) var i et - for en statsminister - sjældent samråd om Martin Rossens rolle i Statsministeriet. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Oppositionen havde fredag kaldt statsminister Mette Frederiksen (S) i samråd om hendes stabschef Martin Rossens nye rolle. Her var blå blok bekymret for, at Rossen ikke kan stilles til ansvar i Folketinget, da han ikke er underlagt ministeransvarsloven.

Mette Frederiksen afviste imidlertid kritikken og understregede, at Martin Rossen ikke har 'kompetencer til på mine vegne at godkende eller afvise sager, der skal forelægges af mig.'

Folketingets lovsekretariat har tidligere konstateret, at der ikke er juridiske problemer med Martin Rossens rolle i Statsministeriet.

- Jeg vil tro, at den her ordning overlever et regeringsskifte, siger Mette Frederiksen.

Omfartsvej i Mariager droppet

Regeringen har droppet planerne om en stærkt omdiskuteret omfartsvej ved Mariager i Nordjylland.

Den nye omfartsvej, der ville koste 377 millioner kroner, blev vedtaget af den forrige regering i marts 2019, men vakte debat, da Vejdirektoratet konkluderede, at der ikke var behov for den.

Dansk Folkepartis daværende transportordfører Kim Christiansen bor i Mariager og var hovedarkitekten bag omfartsvejen. Derfor ærgrer beslutningen ham ekstra meget.

Dansk Folkepartis tidligere trafikordfører Kim Christiansen ærgrer sig over den droppede vej.
Dansk Folkepartis tidligere trafikordfører Kim Christiansen ærgrer sig over den droppede vej. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

- Det virker som en følelsesladet beslutning frem for en, der har baggrund i fakta. Der er et stort ønske om den vej, uanset hvad TV 2 har fortalt, siger Kim Christiansen, der i dag er ude af politik.

Ifølge transportminister Benny Engelbrecht (S) har man droppet vejen, da "det ikke hang sammen økonomisk".

Saudi-Arabien vil tage imod turister

Turister kan eksempelvis se frem til at besøge Elephant Rock (Elefantklippen, red.) i den saudiske ørken.
Turister kan eksempelvis se frem til at besøge Elephant Rock (Elefantklippen, red.) i den saudiske ørken. Foto: Fayez Nureldine / Ritzau Scanpix

De færreste danskere har besøgt Saudi-Arabien, men det bliver nu muligt. Landet håber at styrke økonomien med 100 millioner turister årligt og tilbyder fra i dag turistvisa.

Hidtil har besøg til det konservative kongedømme været forbeholdt forretningsrejsende, folk med familie i Saudi-Arabien og religiøse pilgrimme, der besøger Mekka og Medina.

Saudi-Arabiens totalforbud mod alkohol og strenge sociale kodeks gør mange iagttagere skeptiske over, om det kan lykkes landet at tiltrække de mange millioner af turister, som kronprinsens planer lægger op til.

Landet vil dog ikke have samme krav til kvinders tøj. Mens saudiarabiske kvinder skal bære den heldækkende dragt abaya, vil udenlandske kvinder nøjes med "sømmelig beklædning".

Fejl i teledata-skandale større end hidtil antaget

Der kan være op mod 100 kilometer fejlafstand på placeringer, som politiet bruger til at fastslå mistænktes færden.
Der kan være op mod 100 kilometer fejlafstand på placeringer, som politiet bruger til at fastslå mistænktes færden. Foto: Johannes Arne Viktor Skoog

Sagen om fejl i teledata er endnu værre end hidtil antaget. Det er Politiken, der har foretaget en undersøgelse af telemasternes placering og konstateret, at der kan være op mod 100 kilometer fejlafstand på de placeringer, som politiet bruger til at fastslå mistænktes færden.

- Det er skræmmende, at I har fundet så mange og store fejl i registreringen af masternes placering, siger teleanalytiker Torben Rune til avisen.

Undersøgelsen, som er foretaget af Politiken Analyse, viser et væsentligt omfang af fejl i de registrerede adresser og de oplyste geografiske koordinater. I 25 tilfælde er der over 1 kilometer mellem mastens adresse og koordinaterne.

Som konsekvens af de omfattende problemer med teledata har Rigsadvokaten stoppet midlertidigt brug af teledata som bevis for domfældelse.