Ny hedebølge rammer Europa - sådan skal du forholde dig

Flere historiske varmerekorder kan torsdag blive slået i Vesteuropa.

Danskere på storbyferie i Paris bør øve sig på denne sætning: Il fait vraiment chaud aujourd’hui.

Oversat til dansk: Det er virkelig varmt i dag.

En særdeles varm luft blæser nemlig i øjeblikket op fra syd, og torsdag kulminerer hedebølgen i flere vesteuropæiske lande.

I Frankrigs hovedstad ventes temperaturen at stige til mellem 40 og 41 grader. Dermed kan en ny varmerekord blive sat i byen.

Den nuværende rekord lyder på 40,4 grader, og den temperatur blev målt tilbage i 1947.

- Mange danskere skal måske til Paris på ferie, tjekker deres vejrapp og tænker, at det ikke kan være rigtigt. Men det er rigtigt, siger meteorolog ved TV 2-vejret Sebastian Pelt.

Når varmen over det vestlige Europa kulminerer torsdag, kan der blive sat nye varmerekorder i flere europæiske lande samt i den franske hovedstad, Paris.
Når varmen over det vestlige Europa kulminerer torsdag, kan der blive sat nye varmerekorder i flere europæiske lande samt i den franske hovedstad, Paris. Foto: TV 2 VEJRET

Flere varmerekorder i Europa

Hedebølgen gælder dog ikke kun for den franske storby.

Turister og borgere i flere vesteuropæiske lande sveder i øjeblikket. Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland kan dermed slå deres hidtige varmerekorder torsdag.

Det vil også være historisk.

- Det er ikke bare rekorder for den varmeste dag i juli eller for den sidste halvdel af sommeren. Det er all-time absolutte varmerekorder, der kan blive slået. Altså den højeste temperatur målt i det land på noget tidspunkt, siger Sebastian Pelt.

- Op til 40 grader er ekstremt høje temperaturer for de her områder i Europa.

Det, man normalt skal være opmærksom på i varmen, skal man være endnu mere opmærksom på

Læge Henrik Stig Jørgesen, Sundhedsstyrelsen

Varmen skyldes et højtryk over det sydlige Skandinavien, der sammen med et lavtryk vest for De Britiske Øer er med til at pumpe glohed luft op over det vestlige Europa via Den Iberiske Halvø.

Det er bemærkelsesværdigt, at det er anden gang i år, vi ser en hedebølge af den styrke i Europa, mener Sebastian Pelt.

Frankrig satte en varmerekord for hele landet 28. juni, da sydfranske Gallargues-le-Montueux nåede op på 46,0 grader.

En knastør varme fra Afrika strømmer ind over Europa.

Samtidig kalder han det et "ekstremt varmt pust", da temperaturen i eksempelvis Paris allerede fredag falder til 'kun' cirka 30 grader.

I det danske sommerland slår vi sandsynligvis ikke varmerekord torsdag, men der er alligevel udsigt til en hed julidag med til 33-34 grader.

Danmarks absolutte varmerekord er på 36,4 grader – det blev målt 10. august 1975 i Holstebro.

Skygge, væske, luft og en solhat

Hvordan forholder man sig til de høje temperaturer, hvis man er på ferie i et af de hederamte lande?

Læge og centerchef Henrik Stig Jørgensen fra Sundhedsstyrelsen har følgende råd:

- Det, man normalt skal være opmærksom på i varmen, skal man være endnu mere opmærksom på, hvis man er et sted, hvor temperaturen ligger omkring 40 grader. Det drejer sig om helt simple ting som at søge skygge, dække sig til, bruge hovedbeklædning og få væske.

Derudover påpeger lægen, at det særligt er ældre mennesker, folk med kroniske sygdomme, små børn og spædbørn, der kan risikere at blive dårlige i varmen, og at rådene om skygge og væske derfor særligt gælder dem.

GUIDE: Hvad skal du gøre i en hedebølge?

Drik masser af væske - især hvis du tager daglig medicin

Vand er vigtigt i varmen. Foto: Shutterstock
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man drikker rigeligt med væske. Især hvis man er kronisk syg og/eller tager daglig medicin.
Ved temperaturer omkring 30 grader anbefales det, at man drikker halvanden gang så meget, som man plejer per dag.
Er temperaturen endnu højere som i Frankrig, skal du derfor drikke endnu mere, lyder det fra læge ved Sundhedsstyrelsen Henrik Stig Jørgensen.

Tjek farven på dit tis

(ARKIV) Pilsner øl fra Harboe fotograferet onsdag 20. juni 2018. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Du kender den sikkert: Farven på vores urin er en god målestok for, om man har fået nok at drikke.
Derfor er det en god idé at være særligt opmærksom på farven og mængden af tis, hvis man befinder sig i en hedebølge.
- Når først urinen bliver mørk og sparsom, så er man dehydreret. Den skal være lysegul og klar, siger Henrik Stig Jørgensen.

Vær særligt opmærksom på dine børn

Sensommervarme Foto: Camilla Rønde / Scanpix Denmark
Spædbørn og småbørn skal tilbydes rigeligt at drikke, når det er varmt – også selvom de ikke beder om det. Spædbørn, som kun ammes, kan lægges til brystet oftere. Og så skal du holde øje med, om bleen bliver våd som forventet. Ellers mangler barnet væske.
Derudover må du aldrig efterlade børn i en parkeret bil eller dække barnevognen til med en stofble, da temperaturerne hurtigt bliver høje og farlige.
 

Tag på stranden med parasol

Foto: Markus Scholz / Scanpix Denmark
Det er vigtigt at søge skygge. Men stranden er også et godt sted at opholde sig.
- Man kan godt tage på stranden, for der lufter det som regel mere. Men så er det vigtigt, at man tager en parasol med, så man kan søge skygge og få rigeligt med væske. Og så man kan jo gå ud i vandet og afkøle sig, hvis man er mobil til det, siger Henrik Stig Jørgensen.

Drop den lange tur i bil, på cykel eller på gåben

(ARKIV) Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Denmark
Man skal tilpasse sine aktiviteter efter forholdene.
Derfor er rådet fra Henrik Stig Jørgensen, at man lader være med at køre lange strækninger i bil eller på cykel på det allervarmeste tidspunkt af dagen, hvor solen brager ned.

Undgå køen i forlystelsesparker

Foto: Flemming Krogh
Hvis det er over 40 grader, og man har børn under tre år, skal man måske genoverveje turen til forlystelsesparker.
- Problemet med sådan et sted er, at man kan komme til at stå i kø lang tid, hvor man ikke kan være i skyggen. Så det er ikke hensigtsmæssigt. Det er bedre at være nogle steder, hvor man selv kan tilpasse den tid, man er ude i solen, siger Henrik Stig Jørgensen.

Spar på alkoholen

Foto: Shutterstock / Shutterstock
Alkohol dehydrerer og sløver sanserne. Derfor skal du spare på procenterne, hvis temperaturen er rigtig høj.
- Hvis man får for meget alkohol, er man måske ikke opmærksom på, at man er i varmen og glemmer at få væske, siger Henrik Stig Jørgensen.

Skær ned på motionen

Foto: Shutterstock / Shutterstock
Hvis du er typen, som gerne løber en tur på din ferie, så behøver du ikke lade være, fordi det er varmt.
- Hvis man er i god form, er det ikke sådan, at vi fraråder at dyrke motion, men man skal nok skære lidt ned på det og træne i de tidlige morgentimer eller sene aftentimer, siger Henrik Stig Jørgensen.
Bagefter skal du igen sørge for at drikke rigeligt med væske, da du mister endnu mere væske på en løbetur i syden, end man tror.