Nyheder

Thulesen Dahl inviterer Støjberg til Dansk Folkeparti

Det sker, efter Inger Støjberg led et internt nederlag i Venstre-gruppen til Sophie Løhde.

Venstre-profilen Inger Støjberg og hendes hårde værdipolitiske linje led mandag et slemt nederlag, da hun forgæves forsøgte at blive valgt til gruppeledelsen i sit parti.

I en direkte duel med partifællen Sophie Løhde tabte hun en intern afstemning om posten som næstformand, og hun forlod efterfølgende Venstres gruppeværelse uden nogen kommentar.

I et opslag på Facebook tager hun dog tirsdag bladet fra munden og understreger, at hun er klar til at kæmpe videre for sine synspunkter:

- Jeg stillede op for at blive en del af ledelsen, fordi jeg mener, at det er vigtigt at sikre en balance - ikke mindst i udlændinge- og værdipolitikken. Derudover vil jeg gerne arbejde for et stærkt borgerligt samarbejde, som alle kan se er udfordret. Det var der ikke tilslutning til, men jeg kæmper videre for alt det, jeg står for. Det forventer de 28.420 danskere, som stemte personligt på mig ved valget, og de er ærligt talt det vigtigste for mig, skriver Inger Støjberg.

Tusind TAK for de helt ufattelig mange søde og opbakkende beskeder og henvendelser, jeg har modtaget gennem det sidste...

Posted by Inger Støjberg on Tuesday, August 6, 2019

Frygt for medlemsflugt

Netop de mere end 28.000 vælgere, der gjorde Støjberg til den næstmest populære Venstre-politiker ved folketingsvalget, er allerede begyndt at føle sig svigtet. Ikke af Støjberg, men af Venstre.

Det fortæller formanden for Inger Støjbergs vælgerkreds i Skive, Sussanne Rusbjerg. Siden gårsdagens resultat forelå, er hun blevet ringet op af flere medlemmer, der overvejer at melde sig ud af Venstre. Slet og ret fordi de frygter, at Venstre nu vil ændre holdning til udlændinge- og integrationspolitikken.

- Medlemmerne siger generelt, at de er frustrerede, og at de ikke kan forstå den nye linje, der er blevet lagt, siger Sussanne Rusbjerg til TV 2.

Slået i anonym afstemning

Udover medlemmerne i Inger Støjbergs egen kreds har også prominente Venstre-politikere som europaparlamentariker og tidligere gruppeformand og forsvarsminister Søren Gade og forhenværende undervisningsminister Tina Nedergaard udtrykt undren over den prioritering af Venstres folk på Christiansborg.

Over for TV Midtvest peger Gade blandt andet på, at Støjberg ved det netop afsluttede folketingsvalg fik næstflest stemmer af alle Venstre-kandidater, kun overgået af formand Lars Løkke Rasmussen. Han frygter nu, at partiet mister nogle af de stemmer, som Støjberg med sin hårde linje på udlændinge- og intergrationsområdet har været garant for.

Åben invitation fra DF

Venstres stemmer bekymrer Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen-Dahl, sig ikke om. Til gengæld er han i lighed med de bekymrede Venstre-folk bange for, at fravalget af Støjberg er udtryk for, at man fremover vælger en ny værdipolitisk kurs.

- Man sender som parti et signal med de valg, man træffer. Derfor er vi i Dansk Folkeparti bekymrede, når en person som Inger Støjberg ikke kan finde opbakning til at være en del af Venstres gruppeledelse, selvom hun selv ønsker det.

- Det kunne tyde på, at den politiske linje på særligt udlændingeområdet, som hun har stået for, og som Dansk Folkeparti også står for, er en linje, der nu har fået ringere kår i Venstre, end den har haft, siger Kristian Thulesen-Dahl og tilføjer, at Støjberg "selvfølgelig" er velkommen i Dansk Folkeparti, hvis hun skulle ønske at forlade Venstre.

Inger Støjberg har som udlændinge- og integrationsminister gennem årene arbejdet tæt sammen med Dansk Folkeparti.

Ingen betydning for politikken

Det er der dog ingen grund til, mener en af dem, der fik en plads i Venstres gruppeledelse, politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen:

- At Inger Støjberg ikke bliver gruppenæstformand ændrer ikke på Venstres politik, fastslår han overfor TV 2 og afviser samtidig alle analyser af, at Inger Støjberg skulle være blevet kørt ud på et sidespor:

- Der er i den grad plads til Inger Støjberg, og der er i den grad brug for Inger Støjberg i Venstre. Inger Støjberg skal have en solid værdipolitisk platform, som hun kan bruge som den værdikriger, hun er.

Ellemann-Jensen understreger, at Inger Støjberg med sit flotte folketingsvalg har vist, at hun repræsenterer en vigtig strømning i Venstre, som man skal lytte til og respektere, men tilføjer, at det samtidig også er vigtigt at respektere, at det er Venstres folketingsgruppe, der sammensætter gruppebestyrelsen.

Politisk kommentator: Venstre skal genopfinde sig selv

Ifølge politisk kommentator på Børsen Helle Ib betyder mandagens nederlag ikke nødvendigvis, at Inger Støjberg er færdig som magtfuld spiller i Venstre, men hun pointerer, at meget vil afhænge af, hvilket ordførerskab Støjberg får, når de på torsdagens sommergruppemøde bliver fordelt af den nye gruppeledelse.

Der er dog for hende at se ingen tvivl om, at Venstre skal i gang med at genopfinde sig selv, og en del af det vil indeholde et opgør med den værdipolitiske linje, der har hersket i Venstre, siden Anders Fogh Rasmussen indledte partiets parløb med Dansk Folkeparti tilbage i nullerne.

- De mennesker, der kommer til at tegne partiet fremadrettet, har taget bestik af, at det er begrænset, hvor meget der er at vinde på en udlændingepolitik, der bare bliver strammere og strammere og næsten mere og mere symbolpræget uden at være optaget af at løse reelle problemer. For det var også læren af dette valg, siger Helle Ib.