Samfund

Billetvrede før Ed Sheeran-koncert - Ticketmaster beklager og kommer med løsning

Den britiske singer-songwriter Ed Sheeran spiller to udsolgte koncerter i weekenden i Tusindårsskoven i Odense. Her er der plads til 43.000 publikummer per aften.

Flere danskere har frygtet at gå glip af weekendens koncerter med den britiske popstjerne.

Dut-dut-dut.

En række danske Ed Sheeran-fans er blevet mødt af lyden af en optaget linje, hver gang de har ringet til Ticketmaster den seneste uge.

Det har frustreret de koncertgængere, der har modtaget en billet i gave eller købt sig til en andens billet. De frygter, at de ikke kommer til at høre den britiske popstjerne i weekenden i Odense.

- Jeg er ikke kommet igennem i dag heller. Jeg har prøvet i en uge. I morgen er koncerten, som jeg havde billetter til. Hvad fanden har I tænkt jer at stille op, Ticketmaster?, skriver en person eksempelvis på billetudbyderens Facebook-side.

Problematikken skyldes et unikt krav til Ed Sheerans koncerter om, at man skal dukke op med ID, og at det skal være ens eget navn, der står på billetten. Dette skyldes ofte sikkerhedsmæssige hensyn.

Har man købt billetten af en anden eller fået den i gave, skal man derfor ringe ind til Ticketmaster for at få navnet ændret.

Det har vist sig at være særdeles svært på grund af de optagede linjer, og flere har ringet forgæves hundredvis af gange.

Beklager forløbet

Fredag aften har Ticketmaster udsendt en beklagelse over forløbet med de lange svartider.

Samtidig kommer de med en løsning.

Ticketmaster beklager de ekstraordinære lange svartider de seneste dage via både mail og telefon – som følge af, at...

Posted by Ticketmaster Danmark on Friday, July 26, 2019

Det bliver muligt at ændre navnet på billetten på koncertpladsen, hvis man har ordrebekræftelsen og information omkring de fire sidste cifre på det kreditkort, der oprindeligt er anvendt.

- Hvis du i sidste øjeblik har fået billetter af din nabo, så har du den her mulighed. Så skal du kunne verificere, at du har fuldmagt til at få overdraget billetterne, siger administrerende direktør hos Ticketmaster Jakob Lund og understreger, at de betragter kredikortcifrene som en slags fuldmagt.

Ifølge Ticketmaster er det Ed Sheerans bagland, der er kommet med ID- og navnekravet til hans koncerter.

Har ligget vandret

Ticketmasters telefonsystemer har de seneste dage været lagt ned, og direktøren har aldrig oplevet noget lignende.

- Vi har ligget vandret de sidste par dage og knoklet for at besvare de her henvendelser. Jeg vil gerne understrege, at det er super beklageligt, og vi er super kede af, at vi har de her lange ventetider, siger Jakob Lund.

Samtidig er han overrasket over den pludselige travlhed. Det alternative krav om navn og ID står på billetterne, der blev solgt tilbage i september.

- Det kommer bag på mig i den forstand, at billetterne har været i hænderne på folk de sidste mange måneder, siger han og fortsætter:

- Det svarer lidt til, at dørene til en stor koncert åbner fire timer før. Hvis alle sidder i Fælledparken og farer hen til indgangen 10 minutter før koncertstart, så kan man heller ikke nå at få folk ind til det. Men generelt er vi ærgerlige over, at vi ikke kan leve op til de, synes jeg, normalt høje standarder, vi har for service.

Louis Langaa Graversen ringede over 170 gange til Ticketmaster.

Hvaså Ticketmaster Danmark? Hvornår tar’ I røret😬😬😬

Posted by Louis Langaa Graversen on Thursday, July 25, 2019

Bunken af henvendelser til Ticketmaster startede, umiddelbart efter at Ticketmaster-salgsstedet Politikens Kiosk i Odense lagde et opslag op på Facebook, hvor de gjorde opmærksom på reglen.

Kære gæster ved Ed Sheerans koncerter i Odense 27+28/7 MEGET VIGTIGT !!! DEL -DEL - DEL Har du købt billetter hos os...

Posted by Politikens Kiosk on Saturday, July 20, 2019

Regner med, at alle kommer ind

Ifølge den administrerende direktør er Ticketmaster som regel at finde til større arrangementer, men de har denne gang udvidet deres tilstedeværelse for at kunne imødegå en eventuel travlhed i weekenden.

Så alle dem, der har billet til Ed Sheeran-koncerterne, kommer ind?

- Det regner jeg bestemt med. Selvfølgelig gør jeg det, siger han.

At man kan bruge kreditkortinformation til at verificere en koncertgænger er ikke noget nyt, forklarer han.

- Vi har forskellige måder at verificere, at du er den rigtige køber. Så på den måde forsøger vi at afhjælpe folk, der i sidste øjeblik har glemt deres billetter.

Ticketmaster vil efterfølgende evaluere forløbet.

- Som enhver anden professionel og seriøs virksomhed ville gøre, så evaluerer vi altid vores hændelser, systemer, medarbejdere - og alt mulig andet - for at forsøge at gøre tingene bedre.