Dagens overblik: EU-kabalen gik op - Vestager bliver næstformand

16x9
Margrethe Vestager bliver næstformand for EU-Kommissionen. Foto: Aris Oikonomou / Ritzau Scanpix

Miljøforkæmpere samler skrald i Stillehavet, Nick Hækkerup vil undersøge politiskandale, og en farlig plante er løs i Danmark.

Velkommen til dagens overblik fra TV 2. Vi skal hele verden rundt, og vi begynder i Bruxelles, hvor kortene nu er lagt på EU-bordet.

Tysk forsvarsminister i spidsen for EU

Tyske Ursula von der Leyen er ny frontfigur i EU.
Tyske Ursula von der Leyen er ny frontfigur i EU. Foto: Pool New / Ritzau Scanpix

Regeringslederne i EU forhandlede tirsdag om, hvem der skal lede unionen de næste fem år.

De rød-hvide øjne var rettet mod den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager og hendes muligheder for en toppost i unionen.

Vestager strøg ikke helt til tops, men hun får posten som en af de højstrangerende næstformand i EU-Kommissionen sammen med hollænderen Frans Timmermans.

Det bliver den tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen, der nomineres til topposten som formand for EU-Kommissionen. EU-Parlamentet skal dog først godkende den 60-årige tysker ved en afstemning.

Regeringslederne har desuden indstillet Belgiens fungerende premierminister, Charles Michel, til posten som EU-præsident, og Spaniens udenrigsminister, Josef Borrell, til EU's udenrigschef.

Endelig blev chefen for Den Internationale Valutafond, Christine Lagarde, indstillet til posten som chef for Den Europæiske Centralbank (ECB).

Den er stor og grøn med et skær af gul ....

Den gule vilde pastinak kan blive et meget kedeligt bekendtskab.
Den gule vilde pastinak kan blive et meget kedeligt bekendtskab. Foto: Privatfotos

.... og dens hvide blomster kan for den ukyndige minde om hyldeblomstens. Men den gule pastinak er ikke så uskyldig, som den ser ud.

Den er giftig, og den kan give både børn og voksne store brandsår.

Det skete for nogle børn fra en skoleklasse i Høng. Her havde en håndfuld af børnene torsdag været i skoven, og fredag begyndte de at få blærer flere steder på kroppen.

Gul pastinak er en fjern fætter til bjørneklo og indeholder en meget ubehagelig plantegift. Typisk vil man udvikle vabler, blærer eller brandsår, som kan være meget smertefulde.

Minister vil kulegrave teledatasagen

Han har kun siddet på posten i fem dage, men justitsminister Nick Hækkerup (S) er allerede kommet i arbejdstøjet.

Hækkerup igangsætter nu en uvildig undersøgelse af Rigspolitiets håndtering af teledata. Der bliver nedsat en uafhængig gruppe, der skal gennemgå behandlingen af de sager, der er omfattet af den såkaldte teledatasag.

Sagen bunder i en fejl i politiets it-systemer, som kan betyde, at 10.000 straffesager skal gennemgås igen. Det drejer sig både om afsluttede og om uopklarede sager.

- Teledatasagen er efter min mening en vaskeægte skandalesag. Man kan ikke være sikker på, at uskyldige er gået fri, og dem, som er skyldige, er blevet dømt. Det ryster jo sikkerheden i et retssamfund, siger justitsminister Nick Hækkerup.

Ebbe Sand er færdig som sportsdirektør

Brøndby-legenden Ebbe Sand bombede mål ind for Brøndby. Nu er han skiftet ud som sportsdirektør i klubben.
Brøndby-legenden Ebbe Sand bombede mål ind for Brøndby. Nu er han skiftet ud som sportsdirektør i klubben. Foto: Lars Helsinghof Bæk / Scanpix Danmark

Ebbe Sand fik kun et halvt år som sportsdirektør i Brøndby. Sand bliver skiftet ud med Carsten V. Jensen på posten som Brøndbys øverste sportslige chef.

Ebbe Sand, der som spiller var et ikon i klubben og også nåede at blive anfører, har været sportsdirektør i Brøndby siden januar. Forinden besad Troels Bech jobbet.

Carsten V. Jensen, der har en fortid hos rivalen F.C. København og senest har været sportsdirektør i FC Nordsjælland, blev tidligere tirsdag løst fra sine opgaver i den nordsjællandske klub.

Spøgelsesjægere jagter affald i Stillehavet

Miljøforkæmpere fra Ocean Voyages Institute har på en 25 dage lang rengøringsmission fjernet omkring 40 tons plastik fra Stillehavet.

Spøgelsesjægerne har indsamlet 40 tons affald.
Spøgelsesjægerne har indsamlet 40 tons affald. Foto: Justin Hofman / ©Justin Hofman/Greenpeace

Ved hjælp af satellit- og droneteknologi har miljøaktivisterne blandt andet fjernet plastikflasker, øl- og sodavandsdåser, husholdningsemballage og plastiklegetøj. Derudover har de fanget såkaldte spøgelsesnet – massive bundter af sammenfiltrede, gamle fiskenet, der har drevet rundt i verdenshavene i årevis.

Det største net, som spøgelsesjægerne fangede, vejede fem tons.

Desværre er det kun en dråbe i havet. Det anslås nemlig, at der årligt lander op mod 2,4 millioner tons skrald i verdenshavene.

***

Gennem 37 år har Spejdergruppen Vigge serveret frikadeller i boden 'Frikadiller' på Roskilde Festival. Men det er slut nu. Festivalen har bedt boden om at skifte navn, fordi det er for "utidssvarende".

Bon appétit.