Skolefoto bliver afskaffet i Malmø

16x9
Arkivfoto: Børn på en lang række svenske skoler vil fra 2020 ikke få taget klassefotografier. Foto: TV 2

EU-forordningen GDPR skaber besvær på skoler i Malmø. I Danmark skal alle skolefoto-virksomheder også tilpasse sig.

Den årlige skolefotografering, hvor der bliver taget klassebilleder og portrætter af folkeskoleelever, er en tradition i Sverige, ligesom det er i Danmark.

Men fremover må eleverne på Malmøs 70 skoler undvære den årlige fotografering.

Beslutningen er blevet taget af byens skoleforvaltning, som har oplevet problemer, siden EU's databeskyttelsesforordning trådte i kraft 25. maj 2018.

Den dikterer nemlig, at der skal indhentes accept fra hvert eneste barns forældre eller værge, før de kan blitzes, skriver det svenske medie SVT.

GDPR har tvunget skolefotograferne til at tilpasse sig

For skolerne betyder det, at der bliver lagt ekstra arbejde over på deres bord, og det har de hverken tid eller ressourcer til, lyder det.

I Danmark er skolefotograferingen ligeledes blevet mærket af GDPR.

Hvad er GDPR?

EU's dataforordning (GDPR - General Data Protection Regulation) trådte i kraft 25. maj 2018.

Folketinget vedtog 17. maj en lov, der baner vej for forordningen i Danmark.

Forordningen viderefører den hidtidige persondatalov. Den indeholder samtidig en række nye og skrappere krav, som danske virksomheder, organisationer og myndigheder skal leve op til.

Det skal i bund og grund sikre, at persondata bliver indsamlet og opbevaret uden risiko for misbrug og på særlige betingelser. Det gælder oplysninger på nettet såvel som i interne systemer, dokumenter og arkiver.

Datatilsynet, EU-kommission og Ritzau


 

Men modsat Sverige ligger ansvaret for at indhente godkendelse hos skolefotograferne. Og de ændrede procedure, allerede inden loven blev indført, lyder det fra Danmarks største udbyder af skolefotografier, Dansk Skolefoto.

- Det har taget noget tid at implementere det, men vi har heldigvis ingen problemer med at overholde alle retningslinjerne, som de har i Sverige, og vi beder i dag altid om samtykke fra forældre, siger direktør Jesper Klausen, som hvert år leverer billeder til 140.000 husstande.

Eleverne ærgrer sig

Lignende toner kommer fra Modul Foto, som efter GDPR har bedt værger skrive under online, inden der tages billeder af deres børn.

- Som privat synes jeg nærmest, det er morsomt, at jeg skal skrive under på så meget hele tiden, men som erhvervsdrivende har jeg forståelse for, at vi skal beskytte folks oplysninger - eksempelvis beder vi ikke længere om fødselsdato på børnene, fordi det i bund og grund var unødvendigt, siger direktør Britt Normann Helligsøe.

Ingen af virksomhederne har oplevet færre kunder.

De svenske børn, som SVT har talt med i Malmø, ærgrer sig over, at de nu ikke kan se frem til et fællesfoto eller portrætter.

Det bliver dog først fra næste år, at skolefotograferingen bliver afskaffet helt, da der på mange skoler allerede er indgået kontrakter med skolefotograferne.

Skolerne er dog udtrykkeligt blevet bedt om ikke at lave nye aftaler til næste skoleår.