Ekstra Bladet afviser kritik fra Søren Pind: Vores anonyme kilder har ret

Ekstra Bladet afviser kritik fra Søren Pind, efter avisen bragte historie baseret på anonyme kilder om et oprør mod Lars Løkke Rasmussen.

Hvis man skal tro Ekstra Bladets anonyme kilder, er Søren Pind, Carl Holst og Søren Gade i færd med at mobilisere et oprør mod Lars Løkke Rasmussen som formand for Venstre.

Eksempelvis ringer Carl Holst, ifølge Ekstra Bladets anonyme kilder, på livet løs til Venstres bagland for at få afsat Løkke som formand, mens Pind arbejder på at køre Jakob Ellemann-Jensen i stilling som ny formand.

Men det er, ifølge både Holst og Pind, faktuelt forkert. ”Purt vrøvl” udtalte Pind selv til Ekstra Bladet. Og søndag uddybede han så i Presselogen:

- Hvor mange år har jeg kendt Lars Løkke Rasmussen? Hvem gjorde mig til minister? Forestiller man sig virkelig, at jeg skulle være med i et angreb på ham? Det er jo fuldstændig absurd. Ekstra Bladet bliver brugt af nogen, der har en interesse i at fremme en bestemt diskussion.

- Men er det i virkeligheden ikke de anonyme kilder i Venstre, du burde være sur på?

- Jeg ved slet ikke, om de anonyme kilder eksisterer. Det her kan jo lige så godt være frit opfundet af EB, siger Søren Pind.

Ifølge Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, ved Søren Pind dog udmærket godt, hvem de anonyme kilder er. Og han tilføjer:

- Der er to spil i gang her. Det, de siger officielt, og så er der det, der foregår. Og det, de siger officielt, har ikke noget med virkeligheden at gøre. Jeg kan garantere, at det, vi skriver, er 110 procent rigtigt. Bliver vi brugt? Ja, for søren da. Det er jo en konsekvens af, at vi beskriver den voldsomme magtkamp, der for tiden kører i kulissen, siger Poul Madsen, som tilføjer:

- Vi bliver ved med at bruge anonyme kilder. Ellers vil der være en masse politiske historier, der ikke kommer frem. Og det vil være at snyde folk.

Dem, der bor yderst på ridebanen

Søren Pinds partifælle, Jan E. Jørgensen, mener, at politikerne bør tænke sig bedre om, før de udtaler sig anonymt i medierne. Men medierne har også et ansvar. Han har – ifølge eget udsagn – været ude for, at anonyme kilder citerede ham for noget, han ikke havde sagt. Og det stiller politikerne i en svær situation:

- Det er svært at gå i rette med det. Hvis man kontakter journalisten og siger, at ”jeg sagde ikke det – jeg sagde det modsatte”, så har man jo også indirekte givet dem en historie. Det er et meget kendt trick, journalisterne bruger på Christiansborg.

Med sin fortid som politiker har chefredaktør på Børsen, Bjarne Corydon, et godt råd, når medierne bruger anonyme kilder:

- Man skal skære de kilder fra, der ikke er centralt placeret. Der findes politikere på Christiansborg, der bliver brugt mere anonymt end til citat. Det er en form for forretningsmodel for dem at sladre, og de har god tid til det, for de betyder ikke rigtigt noget i virkeligheden. Så der er en selvjustits i forhold til at skære dem fra, der bor yderst på ridebanen.

Du kan se Presselogen på TV 2 Play.