Nyheder

Dagens overblik: Formandskrig i Venstre kan blive en katastrofe

Britisk dronning godkender suspendering af parlamentet, nyt i sagen om forsvunden milliardærfrue, og to frederikshavnere slår en 81 år gammel rekord.

I nat varsler TV 2 Vejret om tordenvejr.

Samtidig hærger uvejret stadig Venstre.

Velkommen til dagens overblik.

Lars Løkke kæmper … stadig

Slagsmålet om formandsposten i Venstre raser for uformindsket kraft.

Og midt i stormens øje står den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen stadigvæk og kæmper for sit politiske liv som formand for partiet.

På trods af larmende tavshed fra størstedelen af Venstres folketingspolitikere og mistillid fra flere græsrødder ryster Lars Løkke Rasmussen ikke på hånden.

- Jeg synes, der er en risiko for, at det kan udvikle sig til en katastrofe, hvis vi ikke får redegjort for, hvorfor vi er i den gunstige parlamentariske situation, vi er i nu, og hvordan vi fastholder den, siger Lars Løkke Rasmussen til Lippert på TV 2 NEWS.

Hvorefter Lars Løkke Rasmussen – igen, igen – afviste at gå af som formand.

Og så videre til England, hvor der også er røre i den politiske andedam.

Britisk dronning godkender suspendering af parlament

Den engelske dronning Elizabeth har på ønske fra premierminister Boris Johnson godkendt en suspendering af det britiske parlament. Parlamentet bliver opløst på en dato mellem 9. og 12. september og frem til 14. oktober.

Manøvren gør det ifølge kritikere vanskeligere for britiske parlamentsmedlemmer at udfærdige love, der kan sætte en stopper for, at Storbritannien ryger ud af EU uden en aftale 31. oktober - altså et no deal-Brexit.

- Uanset hvordan man bortforklarer det, er det helt åbenlyst, at formålet med en suspendering er at forhindre parlamentet i at diskutere Brexit og gøre sin pligt med at sætte kursen for dette land, siger John Bercow, der er upartisk formand for parlamentet.

Tiltalt i voldtægtssag: - Jeg havde et seksuelt forhold til borgmesteren

Københavns Byret har i dag behandlet sagen mod et tidligere medlem af Enhedslistens bestyrelse. Den tiltalte er anklaget for voldtægt og blufærdighedskrænkelse af to forskellige kvinder. Han nægter sig skyldig.

Forbrydelsen skulle ifølge anklagemyndigheden have fundet sted i hjemmet hos Ninna Hedeager Olsen (Ø), miljø- og teknikborgmester i Københavns Kommune, til en fest 31. marts.

Borgmesteren fortalte i vidneskranken, at hun registrerede den påståede voldtægt, og at det var usandsynligt, at samlejet var frivilligt, fordi ofret - en veninde til borgmesteren - er lesbisk. At borgmesteren ikke reagerede skyldes, at hun var i "en eller anden paniktilstand".

Den tiltalte forklarede, at han i perioden op til 31. marts havde haft et seksuelt forhold med borgmesteren. Ifølge den tiltalte var der ikke tale om et fast forhold, men noget uforpligtende de gjorde, når de havde lyst.

Politiet eftersøger alle nordmænd med én bestemt slags sko

Norsk politi har offentliggjort billeder af et aftryk af en skosål, som de mener tilhører en mulig gerningsmand i sagen om milliardærfruen Anne-Elisabeth Hagen, der forsvandt fra sit hjem i Lørenskog i Norge i oktober sidste år.

Samtidig siger efterforskningsleder Tommy Brøske, at alle nordmænd, der kontant har købt en sko af mærket Sprox fra august 2016 til maj 2019 i størrelse 44, 45 og 46 skal henvende sig til politiet.

Ifølge politiet drejer det sig om omkring 300 par sko.

To danskere svømmer fra Skagen til Gøteborg

Nogle mennesker er bare vildere end andre. Tag for eksempel Per Kristensen og Anders Vestergaard fra Frederikshavn.

Lidt over midnat natten til onsdag kunne de to kravle i land på badebroen på Hunnebostrand cirka 100 kilometer nord for Gøteborg i Sverige med en dansk rekord i bagagen.

De to mænd på 52 og 59 år havde svømmet 115 kilometer fra Skagen – og dermed slog de den 81 år gamle danmarksrekord i længste uafbrudte svømmetur på 110 kilometer.

- Det har været en helt fantastisk tur. Det har været en livsudfordring for os, og det er halvandet års forberedelser, der kulminerer i succes, siger Anders Vestergaard.

Per og Anders, I er for seje!

***

Og så er verdens næststørste haj, den imponerende brugde, blevet filmet i dansk farvand. Brugden kan blive op til 12 meter lang, og selv om den med sin størrelse og enorme mund kan se faretruende ud, er brugden ganske ufarlig for mennesker.

Den lever nemlig af plankton.

Tak, fordi du læste med.