Nyheder

Favoritten til at udfordre Trump blev hånet i nat, men han huskede ikke forkert

Ti kandidater, der vil udfordre USA's præsident, Donald Trump, tørnede sammen i en tv-debat i nat. Amerikanske medier udpeger nu vindere og tabere.

Kampen om, hvem der skal være præsidentkandidat for USA's demokratiske parti, spidsede til i nat, da kandidaterne tørnede sammen under en stor tv-transmitteret debat.

Har du glemt, hvad du sagde for bare to minutter siden?

Julián Castro, præsidentkandidat i USA

I øjeblikket er det Barack Obamas tidligere vicepræsident Joe Biden, der fører i meningsmålingerne. Han var derfor et oplagt mål for de andre kandidater under debatten.

Den tidligere vicepræsident er 76 år gammel, hvilket er tre år ældre end den nuværende præsident, Donald Trump, og under debatten blev Joe Bidens alder brugt imod ham.

En af modkandidaterne, Julián Castro, angreb Joe Biden for ikke at kunne huske, hvad han selv sagde, da USA's sundhedssystem blev diskuteret.

- Har du glemt, hvad du sagde for bare to minutter siden, sagde Julián Castro.

- Jeg kan ikke tro, at du har glemt noget, du sagde for to minutter siden, gentog han til jubel og buh-råb fra publikum.

Han gentog det flere gange.

Det viste sig dog efterfølgende, at Julián Castro var forkert på den.

Washington Post har lyttet optagelserne fra debatten igennem, og det viser sig, at Joe Biden faktisk bare gentog, hvad han hele tiden havde sagt.

Efter debatten har en række amerikanske medier kåret debattens vindere og tabere, og Joe Biden får pæne ord med på vejen.

CNN og Fox er enige

CNN skriver, at "de første 30 minutter af debatten - der typisk er dem med de højeste seertal - indeholdt Bidens bedste øjeblikke i hele valgkampen indtil nu".

Tv-stationens analytiker, Chris Cillizza, hæfter sig også ved, at Joe Biden erklærede, at han stod ved alle de beslutninger, der blev truffet under præsident Obama - "på godt og ondt". Selv om Barack Obama ikke var lige populær blandt alle amerikanske vælgere, kan det få betydning for de sorte amerikaneres opbakning til Joe Biden.

Den overvejende republikanske tv-kanal Fox News skriver også, at torsdagens debat var Joe Bidens bedste hidtil.

Bernie Sanders, Joe Biden og Elizabeth Warren er lige nu de tre bedste bud på udfordrere til Donald Trump.

- Konklusionen er: Den tredje debat var Bidens klart bedste. Han optrådte med stor autoritet og tog imod langt færre fuldtræffere end sidste gang, lyder det fra Howard Kurz, der er analytiker for Fox News.

I New York Times står der, at tilskuerne så "det bedste af Biden, og det mest Bidenske af Biden".

Selv om han kom under angreb fra flere sider, lykkedes det ikke de andre kandidater at få ham ned med nakken, hedder det i avisen.

- Til slut forlod Hr. Biden scenen på samme måde, som han kom ind. Som den omstridte, men alligevel tydelige favorit, selv om han med vævende sætninger og snoet sprog nogle gange mislykkedes med at levere klare pointer, skriver New York Times.

En kamp mellem tre kandidater

I mediet Politico bliver Joe Biden beskrevet som en kandidat, der fører i meningsmålingerne i mangel på bedre kandidater.

- Biden træder hverken op eller falder ned. Spidskandidaten venter og ser, om nogle af hans rivaler kan erstatte ham, hedder det i Politico.

De største rivaler hedder ifølge de seneste meningsmålinger Bernie Sanders og Elizabeth Warren, men ingen af de amerikanske analytikere mener, at de under torsdagens debat havde held til at overtage føringen fra Joe Biden.

Internetmediet The Hill beskriver stillingen således efter torsdagens debat:

- Biden, Sanders og Warren har i høj grad cementeret deres positioner som gruppens frontløbere, og ingen af kandidaterne længere nede i feltet havde held til at sætte et angreb ind, der kunne true spidskandidaternes placering i kapløbet.

Og den største taber?

Ifølge CNN var det Julián Castro, der ved sit angreb på Joe Bidens hukommelse "kom til at se lille ud".