Samfund

Nu får Godhavnsdrengene officiel undskyldning

Hvad skete der? De såkaldte Godhavnsdrenge fik tirsdag en officiel undskyldning af staten for de svigt og overgreb, de blev udsat for under deres ophold på børnehjemmet Godhavn i Tisvildeleje fra 1945 til 1976.

Hvem undskyldte? Siden 2005 har fem ministre i skiftende regeringer afvist at undskylde med den begrundelse, at sagen var forældet. Men da regeringsmagten skiftede i juni 2019, besluttede statsminister Mette Frederiksen, at hun ville give en officiel undskyldning.

Liveblog er slut

Livebloggen er nu slut. 

Tidligere Godhavnsdreng: - Smerterne og mareridtene forsvinder aldrig

Den tidligere Godhavnsdreng og formand for 'Landsforeningen Godhavnsdrengene', Poul Erik Rasmussen, har nu indtaget talerstolen: 

- Tusind tak til statsministeren. Den (undskyldningen, red.) er lidt svær at få ind i bagsiden af hovedet. Det har været det værd at kæmpe for det her. Hver og en af jer har været med - også dem, vi desværre har mistet, siger han om de mange Godhavnsdrenge.

- Skylden har staten påtaget sig, men de dårlige minder, smerterne, mareridtene - de forsvinder aldrig. I alle de år har man gået og gemt sig i en kasse og følt den skyld. Men den behøver ikke være der mere, det har statsministeren lige sørget for, fortsætter han. 

Dybt berørt Mette Frederiksen til Godhavnsdrenge: - Undskyld

- På vegne af vores nutid og fælles fremtid vil jeg gerne se hver eneste af jer i øjnene og sige det eneste rigtige: undskyld. Undskyld for den uret, der er gjort mod jer og jeres kære. For dem, der er her, og for dem, der var - og for dem, der følger efter. På vegne af Danmark: Undskyld, siger Mette Frederiksen og giver dermed den officielle undskyldning til Godhavnsdrengene.

Mette Frederiksen: - Den danske stat er ansvarlige for overgreb

- I dag vil Danmark give en undskyldning for det, der skete, da I var børn, siger Mette Frederiksen og fortsætter:

- Det skete i en tid, hvor den danske stat var ansvarlige. Det er veldokumenteret. Børn blev fjernet fra deres mor og far. I stedet for at få støtte og undervisning blev I sat til arbejde, som ingen spinkel børnekrop kan klare. I stedet for omsorg fik i tæsk. Og i stedet for varme blev I mødt med ydmygelser og overgreb.

Mette Frederiksen til Godhavnsdrenge: - Jeg har glædet mig af hele mit hjerte

- Jeg har glædet mig af hele mit hjerte til at byde jer velkommen, lyder det indledningsvis fra en dybt berørt statsminister. 

- Der er faktisk ikke nogen, jeg hellere vil have besøg af end jer. Derfor var jeg ikke i tvivl om, at I skulle være mine første gæster her på Marienborg. For der kommer en dag - og i dag er jeres dag, siger Mette Frederiksen videre om den officielle undskyldning, der har været længe undervejs. Sidste sætning er ligeledes en reference til den danske film 'Der kommer en dag' fra 2016, der netop handler om Godhavnsdrengene.

Flere officielle undskyldninger kan være på vej

Efter Mette Frederiksens udmelding har det været debatteret, om der er andre grupper, der også bør få en undskyldning. Blandt andre de såkaldte grønlandske eksperimentbørn, der i 1951 blev adskilt fra deres familier og fragtet til Danmark. Også Sprogø-pigerne, der blev tvangssteriliseret i årene 1934-1967 og anbragt på Sprogø, er blevet nævnt i den offentlige debat.

Socialministeriet har anerkendt kritisable forhold

For første gang siden børnehjemmet mødtes en flok Godhavnsdrenge i 2005 og stiftede 'Landsforeningen Godhavnsdrengene'.

I 2005 stiftede 17 Godhavsdrenge 'Landsforeningen Godhavnsdrengene', som havde til formål at stille staten til regnskab for overgrebene og give ofrene en officiel undskyldning.

I 2009 undersøgte Socialministeriet så forholdene på i alt 19 danske børnehjem i perioden 1945-1976. Undersøgelsen slog fast, at Godhavns personale udsatte drengene for systematiske tæsk, seksuelle overgreb samt medicinske forsøg.

Landsret har tidligere vurderet sagen som forældet

Poul-Erik Rasmussen.

Østre Landsret afgjorde tirsdag 14. november 2017, at den tidligere godhavnsdreng Poul Erik Rasmussen ikke fik erstatning for de overgreb, han blev udsat for på drengehjemmet. Sagen var forældet, lød dommen. Kort efter modtog han dog Menneskerettighedsprisen, som uddeles af Rådet for Menneskerettigheder.

Advokat: En undskyldning kan koste staten dyrt

Det er endnu uvist, om undskyldningen vil udløse et erstatningsansvar. Advokat Bjørn Elmquist har ført flere sager for Godhavnsdrengene i både by- og landsretten. Han har tidligere vurderet, at det kan koste den danske stat et trecifret millionbeløb, hvis undskyldningen fører til et omfattende erstatningsansvar.

I Norge har man været igennem en lignende proces med tidligere børnehjemsbørn, der ligeledes var blevet udsat for overgreb. Der blev udbetalt erstatninger på mellem 750.000 og 1,5 millioner kroner per barn, fortæller Bjørn Elmquist.

Arrangement finder sted på Marienborg

Arrangementet, hvor Godhavnsdrengene får den officielle undskyldning, finder sted fra klokken 13.15 på Marienborg, statsministerens embedsbolig. Det er den nuværende statsminister Mette Frederiksen, der giver undskyldningen på vegne af staten.