Dagens overblik: Godhavnsdrenge fik deres undskyldning

16x9
Statsministeren sagde idag undskyld til Poul Erik Rasmussen og de andre godhavnsdrenge. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Jordbærtyve på spil, Obama kommer til Danmark, danske brandfolk skal til Grønland.

Letbanen i Aarhus har haft mange udfordringer. I dag måtte den holde stille, fordi politiet jagtede en aggressiv ko.

På Marienborg blev der fældet en hel del tårer. Det er dér dagens overblik begynder:

- Undskyld

Statsminister Mette Frederiksen (S) gav i dag en officiel undskyldning til de tidligere børnehjemsbørn, som blev udsat for misrøgt på drengehjemmet Godhavn.
Statsminister Mette Frederiksen (S) gav i dag en officiel undskyldning til de tidligere børnehjemsbørn, som blev udsat for misrøgt på drengehjemmet Godhavn. Foto: TV 2

Som børn blev de i 1960'erne anbragt på drengehjemmet Godhavn og udsat for systematiske tæsk, seksuelle overgreb og medicinske forsøg. I dag fik de tidligere børnehjemsbørn den undskyldning, de har kæmpet for siden 2005.

- I har ventet længe. Nu skal I saftsuseme ikke vente længere, sagde statsminister Mette Frederiksen, inden hun sagde:

- Undskyld. Undskyld for den uret, der er gjort mod jer og jeres kære.

Godhavnsdrengenes formand, Poul Erik Rasmussen, takkede for undskyldningen og glædede sig over, at staten nu har påtaget sig den skyld, som de tidligere børnehjemsdrenge selv har båret på i så mange år.

Du kan læse TV 2s fortælling om Godhavnsdrengene her og se Mette Frederiksens tale på TV 2 Play.

Danske brandfolk til Grønland

En genstridig naturbrand i det vestlige Grønland ulmer under den tørvefyldte jord og bliver ved med at blusse op, selvom brandvæsenet slår den ned.

Det har den gjort siden starten af juli, og det fik i weekenden Grønland til at bede Danmark om hjælp.

Branden ulmer i et område mellem Sisimiut og Kangerlussuaq.
Branden ulmer i et område mellem Sisimiut og Kangerlussuaq. Foto: Beredskabsstyrelsen

I dag fløj 38 danske brandfolk så til Grønland i et af Forsvarets Hercules-fly.

Missionen ventes at vare 14 dage, og deres primære opgave bliver at få inddæmmet branden og undgå, at den breder sig yderligere. Ellers er risikoen, at branden kan overvintre og leve i måneds- eller ligefrem årevis.

Obama til Aalborg

Barack Obama skal snart i banken og veksle amerikanske dollars til Vejgaard-dollars. Den tidligere amerikanske præsident kommer nemlig til Aalborg 28. september for at tale ved et arrangement i Musikkens Hus.

En Vejgaard-dollar er Aalborg-slang for en halvtredser, og dem skal man have mange op af lommen af, hvis man vil købe en billet til arrangementet. De koster nemlig mellem 3500 og 8500 kroner. Dog vil et par hundrede studerende fra Aalborg Universitet blive inviteret gratis med.

Barack Obama kommer til Aalborg.
Barack Obama kommer til Aalborg. Foto: Fabrizio Bensch / Ritzau Scanpix

Obama kommer til Aalborg præcis ét år efter et lignende arrangement med den tidligere præsident i Kolding.

En boligejer har fået penge retur for sit boliglån

For første gang nogensinde har en boligejer fået udbetalt penge af Realkredit Danmark som følge af negative renter.

- Det er godt nok en meget, meget lille boldgade, men ikke desto mindre har man simpelthen haft en rente, der var lavere end den bidragssats, man har betalt, siger cheføkonom i realkreditinstituttet Christian Hilligsøe Heinig.

Selvom det er et særligt tilfælde, så vil det samme ske for nogle få andre boligejere ved næste termin, og i fremtiden kan det blive mere udbredt, vurderer Christian Hilligsøe Heinig.

Folk stjæler fra vejboder

Pia Strandgaards bod sælger blandt andet krydderurter, ærter, gulerødder, squash og agurker.
Pia Strandgaards bod sælger blandt andet krydderurter, ærter, gulerødder, squash og agurker. Foto: Johann Sørensen / TV 2 Østjylland

Vi ved jo godt, at vi skal lægge penge i kassen, når vi tager en bakke jordbær eller ærter fra boderne langs landevejene. Det er bare ikke alle, der gør det.

Kristian Krogh har en vejbod i Sønderjylland, hvor over 20 procent af varerne bliver stjålet, også selvom han har videoovervågning.

- Vi kan jo se, der bliver snydt, når man tager fem bakker jordbær, og de kun smider to mønter i kassen eller kører fingeren over telefonen, men aldrig godkender deres MobilePay-overførsel, fortæller han.

Syd for Aarhus har Pia Strandgaard noteret sig over 100 tyverier fra sin bod denne sommer. Det er for eksempel folk, der har købt en bakke jordbær og lige smidt en håndfuld oveni fra de andre bakker.