Eksperiment: Hvordan påvirker naturen blodtrykket?

Forsøget har sat tankerne i gang hos flere af forsøgspersonerne.

Fuglefløjt for oven, vindens susen i træerne og den friske luft helt ned i lungerne.

En tur i skoven byder på mange rolige indtryk. Men hvordan påvirker naturen egentlig blodtrykket?

Fem unge mennesker blev placeret i en skov for at se, hvordan det påvirkede dem, at være i naturen.
Fem unge mennesker blev placeret i en skov for at se, hvordan det påvirkede dem, at være i naturen. Foto: Nordisk Film TV/TV 2

Det satte hjerneforsker og overlæge ved Neurofysiologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital Troels Kjær sig for at undersøge gennem et eksperiment.

- Formålet var at finde ud af, om og hvordan kroppen reagerer forskelligt, når den opholder sig på to forskellige steder. Et meget travlt sted og et sted i en stille skov, siger han i 'Go’ Morgen Danmark' torsdag.

Derfor allierede han sig med fem unge mennesker, hvis puls han skulle måle på to meget forskellige steder: På Københavns hektiske Hovedbanegård og i en stille skov nord for hovedstaden.

Støt Danmark planter træer

  • Vær med til at plante træer og gør en forskel for klimaet, når TV 2 og Danmarks Naturfredningsforening står sammen om ’Danmark planter træer’.
  • Du kan støtte indsamlingen her. 
  • For hver indsamlede 20 kr. plantes ét træ i Danmark. Derudover går en del af midlerne til bevarelse af rydningstruet skov i Danmark og udlandet
  • Indsamlingen bliver afrundet med et show, der sendes lørdag 14. september kl. 19.30 på TV 2.

Forstyrrende lyde og fortravlet aktivitet

At de fem unge mennesker, skulle placeres på en banegård, det stod klart fra starten, lyder det fra hjerneforskeren. Her er der nemlig mange lyde, mennesker og fortravlet aktivitet.

Flere af forsøgspersonerne blev da også hurtigt bevidste om, hvordan den første lokation påvirkede dem.

- På Hovedbanegården var jeg hele tiden opmærksom på, hvad der skete. Især lydene betød rigtigt meget, fortæller Mira Nikolajsen, der lagde krop og ører til eksperimentet.

På banegårdspladsen er der larm og en fortravlet stemning, lyder det fra hjerneforskeren. Video: Cæcilie Dohn Christensen

En tur i skoven

Anderledes så det ud, da Troels Kjær rykkede de fem ud i Hareskoven nord for København, hvor der var absolut ro og ingen andre mennesker. På den måde blev forsøgspersonerne udelukkende påvirket af skoven, naturen og stilheden.

- Der var meget mere roligt og hyggeligt i skoven. Sådan lidt samme stemning, som når man lander i et sommerhus, fortæller Carl Emil Lysholm Clausen, som også var forsøgsperson.

I skoven var der stilhed og ingen andre mennesker end testpersonerne selv. Video: Cæcilie Dohn Christensen

Effekten af den nye lokation talte da også sit tydelige sprog i resultaterne, forklarer Troels Kjær.

Fire ud af de fem unge mennesker faldt i puls, mens samme antal havde et lavere blodtryk, da de blev rykket fra Hovedbanegården til den stille skov.

Carl Emil Lysholm Clausen og Mira Nikolajsen var begge medvirkende i forsøget.
Carl Emil Lysholm Clausen og Mira Nikolajsen var begge medvirkende i forsøget. Foto: Nordisk Film TV/TV 2

Carl Emil Lysholm Clausens blodtryk faldt fra 138 over 81 til 123 over 75 og Mira Nikolajsens blodtryk faldt fra 111 over 71 til 95 over 72.

Naturen i fremtidsplanerne

Eksperimentets resultater lægger sig også op af et studie fra University of East Anglia. Studiet viser, at risikoen for at få blandt andet diabetes, hjertesygdomme, stress og for højt blodtryk nedsættes, når man opholder sig i naturen.

Hos forsøgspersonerne har resultaterne da også sat tankerne i gang.

- Jeg har tænkt over, om man skulle købe nogle flere planter til lejligheden, siger Mira Nikolajsen.

Og så har eksperimentet fået hende til at overveje, at hun i fremtiden – med børn og hvad der ellers følger med – gerne vil flytte tættere på naturen.