Dagens overblik: Mens modstanderne debatterede, mobbede Trump dem på afstand

16x9
'Skøre Bernie' og 'søvnige Joe' var blot nogle af de øgenavne, der lød fra talerstolen i Baltimore. Foto: Leah Millis / Ritzau Scanpix

Borgmestre vil forbyde dieselbiler, 10 demokrater vil alle være præsident, mens en 70-årig kvinde bare gerne vil have sine 445 kroner i erstatning.

Vi starter med en opfordring fra Dansk Ornitologisk Forening, som beder os holde et vågent øje med solsortene.

De gulnæbede fugle er nemlig truet af en dødelig, afrikansk virus. Så ser du en død solsort på din vej eller spotter en, der ter sig lidt tosset, er den måske smittet.

Velkommen til dagens overblik.

Frontløbere tørnede sammen i kandidatdebat

Kandidatdebat blandt de ti demokratiske præsidentkandidater.
Kandidatdebat blandt de ti demokratiske præsidentkandidater. Foto: Robyn Beck / Ritzau Scanpix

I nat mødtes de resterende ti demokratiske præsidentkandidater til en tv-debat, og vi skulle ikke vente længe, før de to frontløbere, tidligere vicepræsident Joe Biden og senator Elizabeth Warren, røg i totterne på hinanden over fremtidens sundhedsvæsen.

Og så var der de sædvanlige personangreb.

Mens kandidaten Julián Castro angreb den noget ældre Joe Biden ved at spørge, om han ikke engang kunne huske, hvad han selv havde sagt to minutter tidligere, prøvede Donald Trump at stjæle opmærksomheden helt fra en talerstol i Baltimore, hvor han gav sine modstandere øgenavne.

TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster mener dog næppe, nattens udskejelser kommer til at rykke på meningsmålingerne.

Dieselbiler skal ud af byerne

Dieselbiler må maksimalt være ti år gamle fra 2022, hvis de skal køre i de store danske byer, lyder det fra fire borgmestre.
Dieselbiler må maksimalt være ti år gamle fra 2022, hvis de skal køre i de store danske byer, lyder det fra fire borgmestre. Foto: Linda Kastrup / Scanpix Denmark

Borgmestrene fra landets fire største byer, København, Aarhus, Aalborg og Odense, vil have mulighed for at udelukke de ældste dieselpersonbiler fra de miljøzoner, der i dag løber rundt om byerne.

Som det er i dag, stiller miljøzonerne kun krav til meget gamle lastbiler og busser, men der er nye krav på vej til lastbiler, busser og varebiler. Og nu vil de fire borgmestre altså have gamle dieselbiler tilføjet til den liste.

- Det her er ikke en krig mod biler, men en krig mod sundhedsskadelig udstødning fra dieselbiler, siger Københavns overborgmester, Frank Jensen (S).

Glemte at udbetale erstatning for forkert dødserklæring

Sidste år blev mindst syv personer erklæret døde ved en fejl i forbindelse med indlæggelser i Syd- og Sønderjylland.
Sidste år blev mindst syv personer erklæret døde ved en fejl i forbindelse med indlæggelser i Syd- og Sønderjylland. Foto: Morten Stricker / Scanpix Denmark

Skuffelsen var enorm, da 70-årige Kirsten Kristensen fik tilkendt erstatning på 445 kroner fra Region Syddanmark, efter de sidste år ved en fejl erklærede hende død.

Hun havde forventet at få en erstatning på omkring 70.000 kroner, men måtte altså nøjes.

Og ikke nok med det, så viser det sig nu, at Region Syddanmark har glemt at udbetale pengene.

Savnet mand fundet på Google Earth

Dette billede viste sig at indholde en hemmelighed, da der blev zoomet ind.
Dette billede viste sig at indholde en hemmelighed, da der blev zoomet ind. Foto: Google Earth

I Florida, USA, har en mand løst et 22 år gammelt mysterium. Ene og alene ved hjælp af tjenesten Google Eath, der viser satellit- og luftfotos af hele kloden.

På en virtuel opdagelsesrejse i sit gamle nabolag opdagede manden en mærkværdig, brun plet i en sø, som viste sig at være en bil.

Da politiet blev tilkaldt og hev den op fra vandet, fandt de liget af William Moldt, som har været savnet siden november 1997.

Ny metro udsat for hærværk

Metrostationerne på den nye Cityring er blevet udsat for hærværk.
Metrostationerne på den nye Cityring er blevet udsat for hærværk. Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Danmark

Flere metrostationer på den nye Cityring i København er blevet udsat for hærværk. Blandt andet er kabler til styringen af stationernes elevatorer og rulletrapper blevet klippet over.

Det har både betydet ekstra arbejde i form af udbedringer og vagter, der nu overvåger byggepladserne.

Metroselskabet er dog stadig overbevist om, at Cityringen kommer til at åbne 29. september som planlagt.

***

Det var det sidste overblik i denne uge, men vi vender stærkt tilbage efter weekenden.