Nyheder

Burkaforbuddet fylder år - og der er sigtet 22

Overtrædelse af forbuddet bliver som udgangspunkt straffet med en bøde på 1000 kroner ved første overtrædelse.

Tildækningsforbuddet - også kendt som burkaforbuddet - fylder torsdag et år, og i den periode er der sigtet i alt 22 personer. Det viser tal fra Rigspolitiet, som TV 2 har fået indsigt i.

Siden loven trådte i kraft 1. august 2018 og til og med juni i år har politiet rejst i alt 39 sigtelser. I 22 af sigtelserne har ansigtet været tildækket af en niqab eller burka.

Forbuddet gør det ulovligt at bære blandt andet de ansigtsdækkende muslimske klædestykker niqab og burka i offentligheden.

Tvivl om lovens effekt

Margit Warburg, der er religionssociolog og professor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, siger til Kristeligt Dagblad, at det er svært at vide, om antallet af bøder er et udtryk for, at forbuddet har virket.

Ifølge professoren er brugen af niqab og burka begrænset i Danmark. Hun anslår, at mellem 150 og 200 kvinder går med niqab, mens ganske få er iklædt burka.

Burkaforbud skabte politisk splittelse

Forbuddet mod tildækning i det offentlige rum blev sidste år vedtaget af et politisk flertal bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative samt enkelte medlemmer af Liberal Alliance (LA).

Forinden vedtagelsen skabte forslaget stor politisk debat. Forbuddet splittede ikke alene blokkene, men også den daværende regering og internt i flere partier.

Flere LA-medlemmer stemte imod forslaget sammen med Enhedslisten, Alternativet, De Radikale, SF og Mette Gjerskov fra Socialdemokratiet.

Burkaforbud vækker opsigt internationalt

Forbuddet fik ligeledes opmærksomhed fra de internationale medier.

Da en 28-årig kvinde fik den første bøde for at for at bryde forbuddet, blev historien trykt i både amerikanske, britiske og tyske medier. Den nåede ligeledes medier i Japan, Malaysia, Indien, Pakistan og Golf-landene.

Overtrædelse af forbuddet bliver som udgangspunkt straffet med en bøde på 1000 kroner ved første overtrædelse, 2000 kroner anden gang, 5000 kroner tredje gang og 10.000 kroner fjerde gang og derover.