Mogensen og Kristiansen: Her er efterårets spændings-momenter i dansk politik

16x9
Michael Kristiansen, vært Anne Vig og Peter Mogensen. Foto: Martin Harbo / TV 2

'Tirsdagsanalysen's kommentatorer Peter Mogensen og Michael Kristiansen ser frem mod et yderst interessant efterår i dansk politik.

- Solen skinner over Venstre, kan I se. Man kan også sige, at vi er i den varme stol. Der er varmt her. Men det er ikke angstens sved. Solen bager over os.

Sådan indledte Lars Løkke Rasmussen sin del af pressemødet på Venstres sommergruppemøde i fredags.

Og ifølge 'Tirsdagsanalysen's faste politiske kommentatorer, Peter Mogensen og Michael Kristiansen, er netop den varme stol et fint billede på, hvor partiet befinder sig ved indgangen til det politiske efterår:

- Det helt store drama er jo Venstre. Der er åben krig. Det er nødt til at ende med en vinder og en taber. Spørgsmålet er nu, hvor lang tid det tager, og hvor blodigt det bliver, siger Michael Kristiansen, forud for sæsonpremieren på NEWS-magasinet 'Tirsdagsanalysen'.

Venstre-veteranen Claus Hjort Frederiksen har krævet Kristian Jensens afgang som næstformand, efter at Berlingske i sidste uge bragte et interview, hvor Kristian Jensen undsagde formand Lars Løkke Rasmussens tanker om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet:

- Det er, som om gassen er gået af Kristian Jensen-ballonen. Jeg tipper Jakob Ellemann-Jensen en stor fremtid i det parti, vurderer Peter Mogensen.

Venstre holder landsmøde 16. og 17. november, hvor et fast punkt på dagsordenen er valg af formand og næstformand.

- Alt kan ske herfra og til landsmødet, lyder det fra Michael Kristiansen.

Regeringen skal levere

De to kommentatorer glæder sig også til at følge Mette Frederiksen, og hvordan hun og S-regeringen vil levere på valgløftet om tidligere pension for nedslidte.

- Jeg er spændt på, hvordan Mette Frederiksen agerer som statsminister. Vil hun tage trøjen på? Og hvor meget vil Statsministeriet blive blandet ind i forhandlingsforløbene? Man har altid meget energi, når man starter. Men så begynder man måske lige at tænke, at det kunne være rart at lægge arbejdet over, hvor det hører til - i Beskæftigelsesministeriet, siger Peter Mogensen.

- Hun har fået lavet et fornuftigt grundlag. Helt overordnet tror jeg, at det bliver relativt roligt i efteråret. Men hun får nok ikke løst pensionen for nedslidte i løbet af efteråret, vurderer Michael Kristiansen.

I slutningen af september præsenterer finansminister Nicolai Wammen (S) regeringens første finanslovforslag, mens Folketinget åbner 1. oktober med statsminister Mette Frederiksens åbningstale og regeringens lovprogram.

Partiet har endnu ikke fremlagt et konkret forslag til, hvordan en tidligere pension for nedslidte skal se ud, og hvem der bliver omfattet.

Rejser Thulesen sig?

'Tirsdagsanalysen's to faste kommentatorer vil også holde et vågent øje med Kristian Thulesen Dahls efterår og partiformandens forsøg på at genrejse Dansk Folkeparti efter valgnederlaget.

- Jeg tror, at Dansk Folkepartis meningsmålinger bliver interessante. Kristian Thulesen vil tage rundt til partiets bagland og evaluere valgresultatet. Inddragelse er jo noget, som Dansk Folkeparti hidtil ikke har været gode til, siger Peter Mogensen.

- Thulesen Dahl er virkelig interessant. Han er desperadoen i dansk politik. Han er i kamp for at finde en dagsorden igen. Det er interessant at følge et parti og en partileder, der kunne gå på vandet. Og nu kan han ikke sætte en fod rigtig, lyder det fra Michael Kristiansen.

Dansk Folkeparti mistede 21 mandater ved valget 5. juni. I dag har partiet 16 mandater i Folketinget efter et valgresultat på 8,7 procent af stemmerne.

Peter Mogensen og Michael Kristiansens politiske analyser kan hver uge følges i 'Tirsdagsanalysen' fra 13. august til 17. december fra klokken 18.20 - på TV 2 NEWS og TV 2 PLAY.