Vild med dans

'Vild med dans' må undvære dommer på grund af hjerteoperation

Britt Bendixen bliver svær at erstatte i dommerpanelet, lyder det fra redaktør.

Den 77-årige danselærer og dommer i 'Vild med dans', Britt Bendixen, skal i den kommende tid igennem en stor hjerteoperation.

Det betyder, at hun efter 15 sæsoner ikke vil være på sin vante plads i tv-programmet til efteråret.

- Jeg kan desværre ikke være med i 'Vild med dans', fordi jeg skal have lavet en bypassoperation, bekræfter Britt Bendixen, der ikke ønsker at gå i yderligere detaljer omkring forløbet, men dog siger:

- Jeg vidste ikke, at der var noget galt med mit hjerte, da jeg sagde ja til endnu en sæson. For så havde jeg ikke sagt ja. Det er blevet opdaget inden for den seneste tid.

Vil følge med på sidelinjen

Med begejstring, store fagter og to sæt briller i håret har hun hvert eneste år siden 2005 givet dansetips til nydanserne og deres professionelle partnere.

Derfor er det også med vemod, at Britt Bendixen ikke kan være med i den kommende sæson, men hun vil følge deltagerne og deres fodtrin på tv-skærmen.

- Jeg glæder mig til at følge parrene fra sidelinjen og ønsker både dem og mine dommerkolleger en god sæson, siger hun.

Redaktør: Den ærgerligste besked

'Vild med dans'-redaktør Thomas Richardt Strøbech blev trist, da han fik meldingen.

- Det er på alle måder den ærgerligste besked, jeg har fået længe. Britts helbred er naturligvis det vigtigste lige nu, og jeg håber, hun får ro til at komme flot og hurtigt på benene igen.

- Men vi kommer selvfølgelig også til at savne hende både på og bag skærmen. Hun er vellidt af alle, og hele holdet sender de bedste tanker hendes vej.

Det er endnu ikke besluttet, hvem der skal overtage den garvede dommers plads ved siden af meddommerne Nikolaj Hübbe, Anne Laxholm og Jens Werner.

- Britt Bendixen er jo ikke en dame, man bare lige erstatter. Hun er indbegrebet af 'Vild med dans', så nu skal vi bruge noget tid på at finde ud af, hvad der så skal ske til efteråret, siger Thomas Richardt Strøbech.

Om Britt Bendixen vender tilbage som dommer i næste sæson er endnu for tidligt at sige.