Dagens overblik: Holdkammerat med god melding om Fuglsang

16x9
Jakob Fuglsang nærmer sig 100 procent, siger en holdkammerat. Foto: Claus Bonnerup / Ritzau Scanpix

Undersøgelse slår fast, at en død hunulv ikke var en hund-ulv. Italiener har undskyldt til Fuglsang. Døren på klem for Radio24syv.

Sådan lyder nogle af overskrifterne for dagens overblik.

Men først skal det handle om en ulykkelig sag, hvor en kendt reality-deltager forsøgte at tage sit eget liv.

Hvis du selv har tanker om selvmord, kan du få hjælp ved at ringe til Livslinjen på 70 201 201.

Mor kritiserer Instagram efter selvmordsbrev

Anette Laursen, mor til bloggeren Fie Laursen, mener ikke, at Instagram har håndteret sagen om sin datters selvmordsbrev ordentligt.
Anette Laursen, mor til bloggeren Fie Laursen, mener ikke, at Instagram har håndteret sagen om sin datters selvmordsbrev ordentligt. Foto: TV 2

Lørdag eftermiddag lagde Anette Laursens 23-årige datter, Fie Laursen, et selvmordsbrev ud på Instagram. Siden forsøgte hun og flere andre at få opslaget fjernet, men først efter mere end to døgn fik familien slettet opslaget ved hjælp af datterens kodeord.

Fie Laursen er en kendt reality-person med flere end 300.000 følgere på Instagram, heriblandt mange unge. Derfor kritiserer moren, at Instagram ikke ville fjerne opslaget.

- Det skar i hjertet, for vi tænkte, at det kunne inspirere andre unge. Det har været vildt frustrerende midt i alt det her, siger Anette Laursen til TV 2.

Kritikken bakkes op af blandt andre SIND, men Instagrams ejer afviser, at opslaget overtrådte mediets retningslinjer og siger, at det kan hjælpe mennesker at dele selvmordstanker.

Fuglsang så god som før

I styrtet på 1. etape slog Jakob Fuglsang sit knæ og fik en flænge ved øjenbrynet.
I styrtet på 1. etape slog Jakob Fuglsang sit knæ og fik en flænge ved øjenbrynet. Foto: Pool New / Ritzau Scanpix

Siden Jakob Fuglsangs styrt på 1. etape af årets Tour de France er håbet om en dansk topplacering dalet en smule. Men ifølge hans canadiske holdkammerat på Astana, Hugo Houle, er danskeren snart tilbage på 100 procent.

- Han er stadig så god, som han var inden 1. etape. Vi har ikke tabt noget på grund af styrtet, siger Hugo Houle til TV 2 Sport.

Fuglsang styrtede, fordi italieneren Damiani Caruso røg i asfalten og tog danskeren med i faldet. Og italieneren, der selv er hårdt medtaget efter styrtet, har siden undskyldt over for Fuglsang.

Dagens 4. etape endte i en massespurt og etapesejr til Deceuninck-Quick Steps italienske sprinter, Elia Viviani.

Ulv fra Ulfborg var en ulv

Efter at den 67-årige Maurits Troldtoft sidste år blev idømt 40 dages betinget fængsel for at have skudt en ulv ved Ulfborg, ankede både den dømte og anklagemyndigheden. Men før sagen kunne begynde i Landsretten, var der et lille spørgsmål, der skulle besvares: Var det overhovedet en ulv?

Det var denne etårige hunulv, der blev skudt i april 2018. Arkivfoto.
Det var denne etårige hunulv, der blev skudt i april 2018. Arkivfoto. Foto: Leander Løvemærke / TV 2

Mourits Troldtoft mente nemlig, han havde skudt en hybrid mellem en ulv og en hund, og at det kunne få betydning for straffen. Derfor krævede hans forsvarer en ny undersøgelse.

Den undersøgelse er nu afsluttet, skriver Herning Folkeblad, og den konkluderer, at det dræbte dyr var en ulv, siger specialanklager Ulrik Panduro til avisen.

Omstridt lovforslag trukket tilbage

Igen i weekenden gik demonstranter på gaden for at forsætte de månedlange protesterer.
Igen i weekenden gik demonstranter på gaden for at forsætte de månedlange protesterer. Foto: Hector Retamal / Ritzau Scanpix

Et omstridt lovforslag har skabt så meget uro, at Hongkongs politiske leder, Carrie Lam, midt i juni suspenderede forslaget om udlevering af borgere til retsforfølgelse i Kina. Det fik bare ikke de massive protester til at stoppe, så nu har hun erkendt, at lovforslaget var en fiasko og trukket det tilbage.

Demonstranterne kræver dog stadig den politiske leders afgang. Samtidig udtaler Kinas regering, at den anser protesterne som en "åbenlys trussel" mod forholdet mellem Kina og Hongkong.

Og det er måske ikke så mærkeligt, for ifølge Jørgen Delman, der er professor i Kinastudier, kan demonstrationerne inspirere til protester i Kina og Taiwan.

Minister åbner dør for Radio24syv

Den nye kulturminister, Joy Mogensen (S), har åbnet en mulighed for, at Radio24syv kan fortsætte, selvom det ikke bliver på det nuværende FM-bånd.

Hun har nemlig ændret tidsplanen for en ny DAB-kanal, så det nu er en mulighed at gå i luften allerede fra 1. november, dagen efter at Radio24syv står til at lukke.

Det åbner en reel mulighed for, at Radio24syv kan fortsætte, siger koncernchef i Berlingske Media Anders Krab-Johansen. Det havde helt sikkert ikke været en mulighed med den gamle tidsplan, fordi det havde givet et hul i sendefladen på to måneder, siger han.

***

I Wimbledon har tennisstjernen Serena Williams fået en bøde på 66.500 kroner for at have ødelagt en bane med sin ketcher.

Godt, jeg ikke spiller Wimbledon - mine tennisambitioner døde heldigvis sammen med min første ketcher, da den ikke kunne tage flere tæsk.

Jeg er tilbage med et nyt overblik i morgen.

Hej så længe.